Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00

Velkommen til Kina

Når du rejser til Kina, vil du bemærke, at nærmest alt, der vedrører landet er lavet med de største armbevægelser og den helt brede pensel. Økonomien buldrer frem, skyskraberne rager højere og højere op i landskabet, og landets mere end 4.000 år gamle historie og rige kulturarv er atter på rette spor efter en cirka 200-årig periode med Opiumskrigene, den britiske kolonisering og Kulturrevolutionen. Det mægtige Kina er så stort, at Danmark kunne fylde arealet ud 220 gange, og indbyggertallet udgør 1/5 af verdens befolkning. På trods af det store befolkningstal er tallet ikke så højt, som det kunne have været, da det kommunistiske styre i 1979 indførte den omdiskuterede et-barnspolitik. I dagens Kina er der dog sket en lempelse af et-barnspolitikken, da der venter Kina et stort problem fremadrettet, hvis ikke de får flere unge mennesker.

Kinas varierede køkken

Med et land så stort er det også naturligt, at der findes flere forskellige køkkener med store forskelle. Hvis man tror, at man ved hvad kinesisk mad er ud fra kinesiske restauranter i Danmark vil man, når man rejser til Kina, nok blive overrasket over den store variation, der er fra nord til syd og fra øst til vest. Overordnet set er der fire slags køkkener. Beijing-køkkenet er det nordlige, der bærer præg af robust mad grundet det køligere klima. Den mest berømte ret er her den delikate pekingand med sprødt skind og mørt kød, der serveres med kinesiske pandekager, forårsløg og hoisin-sauce.

Det kantonesiske køkken (sydkøkkenet) er det man oftest forbinder med kinesisk mad, der er varieret med frugt, nødder, grøntsager og kød, der ofte dampes eller lynsteges i wok. Lynstegning i wok er bl.a. opstået, da der var mangel på brændsel, og man derfor skulle tilberede sin mad lynhurtigt. Derudover er det også her forårsruller og de fyldte, dampede rismelsboller, kaldet dim sum, stammer fra. Det østlige køkken, Shanghai-køkkenet, er præget af nærheden til kysten med alskens retter bestående af fisk, krebsdyr, muslinger og snegle, og det vestlige køkken, Sichuan-køkkenet er det stærkeste, hvor der krydres rigeligt med chili og Sichuan-peber. Fælles for de forskellige køkkener er dog, at der bag alle retter ligger den gamle filosofiske grundtanke om yin-yang, nemlig at der opnås harmoni gennem en balance af kontraster, såsom kontrasterende smage og teksturer som sur-sød, vin-honning, kød-grøntsager, suppe-nuddel osv.

Indsnus den rige kultur og historie, når du rejser til Kina

På en rejse til Kina skal man opleve kejsertidens Beijing med de mange storslåede arkitektoniske mesterværker. Her finder man bl.a. Himlens Tempel, der blev bygget i 1420 i samme tidsperiode som Den Forbudte By og indeholder noget af det ypperste inden for kinesisk bygnings- og landskabsarkitektur. Kejseren kom her ved vintersolhverv og ofrede til forfædrene og til himlen for at bede om en god høst. Templet ligger i Tiantan Park, der er Beijings største grønne park, og hvis man kommer om morgenen, kan man se fredfyldte grupper dyrke tai chi. Lad også fødderne betræde verdens største plads, Den Himmelske Freds Plads, hvor formand Mao i 1949 erklærede oprettelsen af Den Kommunistiske Folkerepublik Kina. Ved pladsen ligger også Den Forbudte By, der er et enestående komplekst bygningsværk, og som siges at indeholde 9.999 værelser. Den Forbudte By har op gennem tiden huset 24 kejsere med hver deres familier, konkubiner, embedsmænd og eunukker, og navnet skyldes, at almindelige mennesker var forment adgang hertil.

Uden for Beijing kan du opleve en af verdens mest imponerende konstruktioner, Den Kinesiske Mur. Muren strækker sig ca. 6.000 km gennem Kina. Det var landets første kejser, Qin Shi Huangdi, som for godt 2.000 år siden så at sige samlede Den Store Mur. I Kinas nordlige egne var der i forvejen bygget et væld af kortere og længere mursystemer, som han forbandt til ét system.

Find din næste rejse til Kina nedenfor.

Alt det praktiske

  • Før du rejser til Kina

    Pas & visum

    Der er visumpligt til Kina. Vi samarbejder med visumspecialisten Comet Consular Services, for at sikre, at du får den bedst mulige støtte i visumprocessen. Comet Consular Service sørger for at hjælpe dig fra start til slut. Du kan læse mere om Comet Consular Service på www.risskovrejser.dk/kina-visum. Bemærk, at dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemrejse.

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad der må medbringes til/fra Kina – se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Bemærk, at ved flyskift kan lightere og væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Derudover skal powerbanks pakkes i håndbagagen og må ikke overstige 11.000 mAh.

    Rejseforsikring

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin & vaccinationer

    Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge, men normalt anbefales vaccination mod stivkrampe og smitsom leverbetændelse (hepatitis A). For yderligere information, kontakt venligst egen læge eller Statens Seruminstitut (tlf. 32 68 32 68) i god tid inden afrejsen til Kina. Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du pakker den i håndbagagen og medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket.

    Valuta & kreditkort

    Den kinesiske valuta hedder yuan. Det anbefales udelukkende at medbringe kinesiske yuan, hvis man ønsker at veksle hjemmefra. Veksling via US-dollars kan ikke længere betale sig i Kina. Man kan hæve kontanter på sit kreditkort i de store banker, og der er også hæveautomater på de store hoteller og i shoppingcentre. Det kan anbefales at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Tidsforskellen mellem Danmark og Kina varierer alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid. Sommertid: + 6 timer. Vintertid: + 7 timer

    Transport i Kina

    Busserne i Kina har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.

    Drikkepenge

    På rejsen kommer du i kontakt med hverdagslivet og landets skikke, og der kan være forhold, du ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. Det har ikke tidligere været kutyme at give drikkepenge i Kina, men i takt med, at turismen i Kina er øget, er lønnen i servicebranchen også mere baseret på drikkepenge. Det er derfor nu blevet normalt, at man betaler drikkepenge til lokalguide og chauffør. Beregn ca. 35 CNY pr dag til fordeling mellem de to.  Så har du fået en god service af f.eks. tjenere og hotelpersonale, bliver drikkepenge også påskønnet her. Rejselederen vil informere om passende beløb.

    Er man afsted på egen hånd vil man opleve at flere restauranter og cafeer tilskriver regningen 10-15 % i service gebyr, så her skal man ikke lægge yderligere oveni.

    Lidt om hotellerne

    Vi har valgt gode 3- og 4-stjernede hoteller med god beliggenhed, men da hotellerne i Kina ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er ganske sikkert at færdes i Kina, også efter mørkets frembrud. Kvinder kan også roligt færdes alene. Det er i Kina – som alle andre steder – ikke klogt at udstille sine eventuelle rigdomme. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler. Det er en god ide, at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i en sikkerhedsboks på hotellet.

    Mobiltelefon & Internet

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra hotellerne i Kina, og det kan også blive en dyr fornøjelse at bruge sin mobiltelefon. Har du brug for at tale meget i telefon på rejsen, så køb et telekort. For at ringe til Danmark fra Kina tastes 0045 og til Kina fra Danmark tastes 0086. De fleste hoteller har Wi-fi på værelset eller i lobbyen mod betaling. Internetcafeer er også udbredt i de større byer.

    Vær opmærksom på at Facebook, Google og Messenger ikke virker i Kina. Så har du en gmail, kan du ikke bruge denne i Kina.

    Mad & drikkevarer

    Det kinesiske køkken består hovedsageligt af ris og/eller nudler, serveret med enten fisk, kylling, svine- eller oksekød og grøntsager. Det er en god idé at øve sig lidt hjemmefra med spisepindene. Selv om det på mange restauranter er muligt at få en ske eller en gaffel, så spiser man med pinde i Kina, og maden er tilberedt med henblik herpå. Det er nemt at finde gode spisesteder, og der er utroligt mange billige restauranter. De serverer god og sund mad, og hygiejnen er som regel god. Nogle restauranter har spisekort på engelsk eller med billeder af de forskellige retter. Til maden drikkes te eller øl.

  • Gode råd

    Generelt

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen. Bemærk, at der om aftenen kan være markant køligere, medbring derfor en jakke.

    Det frarådes at drikke vand fra hanen, og isterninger skal man undgå. Vand på flaske kan købes overalt og koster ikke ret meget. Tjek at flasken er uåbnet/forseglet inden brug. Brug ligeledes vand på flaske til tandbørstning.

    Kun på de større hoteller og restauranter kan man forvente toiletforhold som i Danmark. Jo længere ud på landet man kommer, jo lavere bliver standarden. De såkaldte pedaltoiletter er udbredte, og der er ikke altid toiletpapir til rådighed. Medbring derfor selv toiletpapir fra hotellet eller vådservietter og evt. desinfektionsgele til hænderne.

    Møde med en anden kultur

    Kineserne er meget gæstfrie, nysgerrige og glade – turister bliver mødt med smil og venlighed. Det ligger ikke til kineserne at rette på folk, og de går ud fra, at man som gæst selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig i landet. F.eks. må man aldrig klappe et barn på hovedet eller røre dem.

    Kineserne lægger f.eks. stor vægt på, at man er stand til at kontrollere sine følelser, og det er vigtigt at huske på, hvis du føler dig dårligt behandlet. På restauranter er det vigtigt at huske på, at man aldrig placerer spisepindene lodret ned i risskålen, da det associeres med død og ulykke. Det forventes, at man respekterer helligdomme og skikke med ærbødighed og korrekt påklædning.

    Man tager skoene af, før man betræder et tempel, og husk at fodsålerne aldrig må pege eller være vendt mod Buddhafigurer eller helligdomme, idet fødderne betragtes som urene. Man poserer heller ikke foran Buddhafigurer. Ikke alle steder er det tilladt at fotografere, så vær derfor opmærksom på påbud. På markeder og i boder er det helt normalt at prutte om prisen, og nogen kinesere vil endda anse det som uhøfligt, hvis du ikke prøver.

  • Fakta

    • Statsform: Kommunistisk republik.
    • Hovedstad: Beijing med 20.6 mio. indbyggere.
    • Befolkning: 1.34 mia.
    • Religion: Størstedelen af befolkningen er taoister eller buddhister. Kristne 3-4 % og muslimer 1-2 %.
    • Sprog: Det officielle sprog i Kina er mandarin, men der findes et utal af forskellige dialekter, der har karakter af selvstændige sprog.
    • Areal: 9.596.961 km² – ca. 223 gange større end Danmark.
    • Kystlinje: 14.500 km.
    • Vigtigste flod: Yangtze er Kinas længste flod og den 3. længste i verden.
    • Verdens største dæmning: Three Gorges Dam er Kinas og verdens største dæmning.
    • Nationalsymbol: En drage.
    • Nationaldag: 1. oktober 1949, hvor Folkerepublikken Kina blev etableret.
    • Klima: Klimaet er meget varieret – fra tropisk i syd til subarktisk i de nordlige dele af landet. Pga. landets størrelse er det umuligt at sige noget generelt om vejret. Det er lettest at danne sig et indtryk af vejret på det tidspunkt, hvor man skal af sted, ved at se på www.dmi.dk.