Ring til os Åbent nu 70 22 66 00

Sorrento & Sicilien – Italiens historiske sydspids

8 dage fra 10.995 kr.

På denne rundrejse til Syditalien besøger du Sorrentohalvøen, der er indbegrebet af skønhed, og som derfor også er en af Italiens mest populære destinationer. Sorrento er af areal lille, men den charmerende kystby har masser at byde på med sin tusinde år lange historie, sine mange citronplantager og sine malerisk smukke udsigter over Napolibugten.

Historiske oplevelser er også for alvor i fokus, når turen går videre til den skønne ø Sicilien, der ofte kaldes for Middelhavets skatkammer, grundet øens skønne natur og fantastiske oplevelser. Her får du virkelig en bid af det uspolerede og autentiske Italien, og de historiske præg fra fønikerne, grækerne, romerne, araberne og normannerne kan tydeligt ses i bybilledet.

Der er dømt ægte ”Godfather”-stemning, når du besøger bjerglandsbyerne Savoca og Forza d’Argo, hvor flere lokationer og kirker har lagt kulisse til storfilmene om ”The Godfather”. Du oplever samtidig essensen af de syditalienske storbyer Napoli og Palermo, der er fyldt med historiske og kulturelle oplevelser. Sidst, men ikke mindst, kommer du til toppen af den majestætiske vulkan Etna, der er Europas største aktive vulkan. Du kan derfor se frem til otte dage spækket med fantastiske oplevelser i Italiens historiske sydspids.

Glæd dig fordi

  • du oplever alt det bedste af det sydlige Italien
  • der er god tid til både at opleve Sorrento og Napoli
  • du flyver direkte til Napoli
  • du oplever byer og kirker, der har lagt kulisse til storfilmene om “The Godfather”
  • du får hele tre nætter på et godt strandhotel på Sicilien
  • de største highlights i Palermo er inkluderet i rejsen
  • du oplever en imponerende samling af mumificerede munke i Cappuciner-klosteret
Antal dage
8 dages rundrejse
Pris
Fra 10.995 kr.
Afrejse fra
Billund, Aalborg, København

Danmarks bedste rundrejse til Amalfikysten fordi

Du kan flyve direkte til Napoli fra både Aalborg, Billund og København

Alle udflugter og entréer samt halvpension er inkluderet i prisen

Vi har mange års erfaring med rejser til Italien, der sikrer dig de allerbedste oplevelser på denne rundrejse

Danmarks bedste rundrejse til Amalfikysten fordi

Mød din rejseleder

Torben Falkmann - Risskov Rejser
Torben er vild med Italien

Mange gange hvert år drager Torben Folkmann til Italien for at mærke den helt specielle italienske kultur. Torben har stor interesse for både historie, kultur og specielt italiensk gastronomi. Alle elementer er der rigeligt af på turen til Amalfikysten, hvor Torben glæder sig til at dele sin passion med dig.


Læs mere om Torben Folkmann

Oplev Italien med Thomas Stockmarr

Det at rejse har fra en tidlig alder været omdrejningspunktet i Thomas’ tilværelse, og indtil videre har han besøgt 64 lande. Det, som driver Thomas som rejseleder, er at sørge for, at rejsedeltagerne får oplevelser ud over det sædvanlige og at de føler, at de kommer under huden på menneskene i de lande, som besøges.


Læs mere om Thomas Stockmarr

Rejsrejseleder Thomas Stockmarr

Dagsprogram

  • Dag 1 Ankomst til Napoli og videre til hotellet i Piano di Sorrento

    Rundrejsen starter i Napoli. Her får deltagerne fra Billund og Aalborg mulighed for at indtage frokosten samt at udforske byen på en lille byrundtur til fods, inden vi midt på eftermiddagen henter de rejsende fra København i lufthavnen og begiver os i samlet flok mod hotellet i Piano di Sorrento.

    Inkluderede måltider: Aftensmad.

    Her bor du dag 1 & 2

    Hotel La Ripetta

    Hotellet er beliggende med udsigt ud over havet og tæt på strand. På hotellet er der tagterrasse med udendørs spabade, indendørs spaområde, e...

  • Dag 2 På opdagelse i Sorrentos historiske kvarterer

    Vi starter dagen med at udforske den skønne ferieby Sorrento til fods. Byen har overraskende meget at byde på. Vi oplever bl.a. byens spændende pladser – piazzaer, som italienerne kalder dem – og byens romersk-katolske katedral, hvis sidestående klokketårn stammer helt tilbage fra 1100-tallet og har flere søjler i byzantinsk og klassisk stil. Sorrento er også fyldt med historiske oplevelser, som vi bl.a. finder i byens historiske kvarter, som nærmest er en labyrint af små, hyggelige gader og stræder.

    Vi lader os også friste af alt lige fra elegante tørklæder til lædervarer og håndlavede sandaler i de mange butikker, hvor også sorrentinernes forkærlighed for citron kan opleves i både marmelade, chokolade, pasta, duftlys og sæber.

    Du har resten af eftermiddagen fri til selv at udforske mere af byen, de herlige butikker eller til at slappe af på hotellet.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

  • Dag 3 Gennem Calabrien til Sicilien

    Vi kører sydpå via Salerno og gennem Calabrien. Herfra tager vi færgen over til Messina på den historiske ø Sicilien, hvor vi tjekker ind på vores hotel. Sicilien kaldes ofte for Middelhavets skatkammer grundet øens skønne natur og fantastiske oplevelser. Øen er helt sin egen – en uspoleret og autentisk bid af Italien. Efter at have været underlagt fremmed herredømme i næsten 2.700 år af hhv. fønikerne, grækerne, romerne, araberne og normannerne kan Sicilien i dag bl.a. byde på seværdigheder som Templernes Dal, som grækerne efterlod, den romerske kejser Maximians overdådige villa og normannerslottet i Aci Castello.

    Du har resten af dagen fri til disposition og kan f.eks. udforske Taorminas hovedgade, hvor du finder flotte paladser, hyggelige fortovscaféer og farvestrålende butikker. Der er også mulighed for blot at slappe af på hotellet og nyde den fantastiske udsigt til Etna.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Her bor du dag 3, 4 & 5

    Atlantis Palace Hotel

    Dette 4-stjernede hotel er beliggende lige ud til havet med sit eget private strandområde. Fra hotellet kan du nyde den fantastiske udsigt til str...

  • Dag 4 ”Godfather”-stemning og mumier i bjerglandsbyerne Savoca og Forza d’Argo

    Det første mange tænker på, når de besøger Savoca, er storfilmene om ”The Godfather”. Som vi går rundt i byen, vil du hurtigt kunne genkende steder, der er blevet brugt som kulisse i filmene. Og det er bestemt ikke uden grund, at filmskaberne netop har valgt Savoca – det er nemlig en af Italiens absolut smukkeste landsbyer.

    Vi ser bl.a. nogle af byens små kirker, som også blev brugt i forskellige scener i filmene. Ud over at være kendt fra filmene byder den idylliske bjerglandsby Savoca også på masser af historie langs de mange smalle gader, og der er rig mulighed for at smage på det autentiske Sicilien. Her venter desuden fantastiske udsigter til både bjerge, dybe dale, hav og øens aktive vulkan Etna.

    Et absolut højdepunkt i byen er Cappuciner-klosteret. Under klosteret ligger nemlig en krypt med en imponerende samling af 32 mumificerede munke og velhavende folk fra 1700-tallet, der dengang fik deres lig balsameret. For nogle kan det godt virke en smule uhyggeligt nede i krypten, men det er en yderst spændende oplevelse.

    Vi fortsætter herefter til den lille, hyggelige bjergby Forza d’Agrò, der ligger sydøst for Savoca. Også her er flere af byens lokationer blevet brugt som kulisse til ”The Godfather”. Som vi slentrer rundt inde i den charmerende lille bjergby føles det nærmest som om tiden har stået stille. Byen består primært af gamle bygninger og smalle, brostensbelagte gader, og prægene fra det 15. og 17. århundrede kan tydeligt ses i bybilledet. Bevaringen af de mange kirker og klostre giver byen et helt middelalderligt billede. Der er derfor ingen tvivl om, at Forza d’Agrò er en lille autentisk bid af Sicilien, som bestemt ikke må misses.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

  • Dag 5 Naturoplevelser ved vulkanen Etna og syditalienske smagsoplevelser

    I Siciliens østlige landskab troner den majestætiske vulkan Etna med sine 3.323 m. Det er Europas største aktive vulkan, og med jævne mellemrum spyttes et lavafyrværkeri op af vulkanen, der lyser hele himlen op. Vi snor os gennem talrige hårnålesving op mod den altid rygende top, og undervejs skifter landskabet på fascinerende vis mellem små landsbyer, frodige områder med skov og landbrugsområder til øde, golde landskaber med klipper, basaltskrænter og tunneler skabt af utallige lavastrømme. Ved Silvestri-kraterne i 1.980 m højde er det muligt at kigge dybt ned i sidekraterne, der bliver kaldt ”etnaunger”. Hvis vejret tillader det, er det muligt at komme helt til tops med svævebane og terrængående køretøjer.

    Frokosten er inkluderet denne dag, og denne nyder vi på en lokal vingård omgivet af smukke landskaber med grønne bakker og vinmarker. Her bliver vi klogere på vinens organoleptiske (sanselige) egenskabelige, og hvordan den dyrkes og produceres. Og så får vi naturligvis også lov til at smage på godterne.

    Smagsoplevelserne fortsætter, når vi besøger en citrusplantage, hvor vi lærer om, hvordan citrusfrugterne dyrkes og produceres, og hvor vi smager de forskellige varianter.

    Herefter er der tid på egen hånd til at udforske Taormina. Besøg f.eks. det berømte amfiteater – et græsk-romersk teater under åben himmel, der er bygget ind i en bjergside. Du kan også tage en slentretur langs byens hyggelige gågade Corso Umberto, hvor du kan gå på jagt efter souvenirs eller slå dig ned på en af caféerne og nyde den herlige sydlandske stemning.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

  • Dag 6 Byvandring i Palermo med markeder og kirker samt med færge til Napoli

    I dag skal vi udforske Siciliens hovedstad og største by, Palermo, på en 3-timers guidet vandretur. Byen er det, man kan kalde essensen af en syditaliensk storby. Utallige kulturer har sat deres præg på byens arkitektur med arabiske kupler, middelalderkirker, et slot fra normannertiden og smukke renæssancepaladser. Palermo har sjæl og charme og har både et lokalt og et kosmopolitisk islæt. Byens centrum er charmerende med flere lokale markeder og pladser, hvor livet i den grad leves på italiensk manér, og hvor du kan smage på sicilienske delikatesser.

    Der er smukke indkøbsstrøg som Via Vittorio Emanuele, grønne parker og utallige museer og monumenter – heriblandt ser vi byens katedral, Massimo-teatret og Pretoriopaladset. Vi oplever naturligvis også Normannerpaladset, der ubestridt er byens største seværdighed med det vidunderlige og ubeskrivelige Capella Palatina. Kapellet er overdådigt udsmykket med de skønneste mosaikker med geometriske og bibelske motiver fra forskellige perioder.

    Vi besøger også katedralen i Palermo, der er en af de vigtigste arkitektoniske monumenter på Sicilien. Den flotte katedral blev bygget af normannerne i 1185 som en kristen kirke i modsvar til den muslimske moské ved siden af, som tidligere var blevet bygget ovenpå en kristen basilika. Katedralen blev desuden dengang opført i forsøget på at overgå skønheden fra den storslåede katedral i Monreale. Udefra imponerer katedralen med sine smukke detaljer og karakteristiske tårne, og indenfor er katedralen fyldt med kirkelige artefakter og flotte udsmykninger.

    Vi overnatter på færgen, der sejler os til Napoli.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

  • Dag 7 Historiske og kulturelle oplevelser i Napoli

    Vi ankommer med færgen til Napoli om morgenen. Napoli er Syditaliens ukronede hovedstad og den by i Syditalien, hvor man tydeligst oplever forskellen mellem det nordlige og det sydlige Italien. Mange forbinder sikkert Napoli med den napolitanske mafia og f.eks. filmen “Comorra” (2008), der giver en barsk og usentimental beskrivelse af hverdagen for både medlemmer af den napolitanske mafia og for byens almindelige mennesker. Men Napoli har også mange andre sider – og det vil du opleve denne dag.

    Napoli er fyldt med historiske og kulturelle oplevelser og ikke mindst typiske napolitanske bybilleder: smalle gyder med vasketøj på tørresnore, en Vespa, der hjemmevant snor sig mellem husene, og “mama”, der nysgerrigt hænger ud af vinduet og giver sit besyv med. Vi oplever flere af byens historiske monumenter og kirker og udforsker nogle af de karakteristiske gader, der er fyldt med liv, charme og gamle kunstforretninger.

    Der skal naturligvis også smages på de lokale delikatesser, før turen går videre til byens kapelmuseum Capella Sansevero. Kapellet stammer fra det 17. århundrede og rummer smukke marmorskulpturer, anatomiske værker og ikke mindst ”Cristo Velato” – Den tilslørede Kristus – der er en af de flotteste skulpturer i verden.

    Herefter er der fri leg i Napolis charmerende centrum, før vi fortsætter til vores hotel.

    Inkluderede måltider: Aftensmad.

    Her bor du dag 7

    Hotel Palazzo Salgar

    Dette elegante hotel er beliggende i Napolis gamle bydel og med udsigt ud over havnen. På hotellet er der en døgnåben reception, en restaurant, ...

  • Dag 8 Hjemrejse

    Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen, hvor flyet hjem til Danmark venter.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

Hent det samlede rejseprogram her

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Overnatning på gode 3- eller 4-stjernede hoteller
  • 6 x morgenmad, 1 x frokost, 7 x aftensmad
  • Al transport og udflugter jf. program
  • Færgetransport over Messina-strædet
  • Færgetransport fra Palermo til Napoli
  • Sightseeing i Sorrento
  • Entré til Cappuciner-klosteret
  • Dagstur til Etna inkl. frokost
  • Obligatorisk byskat på hoteller
  • Sightseeing i Napoli og Palermo
  • Dansk rejseleder

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 1.750
  • Fast plads i bussen kr. 120
  • Administrationsgebyr kr. 125
Dato Varighed Rejseleder Afrejselufthavn Pris pr. person Bestilling

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale, og vi har med succes arrangeret rundrejser i 25 år, så vi ved, hvad de bedste rundrejser skal indeholde.
Det er din rejse – og vores passion at arrangere den, og derfor skal du vælge en Risskov-rundrejse:

  • Vi krydrer de største seværdigheder med overraskende, lokale oplevelser
  • Vi er kendt for indholdsrige rundrejser med meget inkluderet
  • Vores gode jyske købmandsskab sikrer dig høj kvalitet til en attraktiv pris
  • Vores erfarne og passionerede rejseledere brænder for at dele ud af deres store viden
  • Vi er fleksible og forlænger gerne rejsen på egen hånd
  • Vi leverer en tryg, veltilrettelagt og uforglemmelig rejseoplevelse
  • Vi har et stort udvalg af rundrejser til hele verden

Læs mere om rundrejser med dansk rejseleder her

Alt det praktiske

  • Praktisk information ved bestilling af rejse

    På hjemmesiden er den praktiske information begrænset til det, der er nødvendigt og relevant for at træffe beslutning om en rejse og om rejsemålet.

    Når din rejse er bestilt, vil du sammen med din ordrebekræftelse og efterfølgende rejsedokumenter modtage ekstra information, gode råd samt vejledning, der forholder sig specifikt til din rejse.

    Læs mere i vores generelle rundrejsebestemmelser her.

  • Inden du rejser til Italien

    Pas og visum

    Pas skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Toldregler

    De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

    Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler o.l.) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Krav til fysisk formåen

    Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Der er samme tid som i Danmark.

    Transport

    I Italien rejser du rundt i en spændende og anderledes kultur, og standarder og forhold er derfor ikke nødvendigvis som i Danmark. Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen i Italien. På enkelte restauranter er drikkepengene inkluderet, ellers lægger man typisk 10 % oven i regningen. Mange restauranter beregner stadig et mindre beløb til brød og opdækning ”pane e coperto” – typisk 2-3 euro pr. person. På mange caféer og barer skal man bestille og betale ved kassen inden servering, og prisen stiger, hvis man vælger at sidde ned i stedet for at stå ved baren. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oven i prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 euro pr. nat pr. værelse).  På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører og restaurantpersonale ved de måltider, der er inklusiv i rejsens pris. Sammen med rejsedokumenterne sender vi information om, hvad vi vurderer som et passende beløb på den pågældende rejse, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris, og det skal understreges, at drikkepenge er frivillige.

    Hoteller

    Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er generelt sikkert at opholde sig i Italien, men pas på ejendele i lufthavne, offentlig transport og større menneskemængder, og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen. Lommetyve er dog primært et storbyfænomen – også i Italien. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk. Det er en god idé at opbevare værdigenstande i sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, som refunderes ved returnering.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Italien benytter strøm som i Danmark (220 volt), men stikkontakternes udformning kan variere. Da ikke alle hoteller har adapter til udlejning, anbefaler vi, at man selv medbringer en.

    Mobiltelefon og Wi-Fi

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger. Rejser du uden for EU er internettelefoni den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

    Mad og drikke

    Det italienske køkken er et af verdens bedste. Det er smagsfuldt, rustikt og veltillavet. Pasta og pizza er velkendte lokalretter, men også andre delikatesser kommer fra Italien. I Umbrien og Piemonte findes trøfler, i det sydlige Italien laves bøffelmozzarella, og risotto er en typisk norditaliensk ret. Italien er kendt for desserten tiramisu og verdensberømt for is. Af italienske oste kan nævnes parmesan, grana padano, mozzarella, pecorino (fåreoste) og gorgonzola. Prøv også småretterne anti-pasti – den italienske version af de spanske tapas. Kaffe, der minder om den danske, hedder ”cafe lungo” eller ”cafe americano”. Italien producerer også noget af Europas bedste vin og er kendt for amarone og barolo fra Norditalien, brunello og chianti fra Toscana, den søde dessertvin Vin Santo fra Toscana, den lette hvidvin frascati fra Lazio og dessertvinen marsala fra Sicilien.

    Man kan drikke vandet i Italien, men man kan komme ud for, at det smager anderledes, fordi det bliver renset med langt flere kemikalier end herhjemme og tilsat klor. Vi anbefaler, at man køber vand på flaske som ”frizzante” med brus eller ”naturale” uden brus.

    Rygning

    Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

    Åbningstider

    Butikker: Mandag-lørdag 09:30-13:00 og 16:00-20:00. Lukket søndage og mandag formiddag. Supermarkeder har døgnåbent, men tit lukket om søndagen.

    Da benzinstationer ikke har kiosk, kan det være svært at købe ind om søndagen.

    Banker: Mandag-fredag kl. 08:30- 13:30 og 15:00-16:00 og lukket i weekenden.

    Posthuse: mandag-lørdag kl. 08:30-13:30 og søndagslukket.

  • Gode råd

    Bagage

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og ekstra tøj i håndbagagen.

    Møde med en anden kultur

    Ved besøg i kirker forventes det, at skuldre og knæ er dækkede, da man ellers risikerer at blive afvist ved indgangen.

    Idéer til indkøb og museer

    Frimærker og tobak købes på posthuset eller i ”Tabacchi” – hvor der udenfor er et skilt med et stort T. Nogle museer giver rabat til studerende og ældre, aldersgrænsen kan variere, medbring billeddokumentation. Der er gratis entré på de fleste statsejede museer den 1. søndag hver måned.

  • Fakta

    • Statsform: Republik.
    • Hovedstad: Rom (3,5 mio. indbyggere).
    • Befolkning: 62,1 mio. indbyggere.
    • Religion: Altovervejende romersk katolsk, ca. 98 %.
    • Sprog: Italiensk.
    • Areal: 301.338 km² (Danmark 43.094 km²).
    • Klima: Italien er meget værdsat for sit milde klima, der skyldes placeringen midt i den tempererede zone, hvor Middelhavet varmer og Alperne beskytter mod de kolde vinde i nord. Minimumtemperaturer varierer fra -20 grader i alpedalene til 10 grader i kystområderne og Syditalien. Maksimumtemperaturer ligger omkring 24-25 grader i hele Italien, dog med udsving på op til 40 graders varme.

Trustpilot