Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Hulebyen Matera

Oplev det autentiske Syditalien

Det ukendte Syditalien

Om rejsen

Denne rundrejse i Syditalien koncentrerer sig om de to mindre kendte regioner Apulien (på italiensk Puglia) og Basilicata – to regioner, der er ensbetydende med det autentiske Syditalien. Du vil opleve et område af Italien, hvor utallige kulturer har sat deres spor i form af et næsten uudtømmeligt skatkammer af arkitektur som f.eks. de charmerende hvide byer, imponerende kirker og magiske borge, og ikke mindst de unikke ”trullihuse” med de kegleformede tage, der pryder landskabet som klynger af sneglehuse. Og så er der den lange kystlinje ud til Adriaterhavet, der udgør hælen i den italienske støvle. Et unikt særkende for Basilicata er hulerne i Matera, hvor man mener, at der har boet mennesker i 9.000 år – og i dag er det naturligvis med alle moderne bekvemmeligheder.

Rundrejsen i Syditalien går også til universitetsbyen Bari, baroktidens Lecce og den hvide by Ostuni, og naturen frister med skønne strande, øde klipper og Italiens smukkeste drypstenshuler i Castellana. Derudover er der rig lejlighed til at nyde de syditalienske specialiteter, når vi bl.a. besøger en olivenmølle.

På denne rejse bor vi i to forskellige byer på 4-stjernede hoteller. Første del af rejsen bor vi i Martina Franca, der er en af Apuliens hvide byer. På anden del af rejsen er basen havnebyen Brindisi, der ligger skønt ud til Adriaterhavet på hælen af den italienske støvle. Fælles for begge hoteller er deres gode, centrale placering nær byliv og et væld af restauranter, butikker og caféer. Det giver god mulighed for at udforske byerne på egen hånd om eftermiddagen og aftenen.

Glæd dig fordi

  • du oplever en side af Italien, mange endnu ikke har opdaget
  • rejselederen er Italien-ekspert
  • du bor på 4-stjernede hoteller med klassisk italiensk stemning i hjertet af Martina Franca og Brindisi
  • du oplever det historiske centrum i den hvide by Ostuni
  • der venter en anderledes oplevelse i hulebyen Matera
  • der er god tid til at opleve trullibyen Alberobello og barokbyen Lecce
  • der er besøg på en olivenmølle – naturligvis med smagsprøver
  • vi flyver hele vejen til Bari og slipper for lange transporttider
  • der er mulighed for at tilkøbe en helt unik og autentisk Italien-oplevelse med
  • opleve den charmerende havneby Gallipoli
  • der er tid til at udforske det italienske køkken på egen hånd – naturligvis med tips fra rejselederen

Danmarks bedste rundrejse til Syditalien fordi

Danmarks bedste rejse til Apulien – vi ved, hvad der virker, hvor man skal bo, og hvad man skal opleve.

Som en af de eneste i Danmark flyver vi til Bari i Apulien og undgår den lange køretur fra Napoli.

Begge hoteller er placeret i det ubestridte centrum, og der er kort transporttid til seværdighederne.

Danmarks bedste rundrejse til Syditalien fordi

Hør to af vores rejseledere, Torben og Henriette, fortælle om oplevelserne der venter:

Mød din rejseleder

Torben Folkmann - Rejseleder - Risskov Rejser
Torben Folkmann er Italien-ekspert

Torben Folkmann elsker Italien, og han besøger landet mange gange hvert år. Torben elsker specielt Syditalien, hvor der venter masser af historie krydret med gastronomiske oplevelser


Læs mere om Torben Folkmann

Henriette har boet mange år i Italien

Henriette har været rejseleder siden 1999, og føler nogle gange, at hun skal knibe sig i armen, da hun synes, hun har verdens bedste arbejde med at vise verden til en masse rejselystne mennesker. Henriette har et stort kendskab til Italien, den italienske kultur og historie. Den har hun opbygget igennem mange år som bosiddende i Italien.


Læs mere om Henriette Berg Hansen

Henriette Berg Hansen
Torben Folkmann - Rejseleder - Risskov Rejser
Torben Folkmann er Italien-ekspert

Torben Folkmann elsker Italien, og han besøger landet mange gange hvert år. Torben elsker specielt Syditalien, hvor der venter masser af historie krydret med gastronomiske oplevelser


Læs mere om Torben Folkmann

Henriette Berg Hansen
Henriette har boet mange år i Italien

Henriette har været rejseleder siden 1999, og føler nogle gange, at hun skal knibe sig i armen, da hun synes, hun har verdens bedste arbejde med at vise verden til en masse rejselystne mennesker. Henriette har et stort kendskab til Italien, den italienske kultur og historie. Den har hun opbygget igennem mange år som bosiddende i Italien.


Læs mere om Henriette Berg Hansen

Dagsprogram

  • Dag 1 Ankomst til Bari og videre til charmerende Martina Franca

    Vi lander i Bari og kører til hotellet i Martina Franca, som er en af Apuliens hvide byer beliggende i 430 m højde. Byen byder på et charmerende historisk centrum med hvidkalkede huse, små hyggelige gader og stræder og ikke mindst stemningsfulde små pladser, hvor livet leves på bedste italienske vis – og det vil sige på byens barer og restauranter.

    På første del af rejsen bor vi på Hotel Villa Rosa i Martina Franca, og der bliver rig lejlighed til at nyde byen på en byvandring med rejselederen allerede samme eftermiddag. Om aftenen mødes vi til en velkomstmiddag på hotellet.

    Inkluderede måltider: Velkomstmiddag.

    Her bor du dag 1-4

    Hotel Villa Rosa

    Hotel Villa Rosa ligger i et roligt og grønt kvarter kun 15 minutters gang fra Martina Francas bymidte. Hotellet har udendørs swimmingpool og sol...

  • Dag 2 Trulli-byen Alberobello og drypstenshulerne i Castellana

    Vi begynder dagen i den lille by Alberobello, der er en af Apuliens absolut mest særprægede og spektakulære byer, og det skyldes de specielle trulli-huse. De karakteristiske små limstenshuse med de koniske tage blev bygget til både mennesker og dyr og siges at have fået deres form, fordi de skulle være nemme at flytte. Derfor blev de oprindeligt opført helt uden mørtel og bindemiddel, og det gælder også taget, der er lagt på en sådan måde, at det ikke regner ind, men tillader røg at sive ud. Vi tager på en interessant byvandring gennem de to kvarterer, Aia Piccola og Rione Monti, som udelukkende er bygget af de særprægede trulli-huse, og vi besøger bl.a. trulli-kirken Sant’ Antonio. Området med de over 1.400 hvide bikubeformede huse er naturligvis på UNESCOs verdensarvsliste,

    Næste store oplevelse får vi 60 m under jorden i drypstenshulerne i Castellana, der er blandt de største og smukkeste i Italien og Europa. De er dannet ved årtusinders erosion i kalkstensplateauet, og det dryppende vand har skabt beundringsværdige formationer. Vi går gennem et netværk af underjordiske huler og kløfter, og vi passerer saltsøer og damme. Vi når til Grotta Bianca, den hvide grotte, der betegnes som verdens smukkeste, da den er fyldt med skinnende hvide alabast-drypsten.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 3 Byvandringer i Bari og kystbyen Polignano a Mare

    Vi tilbringer det meste af dagen i Apuliens hovedby Bari, der ligger dejligt ud til Adriaterhavet. Vi tager på opdagelse i det gamle kvarter, Vecchia Bari. I de labyrintiske gader fornemmer man hurtigt, at byen er rig på historie og traditioner. De ubestridte højdepunkter i Bari er ”julemandens” kirke Basilica di San Nicola fra 1197, den imponerende borg Normanno-Svevo, katedralen San Sabino og utallige smukke palæer. Byens lokale liv udspiller sig omkring havnen og i de små gader, hvor kvinder stadig sidder ved små borde og laver traditionel håndlavet orecchiette-pasta, der er en meget populær pasta, der nærmest har form som små øer, og som bl.a. serveres med alt godt for havet.

    Dagens oplevelser rundes af på mest charmerende vis i den lille pittoreske kystby Polignano a Mare ca. 30 km syd for Bari. Polignano har en smuk beliggenhed på kanten af klipperne ved Adriaterhavet, og at kalde byen for Adriaterhavets perle er ingen overdrivelse. Havet og klipperne er i høj grad med til at skabe et dejligt miljø, og vi går en tur i det gamle kvarter, hvor biler er forment adgang. Når bølgerne slår ind mod klippekysten bliver grotterne synlige – og dem er der mange af i kystområdet. Nu hvor du er i Polignano a Mare, må du næsten ikke gå glip af at smage den berømte ”caffé speciale”, der har sin oprindelse i byen og består af kaffe, sukker, citron, fløde og amaretto – samt en, efter sigende, hemmelig ingrediens. Hvis man ikke er så meget til kaffe, så kan man i stedet smage den forrygende italienske is på det lokale ”gelateria”.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 4 Til den UNESCO-fredede huleby Matera

    Vi tager til naboregionen Basilicata, som stadig omtales med sit antikke navn Lucania. Det er tale om en af Italiens mindste regioner med et areal på kun 9.992 kvadratkilometer, men til gengæld findes her en af Syditaliens ubestridt største og mest berømte attraktioner – den labyrintiske huleby Matera. De historiske bydele Sasso Caveoso og Sasso Barisano hører til blandt verdens ældste og bedst bevarede bosættelser og er naturligvis på UNESCOs verdensarvsliste.

    Grotterne har været beboet siden forhistorisk tid, dog lige bortset fra perioden 1953 til 1968, hvor den italienske regering tvangsflyttede indbyggerne pga. af de sanitære forhold. De mange forhistoriske huler, der er hugget direkte ind i bjerget som grotter, kan umiddelbart ikke ses, da der er opsat husfacader foran huleindgangene.

    Hulerne har været beboet af mange forskellige kulturer, og ud over “private hjem” er her også flere hulekirker. I dag er mange af hulerne restaureret og har moderne faciliteter. Ikke overraskende har hulerne været anvendt som filmkulisse, og bl.a. Mel Gibsons “Passion of the Christ” er optaget her. Vi nyder en frokost inkl. vin og vand i en restaurant flot beliggende i det historiske centrum.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.

  • Dag 5 Besøg på olivenmølle og på opdagelse i den hvide by Ostuni

    Området omkring Ostuni  er kendetegnet ved et helt ufatteligt stort antal ældgamle oliventræer. Apulien er Italiens største producent af oliven og ”det flydende guld”, som ekstra jomfru olivenolie populært bliver kaldt. Om eftermiddagen besøger vi en olivenmølle og får en indsigtsfuld rundvisning og smager på gårdens egne koldpressede jomfru olivenolier, der er af uovertruffen kvalitet.

    Ostuni er endnu en af Apuliens smukke hvide byer, og tilnavnet skyldes den historiske bydels mange huse med flade tage, trapper og buer, der er kalket blændende hvide. Ostuni ligger højt som en hvid diamant i et hav af grågrønne oliventræer og strækker sig ud over tre høje og præsenterer sig ekstra smukt med de mange forskellige niveauer, som de hvidkalkede huse er opført på. Vi tager på opdagelse og ”bliver” væk i det charmerende virvar af gader inden for bymuren, hvor de farvestrålende døre og vinduer er en kontrast til alt det hvide, og hvor alt tilsyneladende er opført uden planlægning. Vi når op til katedralen, der troner i ensom majestæt over byen.

    Hen på eftermiddagen sætter vi kursen mod Brindisi, hvor vi indkvarteres på det dejlige Hotel Orientale lige i hjertet af byen. Her har man byliv, restauranter, caféer og butikker lige uden for døren.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 5-8

    Hotel Orientale

    Det 4-stjernede Hotel Orientale ligger i den historiske del af Brindisi tæt på både banegård, havn og gaden Corso Garibaldi, hvor man finder et...

  • Dag 6 På opdagelse i Lecce, der bliver kaldt "Barokkens Firenze", og byvandring i Brindisi

    I dag går rejsen længere ned på Salento-halvøen, der er et fascinerende område med dramatiske kyststrækninger og interessante byer i den sydlige del af Apulien. Her skal vi på opdagelse i Lecce, der bliver kaldt  barokkens Firenze eller Apuliens Athen pga. af byens overdådige arkitektur og betydningsfulde historie. Byen havde sin storhedstid i 16-1700-tallet, og i tiden under spansk indflydelse opførtes mange af de overdådige palæer og kirker i den lokale gyldne stenart ”pietra leccese”, som byen er så rig på.

    Man kan stadig fornemme Lecces økonomiske og kulturelle blomstringstid og det liv, som må have udspillet sig omkring byens centrum med Piazza Sant Oronzo, det antikke romerske amfiteater, Basilica di Santa Croce og den smukke plads, Piazza del Duomo. Byens ungdommelige universitetsmiljø er en kontrast til tidligere tiders storhedstid, og de mange hyggelige gader har et fint udbud af shopping med bl.a. fristende kunsthåndværk. Der bliver sikkert tid til at nyde byens hyggelige centrum på egen hånd, hvor du kan nyde livet på den syditalienske måde med f.eks. den forrygende ”caffe leccese” med isterninger og mandelmælk.

    Vi er tilbage i Brindisi hen på eftermiddagen, så vi får mulighed for at lære “vores by” bedre at kende på en byvandring med rejselederen.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 7 Mulighed for autentisk udflugt til Martignano og lokal frokost på en gård

    I dag er der mulighed for at tilkøbe en helt unik og autentisk heldagsudflugt til området Grecia Salentina i den sydlige den af Puglia-regionen. Området er særlig kendt for, at de lokale her stadig taler med den ny-græske dialekt ”Griko”. Turen går helt bestemt til byen Martignano – en gammel by som fremstår tidsløs og er elsket af både lokale og turister pga. griko-dialekten og områdets historie. Her skal vi bl.a. på en byrundtur og besøge en gård, hvor vi skal smage på lokale specialiteter.

    Hvis ikke du er interesseret i at tage med til Martignano, kan du benytte dagen til at gå på opdagelse i Brindisi på egen hånd. Fortab dig i de mange gader og stræder eller spadser en dejlig tur ved vandet og lystbådehavnen, Porto di Brindisi. Og mon ikke også dagen kan bruges på at udforske de små hyggelige butikker, nyde en kop kaffe på en af caféerne eller glæde smagsløgene med retter bestående af alt godt fra havet. Om aftenen spiser vi en fælles afskedsmiddag sammen.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Tilkøbsmuligheder

    Heldagsudflugt til Martignano med lokal frokost på en gård

    Efter morgenmaden står bussen klar foran hotellet. Vi kører ned i Salento-halvøens sydlige område til byen Marignano, som især er kendt for, at de lokale stadig taler med den ny-græske dialekt ”griko”. Efter ca. en times køretur ankommer vi til Martignano, hvor vi mødes med en lokal guide samt en lokal ”grinko”-sanger, der sammen med den danske rejseleder skal vise os rundt i den hyggelige, gamle by. Men det er ikke en helt almindelig byvandring – det er snarere en rejse ind i musikken og sproget med griko-dialekten, når vi udforsker byens historie, musik, kunst og arkitektur. Efter ca. halvanden times byrundtur skal vi smage på en lokal aperitif i haven ved den historiske bygning Palazzo Palmieri.Herefter bevæger vi os længere sydpå på Salento-halvøen, når vi skal besøge og spise frokost på den lokale gård Le Stanzie. Her skal vi virkelig udforske de italienske smage og madtraditioner, og der venter en særdeles gennemført og autentisk frokost med oste, der er produceret på gården, frisklavet pasta, alskens lækre desserter, frugt og kaffe. Du kommer ikke til at gå hverken sulten eller tørstig derfra, når du også skal smage på områdets lækre vine. Sidst på eftermiddagen er vi igen retur på hotellet i Brindisi og fyldt op med autentiske italienske oplevelser.

    Kr. 625 pr. person

  • Dag 8 Afrejse fra Bari

    Tiden er kommet til at sige farvel til Italien. Vi kører til Bari og flyver hjem til Danmark.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

Hent det samlede rejseprogram her

Det siger gæsterne om rejsen

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Overnatning i dobbeltværelse
  • 7 x morgenmad, 1 x frokost og 2 x aftensmad
  • Al transport og udflugter inkl. entréer jf. program
  • Sightseeing i Alberobello med de karakteristiske trulli-huse
  • Besøg i de imponerende Castellana-grotter
  • Besøg i den UNESCO-fredede huleby Matera inkl. frokost
  • Byvandring i Apuliens hovedby, Bari
  • Besøg i Polignanao a Mare
  • Rundvisning i den hvide by Ostuni
  • Besøg på olivenmølle inkl. smagsprøver
  • Byrundtur i Lecce, der bliver kaldt "Barokkens Firenze"
  • Whispers/lydsystem på alle udflugter
  • Dansk rejseleder

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 1.500.
  • Heldagstur til Gallipoli inkl. frokost kr. 500 (dag 7)
  • Fast plads i bus kr. 120

Ikke flere afgange

Der er desværre ikke flere afgange lige nu – hold øje med siden eller kontakt os på verden@risskov.com eller 70 22 66 00.
De nye datoer bliver også annonceret i vores nyhedsbrev, så hvis du ikke allerede er tilmeldt, er det en god ide at melde dig til her.
Er du interesseret i at opleve en af vores andre rundrejser til Italien, så se mere her.

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale, og vi har med succes arrangeret rundrejser i 25 år, så vi ved, hvad de bedste rundrejser skal indeholde.
Det er din rejse – og vores passion at arrangere den, og derfor skal du vælge en Risskov-rundrejse:

  • Vi krydrer de største seværdigheder med overraskende, lokale oplevelser
  • Vi er kendt for indholdsrige rundrejser med meget inkluderet
  • Vores gode jyske købmandsskab sikrer dig høj kvalitet til en attraktiv pris
  • Vores erfarne og passionerede rejseledere brænder for at dele ud af deres store viden
  • Vi er fleksible og forlænger gerne rejsen på egen hånd
  • Vi leverer en tryg, veltilrettelagt og uforglemmelig rejseoplevelse
  • Vi har et stort udvalg af rundrejser til hele verden

Læs mere om rundrejser med dansk rejseleder her

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Italien

    Pas & visum

    Pas skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Toldregler

    For aktuelle regler om hvad man må medbringe, se Skats hjemmeside www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”.

    Rejseforsikring

    Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. Under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade. For at få mest mulig tryghed på rejsen, anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Valuta & kreditkort

    Møntfoden er Euro, som kan hæves i automater i de fleste byer, men i mange restauranter, caféer og butikker skal man betale med kontanter. Der kan være en begrænsning på, hvor meget man må hæve på kreditkort, og beløbet afhænger af den enkelte bank og det enkelte kort. Det er en god idé at medbringe flere kreditkort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Der er samme tid som i Danmark.

    Transport

    I Italien rejser du rundt i en spændende og anderledes kultur, og standarder og forhold er derfor ikke nødvendigvis som i Danmark. Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk at der på busrejser er begrænset plads til håndbagage, som skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj o.l.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen, da det for dem er det en del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På enkelte restauranter er drikkepengene inkluderet, ellers lægger man typisk 10 – 15 % oveni regningen. Mange restauranter beregner stadig et mindre beløb til brød og opdækning ”pane e coperto”, – typisk 1-2 € pr. person. På mange cafeer og barer skal man bestille og betale ved kassen inden servering, og prisen stiger, hvis man vælger at sidde ned i stedet for at stå ved baren. Vær opmærksom på at man skal betale for at komme på WC (0,50€-1,00€). Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oveni prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 euro pr. nat).  På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører og hotelpersonale, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    Hotellerne er kategoriseret med stjerner efter lokal standard. Der vil ikke være dyner som i Danmark, da man bruger lagner og tæpper som sengetøj. Tæpperne finder man i et skab på værelset, eller fås i receptionen. Hvis man vil have rene håndklæder hver dag, skal de brugte efterlades på gulvet, men man kan vælge at tænke på miljøet og bruge håndklæderne mere end en dag. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er generelt sikkert at opholde sig i Italien, men pas på ejendele i lufthavne, offentlig transport og større menneskemængder, og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen. Lommetyve er dog primært et storbyfænomen – også i Italien. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk. Det er en god ide at opbevare værdigenstande i sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, som refunderes ved returnering.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Italien benytter strøm som i Danmark, men mange steder er stikkontakterne anderledes. Da ikke alle hoteller har adapter til udlejning, anbefaler vi derfor at man selv medbringer en.

    Mobiltelefon & Internet

    Ved opkald til Danmark tastes 0045 før telefonnummeret. Husk at slå dataroaming fra på mobiltelefonen. Alle større byer har internetcafeer. De fleste af vores hoteller har også Wi-Fi.

    Mad & drikke

    Det italienske køkken er et af Europas bedste. Det er smagsfuldt, rustikt og veltillavet. Pasta og pizza er velkendte lokalretter, men også andre delikatesser kommer fra Italien. I Umbrien og Piemonte findes trøfler, i det sydlige Italien laves bøffelmozzarella, og Risotto er en typisk norditaliensk ret. Italien er kendt for desserten Tiramisu og verdensberømt for is. Af italienske oste kan nævnes parmesan, grana padano, mozzarella, pecorino (fåreoste) og gorgonzola. Prøv også småretterne anti-pasti – den italienske version af de spanske tapas. Kaffe, der minder om den danske, hedder ”cafe lungo” eller ”cafe americano”. Italien producerer også noget af Europas bedste vin, og er kendt for Amarone og Barolo fra Norditalien, Brunello og Chianti fra Toscana, den søde dessertvin Vin Santo fra Toscana, den lette hvidvin Frascati fra Lazio og dessertvinen Marsala fra Sicilien. Man kan drikke vandet i Italien, men man kan komme ud for, at det smager anderledes, fordi det bliver renset med langt flere kemikalier end herhjemme og tilsat klor. Vi anbefaler, at man køber vand på flaske som ”frizzante” med brus eller ”naturale” uden brus.

    Rygning

    Det er ikke tilladt at ryge indendørs på offentlige steder.

    Åbningstider

    Butikker: mandag – lørdag 09.30 – 13.00 og 16.00 – 20.00. Lukket søndage og mandag formiddag. Supermarkeder har døgnåbent men tit lukket om søndagen.

    Da benzinstationer ikke har kiosk, kan det være svært at købe ind om søndagen.

    Banker: mandag – fredag kl. 08.30 – 13.30 og 15.00 – 16.00 og lukket i weekenden.

    Posthuse: mandag – lørdag kl. 08.30 – 13.30 og søndagslukket.

  • Gode råd

    Møde med en anden kultur

    Ved besøg i kirker forventes det, at skuldre og knæ er dækkede, da man ellers risikerer at blive afvist ved indgangen.

    Indkøb og museer

    Frimærker og tobak købes på posthuset eller i ”Tabacchi” – hvor der udenfor er et skilt med et stort T. Mange museer giver rabat eller gratis adgang, hvis man er under 18 år eller fyldt 65 og medbringer billeddokumentation.

  • Fakta

    • Statsform: Italien er en republik.
    • Hovedstad: Rom (3,5 mio.).
    • Befolkning: 62,1 mio. indbyggere.
    • Religion: Altovervejende romersk katolsk, ca. 98 %.
    • Sprog: Italiensk.
    • Areal: 301.230 km² (Danmark 43.000 km²).
    • Højeste punkt: Mont Blanc (Monte Bianco) 4.807 m (på grænsen til Frankrig).
    • Klima: Italien er meget værdsat for sit milde klima, der skyldes placeringen midt i den tempererede zone, hvor Middelhavet varmer og Alperne beskytter mod de kolde vinde i nord. Minimumtemperaturer varierer fra –20 grader i alpedalene til 10 grader i kystområderne og Syditalien. Maksimumtemperaturer ligger omkring 24-25 grader i hele Italien, dog med udsving på op til 40 graders varme.