Ring til os 70 22 66 00

Rejser til Marokko

Når du rejser til Marokko, får du sanserne stimuleret på en helt anden måde, end du er vant til. Nærmest overalt hænger duften af myntete, farvestrålende mosaikker lokker én nærmere med udsøgte detaljer, og i de gamle bydele, medinaerne, knyttes markedsmylderets lyde, farver og dufte i et sansemættet tæppe. Tidligere tiders dynastier, kongedømmer og perioden som fransk koloni har på hver deres måde sat fingeraftryk på Marokko og efterladt landet med mange unikke facetter, der leder tankerne hen på 1001 nats eventyr.

Magiske Marokko ligger på kanten af det afrikanske kontinent med 800 km kystlinje ud til Atlanterhavet og det tørre Vestsahara som nabo i syd. I Atlasbjergene venter både skønhed og dramatik, hvis man er til betagende naturoplevelser. Bjergkæden strækker sig 2.400 km gennem landet fra Middelhavet til Atlanterhavet. Kun få veje fører op til de utilgængelige og frodige dale, og med blot en times kørsel fra Marrakech kan du hurtigt befinde dig i en helt anden verden. Turen går gennem små berber-landsbyer, der skutter sig i det næsten nøgne terræn, og forbi grønne oaser med palmer, tungtlæssede muldyr og hyrder med deres fåreflokke. Størstedelen af de mennesker der lever i Atlasbjergenes landsbyer er den oprindelige befolkning, nemlig berberfolket. Med arabernes indtog i 700-tallet flygtede de fleste af de marokkanske berbere op i de uvejsomme bjerge, hvor de kunne leve i fred og bevare deres sprog og kultur.

At være på rejse i Marokko er et møde med både det gamle og det nye. Landet har udviklet sig markant inden for de seneste år, men er alligevel fortsat at regne for et tredjeverdensland. Turismen har endnu ikke har sat alt for dybe spor, og infrastrukturen og standarden er derfor ikke altid, som man kender den fra Vesten. Men dette har også sin egen charme og giver gode muligheder for helt særlige oplevelser. Marokko befinder sig også på kanten af et gammeldags, enevældigt styre. Det er stadigvæk kongen, Mohammed VI, der er den største jordbesidder og lovgiver, men han forsøger ganske langsomt at indføre demokratiske tilstande. Han stod bl.a. bag en ny lovgivning i 2004, så landet nu er et af de arabiske lande i verden, hvor kvinder har flest rettigheder.

På rejser til Marokko bør du aflægge et besøg til i hvert fald én af de fire kongebyer, hvis ikke du har tid til dem alle. Kongebyerne Fes, Meknes, Rabat og Marrakech er alle optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv, og i disse byer bliver landets historie særdeles tydelig gennem arkitekturen, der bærer præg af de afrikanske, andalusiske, arabiske og franske indflydelser. I de fire byer venter overdådige kongepaladser, himmelstræbende minareter, livlige basarer og smukke moskéer. Og er det moskéer, man er interesseret i, bør man opleve Casablanca og den spektakulære Hasan II-moské, der er en af verdens største. Det bemærkelsesværdige er også, at stort set alle materialer – fra marmor til cedertræ – er fra Marokko.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Praktisk information ved bestilling af rejse

    På hjemmesiden er den praktiske information begrænset til det, der er nødvendigt og relevant for at træffe beslutning om en rejse og om rejsemålet.

    Når din rejse er bestilt, vil du sammen med din ordrebekræftelse og efterfølgende rejsedokumenter modtage ekstra information, gode råd samt vejledning, der forholder sig specifikt til din rejse.

    Læs mere i vores generelle rundrejsebestemmelser her.

  • Inden du rejser til Marokko

    Pas og visum

    Danske statsborgere skal ikke have visum til Marokko, hvis rejsen er under tre måneders varighed. Dog skal passet være gyldigt min. tre måneder efter endt ophold.

    Toldregler

    De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

    Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler o.l.) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vaccinationer og medicin

    Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri/stivkrampe og Hepatitis A.

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Krav til fysisk formåen

    Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

    Valuta og kreditkort

    Den marokkanske valuta hedder marokkanske dirham (MAD). Der findes hæveautomater, banker og vekselkontorer i alle større byer. Visa, Eurocard og MasterCard fungerer bedst. Danske kroner kan veksles i banker, på vekselkontorer og hoteller uden gebyr. Der gives næsten samme kurs overalt.

    Det er ikke tilladt at udføre dirham i kontanter fra Marokko. Du kan ikke veksle marokkanske dirham uden for landet, og du kan heller ikke betale med dirham i taxfreebutikkerne i lufthavnen eller på flyet. Har du dirham tilbage efter ferien, kan du veksle til konvertibel valuta i lufthavnen inden paskontrollen før afrejsen. Du får som regel pengene udbetalt i euro. For at veksle dirham tilbage til f.eks. euro i Marokko kræves det, at du har en kvittering på, at du enten har hævet eller vekslet penge i Marokko. Gem derfor kvitteringerne, når du hæver eller veksler penge i Marokko.

    Brugen af kreditkort bliver mere og mere udbredt i Marokko, og der er efterhånden hæveautomater i de fleste større byer. Desuden tager flere hoteller, forretninger og restauranter også imod kreditkort. Det anbefales at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Marokko skifter ikke til vintertid. Marokko har i perioden med vintertid i Danmark samme tid som i Danmark. Ved sommertid er Marokko en time bagud.

    Transport i Marokko

    Busserne i Marokko har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.

    Drikkepenge

    Det er almindelig kutyme at give drikkepenge i Marokko til personer, der arbejder i servicebranchen. På restauranter lægger man typisk 10-15 % oven i regningen, enkelte steder er drikkepenge inkluderet i prisen som en serviceskat. På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguide, piccoloer og restaurantpersonale ved de måltider, der er inklusiv i rejsens pris. Sammen med rejsedokumenterne sender vi information om, hvad vi vurderer som et passende beløb på den pågældende rejse, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris, og det skal understreges, at drikkepenge er frivillige.

    Hoteller

    Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er generelt sikkert at opholde sig i Marokko, men almindelig forsigtighed anbefales naturligvis, og man skal udvise agtpågivenhed ved større forsamlinger. Lommetyve er et storbyfænomen – også i Marokko. Opbevar derfor penge, pas og kreditkort tæt på kroppen, og vær ekstra opmærksom i større menneskemængder. Det anbefales at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i sikkerhedsboks på hotellet.

    Elektricitet

    Strømstyrke 220 volt AC, 50 Hz. I nogle ældre bygninger er strømkilden dog 110 volt AC, 50Hz. Det kan være nødvendigt med adapter, da stikkene kan være forskellige fra de danske.

    Mobiltelefon og Wi-Fi

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark, bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger. Rejser du uden for EU, er internettelefoni den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

    Mad og drikke

    Marokkos nationalret må næsten siges at være tagine. En tagine er et glaseret lerfad med kegleformet låg, som bruges til at tilberede forskellige retter. En tagine består typisk af enten kød eller fisk, forskellige grøntsager, urter og krydderier, serveret med brød. Brød er en essentiel del af ethvert måltid, og der ligger gerne et bageri eller en fælles ovn i ethvert nabokvarter.

    Andre retter, som er typisk marokkanske er couscous, pastilla og forskellige former for streetfood. Couscous er små hvedegryn, der over en tidskrævende proces er rullet, herefter dampet og æltet med smør. Dette serveres ofte til grøntsager eller med brød. Pastilla er en slags tærte med fyld af f.eks. mandler, due- eller kyllingekød. Derudover kan man opleve mange forskellige smagsoplevelser på street food med de mange madboder, som serverer forskellige lokale retter.

    Det frarådes at drikke vand fra hanen, og isterninger skal man også undgå. Vær desuden opmærksom på, at juice, der købes på markeder, ikke skal være blandet op med postevand. Vand på flaske kan købes på alle hoteller, restauranter og i kiosker. Tjek, at flasken er uåbnet/forseglet inden brug. Brug ligeledes vand på flaske til tandbørstning.

    Rygning

    Rygning i bussen er ikke tilladt. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

  • Gode råd

    Bagage

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen.

    I den nordlige del af Marokko kan aftenerne kan være kølige, men ellers anbefales påklædning til varmt vejr og fodtøj til at vandre i. I det tidlige forår kan der forekomme regn specielt i de nordlige områder. Medbring derfor en regnjakke.

    Møde med en anden kultur

    For at få det fulde udbytte af rejsen anbefales det at udvise respekt for landet, man besøger. Som gæst i Marokko skal man især være opmærksom på passende påklædning, når vi besøger moskéer og andre hellige steder. Det er en god idé altid at være pænt og konservativt påklædt med en passende længde på shorts/nederdel – altid til under knæet – og tildækkede skuldre. Dette gælder for både mænd og kvinder.

    Det er ikke tilladt at fotografere alle steder, så vær opmærksom på påbud. Nogle kvinder i de mere konservative landområder vil heller ikke fotograferes, så spørg derfor altid, så du ikke fornærmer nogen. Hvis du er ude et sted og spiser uden bestik, som det er kutyme i Marokko, er det uhøfligt at spise og røre ved maden med venstre hånd – med mindre man er venstrehåndet.

    Kun på de større hoteller og restauranter kan man forvente toiletforhold i retning af, hvad vi kender fra Danmark. Jo længere væk fra byerne man kommer, jo lavere bliver standarden. De såkaldte pedaltoiletter er udbredte, og der er ikke altid toiletpapir til rådighed. Det anbefales at medbringe håndsprit.

    Idéer til indkøb

    Marokko laver fantastiske, farvestrålende tæpper i forskellige størrelser, dog er de ægte håndvævede meget dyre. Billigere ting af god kvalitet inkluderer læder- og kobbervarer, herunder tasker, sko, lamper og fade. Ofte er det kamellæder, der bliver brugt – husk at tjekke, om det er ægte læder. Krydderier er også gode at købe med hjem, dog kan kvaliteten svinge. En god indikator er duften og farven, der begge skal være stærke. Fes er berømt for sine keramikvarer, som med fordel kan købes her, og som regel kan man prutte om prisen. Hvis du er i tvivl om hvor meget en vare bør koste, så overvej, hvad en tilsvarende vare ville koste i Danmark – en eventuel marrokansk pris kan i mange tilfælde være det halve af denne pris.

  • Fakta

    • Statsform: Konstitutionelt monarki
    • Hovedstad: Rabat med ca. 1,8 mio. indbyggere.
    • Befolkning: 35,7 mio.
    • Religion: 99 % muslimer, 1 % kristne og et lille mindretal af jøder.
    • Sprog: De officielle sprog i Marokko er arabisk og amazigh. Desuden er fransk meget udbredt.
    • Nationaldag: 2. marts – uafhængighed fra Frankrig i 1956.
    • Areal: 446.550 km² – ca. 10 gange større end Danmark.
    • Højeste punkt: Jebel Toubkal på 4.165 m.
    • Kystlinje: 1.835 km.
    • Klima: Marokko har subtropisk middelhavsklima. Sommeren er varm med temperaturer omkring 30 grader, hvor det om vinteren kan regne en del. Desuden er det generelt koldere ved Atlanterhavet og i bjergområderne, hvor der om vinteren falder sne. I vintermånederne ligger temperaturerne oftest mellem 10 og 20 grader og nattemperaturer på -5 til -10 grader.

Trustpilot