Ring til os Åbent nu 70 22 66 00

Spændende nyhed!

Spændende nyhed!

Klassiske Mexico

16 dage fra 18.995 kr.

Denne fantastiske 16-dages rundrejse indkapsler essensen af Mexico, som er et overvældende og farvestrålende bekendtskab med sin rige kulturhistorie og enestående natur. I mere end 10 år har vi arrangeret rundrejser til Mexico, og denne rejse er et pragtstykke udi alt det, der gør Mexico til en uforglemmelig fornøjelse – både de helt store og kendte seværdigheder og alle de finurlige, lokale overraskelser.

Inden spanierne ankom til Mexico i begyndelsen af 1500-tallet, var området en broget mosaik af højtstående kulturer, som skabte store velfungerende samfund med fantastiske bygningsværker. Du kommer på sporet af zapotekerne, mayaerne og aztekerne og tiden dengang, hvor præster ofrede mennesker til den guddommelige sol. Rundrejsen går til imponerende pyramider og templer på højsletter og i regnskoven, hvor fortidens mystik bliver levende. Det er samtidig en rejse, hvor nutiden er meget nærværende, og i de kølige bjerge oplever du små indianerlandsbyer, hvor mayakulturen stadig er forrygende fremtrædende, og du får desuden fornøjelsen af at besøge en kaffefarm og smage de lokale bønner.

Glæd dig til at opleve Mexicos verdensberømte arkæologiske fund: ældgammel kulturarv, overvældende natur, rige traditioner og kulinariske oplevelser, der gør ganen glad. Du kommer til at opleve den mexicanske kultur på tætteste hold, når rejsen går gennem gamle landsbyer og atmosfærefyldte kolonitidsbyer formet af hundredårige kunsthåndværkertraditioner. Vi besøger bl.a. sølvbyen Taxco og Puebla, der er kendt for sine kakkelklædte facader og charmerende pladser, og i Oaxaca smager vi nogle af landets specialiteter, når vi handler ind på det lokale marked.

Glæd dig fordi

  • du får Mexicos største arkæologiske fund at se
  • du kommer tæt på livet omkring kunstnerparret Frida Kahlo og Diego Rivera
  • du oplever de aztekiske Teotihuacán-pyramider og maya-templer i junglen
  • der er besøg på en kaffefarm, hvor du oplever processen fra bønne til velsmagende bryg
  • der er mange kulturelle oplevelser, der både byder på gode madoplevelser og lokalt kunsthåndværk
  • du besøger sølvbyen Taxco og de smukke kolonitidsbyer Puebla og Oaxaca
  • der er inkluderet en skøn sejltur i Sumidero-kløften
  • du er i selskab med kyndig dansktalende rejseleder, der selv bor i Mexico
Antal dage
16 dages rundrejse
Pris
Fra 18.995 kr.
Afrejse fra
Billund, København
Dansk rejseleder
Karin Schütte

Danmarks bedste rundrejse til Mexico fordi

Rejselederen har boet i landet i 35 år – hun er endda uddannet lokalguide!

Unikt besøg på en kaffefarm i Córdoba

Utroligt veltilrettelagt rundrejse med alle de klassiske højdepunkter

Danmarks bedste rundrejse til Mexico fordi

Mød din rejseleder

Oplev Mexicos historie og mangfoldighed med Karin

“En af mine yndlings-opgaver som rejseleder er at tage mine gæster med ud til lokale oplevelser og vise dem den kulturelle smeltedigel, der findes i Mexcio. At tage dem med på en historisk rejse og få dem til at “opdage” Mexico, som de første europæere gjorde det for 500 år siden!” Karin har boet 35 år i Oaxaca med sin mexicanske mand og har arbejdet som rejseleder siden 1998.


Læs mere om Karin Schütte

Dagsprogram

  • Dag 1 Ankomst til Mexico City

    Afrejse fra Danmark og ankomst til Mexico City. Vi lander i et af verdens største bysamfund, hvor der bor omkring 25 mio. indbyggere, og det er samtidig det ældste bysamfund på den vestlige halvkugle. Aztekerne grundlagde byen Tenochtitlan i 1325 her, hvor Mexico City i dag ligger. Blot 100 år efter grundlæggelsen var den en blomstrende handelsby, og da spanierne ankom i 1519, var storbyen centrum i et mægtigt imperium. Vi bor de næste tre nætter i Mexico City.

    Her bor du dag 1, 2 & 3

    Hotel Casa Blanca

    Hotellet ligger i hjertet af Mexico City og har to restauranter og to barer blandt faciliteterne, der også tæller tagterrasse, udendørs pool og ...

  • Dag 2 På opdagelse i Mexico City, Frida Kahlos liv og Antropologisk Museum

    I dag udforsker vi Mexico City, der er bygget oven på ruinerne af Tenochtitlan, aztekernes gamle hovedstad. Første stop er den centrale plads Zócalo, der er en af de største offentlige pladser i verden. På pladsens nordside ligger Katedral Metropolitana, som er opført 1573-1813 og er den største kirkebygning i Latinamerika.

    Vi fortsætter til Palacio Nacional, hvor man finder Diego Riveras berømte murmalerier. De stammer fra 1930’erne og er en god introduktion til Mexicos historie og det, vi skal opleve senere på rejsen. Dernæst følger vi den berømte boulevard Paseo de la Reforma. Boulevarden blev anlagt med europæiske boulevarder som forbillede under Maximillians korte regeringstid for at forbinde det gamle bytorv med kejserslottet ved Chapultepec.

    Dernæst venter et spændende besøg på Frida Kahlo-museet, “Det blå hus”. Frida Kahlo boede hele sit liv i dette hus, og det står stort set, som da hun døde i 1954. Hun blev født her, trådte sine barnesko her, boede her med sin mand, Diego Rivera, og døde også i huset. Ud over Frida Kahlos kunst og personlige ejendele indeholder museet en stor samling af mexicansk folkekunst og antikviteter. Sidste stop på byturen bliver ved Antropologisk Museum. Det er et af verdens absolut bedste museer – både på grund af de imponerende samlinger og på grund af den enestående indretning. Der bliver god tid at udforske museet, inden vi vender tilbage til hotellet.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

  • Dag 3 De tre kulturers plads, Basilikaen og tempelbyen Teotihuacán

    Vi kører ud af storbyen og starter med at se Plaza de Tlatelolco eller ”De tre kulturers plads”. Pladsens navn skyldes, at her mødes tre kulturer: Der ligger aztekiske ruiner, en spansk kirke fra kolonitiden og et moderne højhus.

    Næste interessante oplevelse er Basilica de Guadalupe, som millioner af pilgrimme valfarter til. Basilikaen ligger for foden af Tepeyac-bjerget, hvor der tidligere lå en aztekisk helligdom, og ifølge den katolske kirkes overlevering var det her, at Jomfruen af Guadalupe viste sig for den indianske hyrde Juan Diego i 1531, hvorefter et portræt af hende mirakuløst blev afbilledet på Juan Diegos kappe. I dag ligger her også en ny basilika, da den gamle synker faretruende.

    Vi kører derefter videre til højsletten med den aztekiske by Teotihuacan, og her skal vi studere de mange prægtige templer og pyramider. Byen havde sin storhedstid mellem år 450-650 e.Kr., og det er tankevækkende, at byen sandsynligvis på det tidspunkt har været den største i verden. Dengang ofrede præsterne til den mægtige solgud, og Solens Pyramide, som vi ser her, er verdens tredjestørste. Herfra er der en berusende udsigt over pyramider, templer, sletter og bjerge. Efter en oplevelsesrig dag kører vi tilbage til Mexico City.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 4 Bjergrige landskaber og den overdådige sølvby Taxco

    I dag venter byen, der er kendt for sit glitrende sølv – Taxco! For blot 70 år siden tilbagelagde man vejen til byen på hesteryg, men der er siden blevet anlagt moderne veje, som gør vores tur både hurtigere og mere bekvem. På turen nyder vi de smukke bjergfyldte landskaber, inden vi møder synet af kirkespir og hvidkalkede huse med røde tage.

    Sølvminebyen Taxco er erklæret nationalhistorisk monument og er en af Mexicos bedst bevarede kolonibyer. Her oplever vi de tidlige sølvbaroners overdådige villaer, og vi kommer selvfølgelig forbi de mange smykkeforretninger, der sælger sølvsmykker i både traditionelt og moderne design.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 4

    Hotel Montetaxco

    Hotel Montetaxco er noget helt særligt. Det er bygget på toppen af et bjerg og tilbyder derfor nogle helt enestående udsigter over byen og områ...

  • Dag 5 Aktive og sovende vulkaner, besøg på kaffefarm og historiske Córdoba

    Vi tager afsked med Taxco og kører mod Córdoba, der ligger i staten Veracruz, som bl.a. er kendt for sin dyrkning af kaffe. Undervejs bliver der rig lejlighed til at nyde det mexicanske landskab. Vi passerer de to store vulkaner Popocatepetl, som på aztekisk betyder ”det rygende bjerg”, og som med sine 5.452 m er Mexicos højeste og stadig aktive vulkan, og Iztacchihuatl, der betyder ”den sovende kvinde” og er 5.286 m høj. De to vulkaner står i klart vejr majestætiske med de sneklædte toppe.

    I 1.200 meters højde nær den smukke by Fortin delas Florez besøger vi en kaffefarm, hvor der dyrkes nogle af Mexicos bedste kaffebønner. Her får vi indblik i de forskellige processer fra bønne på busk til velsmagende bryg. Vi prøver selv at plukke kaffebønner, og vi hører om livet på en mexicansk kaffefarm. Efter en spændende rundvisning inviteres vi også på frokost i de smukke omgivelser.

    Om eftermiddagen fortsætter vi til den hyggelige og historierige by Córdoba, hvor vi overnatter. Byen blev grundlagt i 1618 af det spanske kolonistyre som forpost mellem Mexico City og kysten ved Den Mexicanske Golf.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.

    Her bor du dag 5

    Comfort Inn Cordoba

    Comfort Inn Cordoba har en udsigt, ikke alle hoteller kan prale af. Den mere end fem kilometer høje vulkan, Pico de Orizaba, kan nemlig ses i hori...

  • Dag 6 Videre kurs til Catemaco, sejltur og eksotisk vandretur

    I dag sætter vi kursen mod Den Mexicanske Golf og byen Catemaco, som i 1970’erne blev voldsomt populær på grund af Gonzalo Aguirre, en kendt troldmand, som boede og praktiserede sin magi i området. Gennem sin levetid forestod han utallige ceremonier og ritualer for kendte politikere, skuespillere og forretningsmænd, og i dag er byen fyldt med mere eller mindre tvivlsomme troldmænd, der udbyder deres magiske evner for tilrejsende.

    Ud over at være et samlingspunkt for magi, ritualer og overtro, er Catemaco også et virkelig smukt syn. Byen ligger i fredelige og landlige omgivelser ved en smuk sø, som vi også skal ud og sejle på. Med båd går turen forbi abe-øen, hvor man har forskellige videnskabelige projekter i gang. Mange lokale tror på, at området er beboet af alverdens magiske væsner. Rygterne svirrer, blandt andet om ”naguales”, som er kraftfulde hekse, der er i stand til at forvandle sig til jaguarer og pumaer og hyle igennem natten, og om ”chaneques”, som er små skov-ånder, som vogter skoven og skræmmer uvedkommende væk. Og man forstår godt, at disse ”chaneques” vogter om deres skov, for det er et fantastisk flot område. Undervejs gør vi et stop for at tage en lille vandretur i et naturreservat for at opleve den eksotiske flora og fauna.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 6

    Hotel La Finca

    La Finca Hotel i Catemaco er et skønt resort med swimmingpool, spa og direkte adgang til søen. Hotellet er specifikt indrettet med henblik på at...

  • Dag 7 Videre til frugtbare Palenque ved Usumacinta-floden i junglen

    Vi siger farvel til Catemaco og kører videre mod Palenque, der er nabo til de storslåede ruiner af mayabyen af samme navn. Den første del af strækningen går gennem Tabasco-provinsen, som bærer præg af de mange erhverv, der er fulgt med i forbindelse med olieeventyret i Den Mexicanske Golf.

    Midt på dagen når vi Tabascos hovedstad Villahermosa, og efter frokost besøger vi Parque Museo La Venta. Det er et fint, lille frilandsmuseum, hvor man har genskabt jungleomgivelserne fra det gamle olmekiske center La Venta, som ligger godt 130 km vest for Villahermosa. 32 kolossale olmekiske bygnings- og kunstværker er bragt fra La Venta til dette lille åndehul midt i Tabascos hovedstad.

    Vi fortsætter rejsen videre til Palenque. Denne gamle by havde sin storhedstid mellem år 500 og 700, hvor den dominerede et stort område ved Usumacinta-floden. Det var sandsynligvis det frugtbare lavland ved Usumacinta-floden, der gav indbyggerne i Palenque de resurser, der gjorde det muligt at konstruere denne ekstraordinære by. Vi får selv chancen for at se resultaterne af den frugtbare jord, når vi besøger et lokalt marked, der er fyldt med chilier, bønner, frugt og majs i forskellige farver.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 7 & 8

    Hotel Misión Palenque

    Hotel Misión Palenque ligger placeret i hyggelige omgivelser i udkanten af byen Palenque og tæt på det arkæologiske område, Palenque Chiapas. ...

  • Dag 8 Mayaruinerne i junglen – Inskriptionernes Tempel, Kong Pakals sarkofag og Soltemplet

    I dag skal vi på opdagelse i den antikke mayaby Palenque, der regnes for højdepunktet i den senklassiske mayakultur. Når man ser ruinerne midt i den tropiske regnskov fornemmes det tydeligt, at de er skabt af en kultur med store evner inden for astronomi og arkitektur. I området ligger der mere end 500 bygninger, og kun få er udgravet.

    Vi ser Inskriptionernes Tempel med de mange relieffer og hieroglyfindskrifter, hvorfra en forseglet gang fører til et gravkammer 20 m under jorden i centrum af pyramiden. Her ligger Kong Pakals skelet i en sarkofag med ansigtet dækket af en maske af jademosaik. Gravmælet, der ligner dem i de egyptiske pyramider, har affødt spekulation om en sammenhæng mellem kulturerne.

    Vi oplever også Soltemplet og Paladset og får et interessant indblik i den fascinerende mayakultur. I regnskoven ved byen vokser der mahogni- og cedertræer, og der er et rigt dyreliv med bl.a. tukaner og sjældne aber.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 9 Bjergbyen San Cristóbal via Agua Azul

    Vi forlader Palenque efter morgenmaden og kører gennem delstaten Chiapas, der overrasker med flot natur, interessante fortidsminder og indiansk kultur. På vejen stopper vi ved Misol Há- og Agua Azul-vandfaldene, som spreder sig horisontalt og lavt hen over klipperne.

    Vi kører til en af de mest spændende byer i det sydlige Mexico – San Cristóbal. San Cristóbal er den ældste spanske by i Chiapas, og kun én vej fører hertil, og den går fra Tuxtia Gutierrez – først gennem et tropisk område, og derefter i højderne til kølig bjergluft og gennem fyrreskovene, der omgiver San Cristóbal. Her er varme og sol om dagen, men køligt om natten. Området er kendt for sine ravfund, og dygtige kunstnere skaber fine smykker med sølv og lokale træsorter.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 9 & 10

    Hotel Diego de Mazariegos

    Hotel Diego de Mazariegos er beliggende i den historiske del af San Cristobal. Hotellet har to restauranter, en sportsbar og en pub. Der er også ...

  • Dag 10 Byrundtur i San Cristóbal og besøg i indianerlandsbyer

    Vi bruger formiddagen i San Cristóbal og ser bl.a. katedralen på byens centrale plads og Templo de Santo Domingo med den lyserøde facade og det flotte barokinteriør. Foran kirken er der et brugskunstmarked, hvor de lokale indianere kommer for at sælge deres varer. Vi besøger også huset, hvor den danske arkæolog Frans Blom sammen med sin kone forskede i mayakulturen. De navngav det røde og gule hus Na Bolom, der oversat betyder Jaguarens Hus, men er samtidig også et lille ordspil, da Bloms efternavn ligner Bolom, altså ordet for jaguar.

    Efter besøget kører vi op i højlandet til tzotzil-indianernes landsbyer San Juan Chamula og Zinacantán. Indianerne nedstammer fra maya-folket og har bibeholdt nogle af deres skikke. Vi ser den smukke hvide kirke i San Juan Chamula, hvor katolske og ældgamle mayaritualer mødes – og med sine levende lys, røgelse og bedende kirkegængere gør den et stort indtryk.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 11 Sumidero-kløften og Tehuantepec

    Vi sætter kursen mod Tehuantepec og får nogle spændende oplevelser undervejs. Vi stopper blandt andet for at sejle gennem den imponerende 14 km lange Sumidero-kløft, som Grijalva-floden har formet gennem millioner af år. Sumidero-kløften anses for at være et af Mellemamerikas mest fascinerende naturfænomener. På de stejle klippevægge ses klippehuler, og der er et spændende dyreliv med aber, krokodiller og mange fugle.

    Vi når til Tehuantepec sidst på dagen, hvor vi overnatter.

    Her bor du dag 11

    Hotel Best Western Calli

    Hotellet ligger hyggeligt i en forstad til Santo Domingo Tehuantepec. Hotellet har egen pool med tilhørende palmeomkranset have, og indretningen e...

  • Dag 12 Montezuma-cypressen i kolonibyen Oaxaca og ruinbyen Mitla

    I dag kører vi videre sydpå til den charmerende koloniby Oaxaca, der ligger i 1.545 m højde. Byen er omkranset af Madre de Sul-bjergene og har et behageligt klima. Oaxaca var en overgang centrum for mixtekernes og zapotekernes civilisation, og der er i dag mange etniske grupper i byen, hvilket giver den en helt særlig atmosfære. Efter den spanske erobring af Oaxaca i år 1533 skiftede byens arkitektur, og der er mange velbevarede huse i spansk kolonistil. På trods af den spanske indflydelse har byen alligevel formået at bevare sin indianske charme.

    Vi stopper og ser verdens mest omfangsrige træ i Santa Maria del Tule ved navn Montezuma-cypressen, der måler 54 m i diameter og menes at være 2-3.000 år gammelt. Vi besøger også ruinbyen Mitla i Tlacolula-dalen. Mitla var som Monte Albán en af zapotekernes vigtige byer, men den har også været under mixtetisk dominans. Patio de los Mosaicos med et stort mosaikrelief er en af oplevelserne her.

    Vi bor her de næste to nætter.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 12 & 13

    Hostal de La Noria

    Hostal de la Noria er et utrolig charmerende hotel beliggende midt i kolonibyen Oaxaca. Hotellet ligger kun to gader fra Oaxaca k...

  • Dag 13 Tempelbjerget Monte Albán og byrundtur i Oaxaca

    Efter morgenmaden tager vi på en rejse tilbage i tiden og kører til zapotekernes hellige tempelbjerg Monte Albán lidt uden for byen. Det var her, de tidlige zapotekere udviklede en stor civilisation flere århundreder før vores tidsregning, og vi ser det betydningsfulde arkæologiske område, der er på UNESCOs verdensarvsliste. Ruinerne ligger på et langstrakt højdedrag 400 m over Oaxaca-dalen på et plateau, der er planeret ved menneskekraft. Man mener, at plateauet blev skabt år 500-200 før vores tidsregning, og at zapoteker-kulturen var på sit højeste i årene 300-700. Vi går på opdagelse i området og ser bl.a. den centrale pyramide, observatoriet, boldbanen og Dansernes Tempel med dansefrisen, som består af en række stenrelieffer.

    Om eftermiddagen koncentrerer vi os om oplevelser i Oaxaca. Vi spadserer gennem byens gamle koloniområde og kommer bl.a. til kirken Santo Domingo, som er et meget fint eksempel på barokarkitektur. Vi besøger også det spændende kulturhistoriske museum, der er beliggende i et velbevaret kloster fra 1500-tallet. Her kan man blive klogere på områdets og byens historie og især blive imponeret af den smukke gravskat fundet i Monte Albán, der bl.a. består af et kranie belagt med turkis og juvelbelagte guldsmykker. Der vil også være tid til at se det travle, lokale marked og opleve atmosfæren på pladsen i byens hjerte.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 14 UNESCO-fredede Puebla og Tepanapa-pyramiden ved Cholula

    I dag kører vi videre til Mexicos fjerdestørste by, Puebla, der er en af landets mest charmerende. Puebla er en kolonitidsby, der er særligt kendt for sine smukke kakkelklædte facader og stemningsfulde pladser.

    På en byvandring nyder vi at slentre rundt i de smukke UNESCO-fredede gader, hvor kirker, villaer, restauranter og pladser udgør kulissen for vores oplevelser. Vi besøger bl.a. Mexicos andenstørste katedral, museet Casa del Alfeñique samt Mercado El Parián, der er et marked med lokalt kunsthåndværk. Derudover lægger vi vejen forbi Templo de San Francisco, hvor San Sebastián de Aparicio blev stedt til hvile. San Sebastián var en spanier, der ankom til Mexico i 1533, og som stod for etableringen af mange af landets veje, inden han begyndte sit liv som munk.

    Endelig går vi til bakketoppen med de historiske fæstninger Loreto og Guadalupe, og vi slår et smut ned ad Avenue 6 Oriente, der er kendt for sine mange forskellige butikker, der sælger alskens søde sager, især kandiseret frugt. Mexicanerne kan godt lide chili, så husk at holde øje med, om du køber noget slik, der er strøet med chilipulver, hvis ikke du vil have en stærk overraskelse!

    Vi besøger bl.a. katedralen, der har landets højeste kirketårne på hele 69 m. Kirken er bygget i 1700-tallet efter barokkens og renæssancens forskrifter. Turen går videre til kapellet Iglesia de Santo Domingo, der er blandt de smukkest dekorerede i hele Mexico. Vores sidste stop er ved kunstmuseet Museo de Santa Mónica, der huser religiøs kunst. Bygningen blev oprindeligt brugt til at skjule de bosiddende nonner under den kristne forfølgelse i årene efter 1857.

    Senere kører vi ca. 10 kilometer mod vest til den lille koloniby Cholula. Cholula byder både på yndige kirker og ruinerne af den berømte Tepanapa-pyramide, også kendt som The Great Pyramid of Cholula, og det er ikke uden grund. Pyramiden strækker sig nemlig hele 65 meter mod himlen og intet mindre end 450 meter i bredden. Med sin enorme størrelse overgår Tepanapa-pyramiden selv de ægyptiske pyramider i omfang. Pyramiden er i dag tilgroet, og på toppen af det arkæologiske vidunder er kirken Santuario de Nuestra Señora de los Remedios bygget.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 14

    Hotel Señoral

    Hotel Señoral er et nydeligt hotel midt i Puebla. De lyst indrettede værelser har alle ventilator, kabel-tv og eget badeværelse med hårtørrer ...

  • Dag 15 Hjemrejse mod Danmark

    En række skønne kulinariske, kulturelle og historiske oplevelser i Mexico er ved vejs ende. Vi forlader hotellet og begiver os mod lufthavnen i Mexico City, hvor flyet hjem venter. Det er rigtig rart, at vi ikke skal køre særligt langt inden hjemrejsen.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 16 Ankomst til Danmark
Hent det samlede rejseprogram her

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Overnatning i dobbeltværelse på gode 3- og 4-stjernede hoteller, flere af dem i charmerende, mexicansk kolonitidsstil
  • 14 x morgenmad, 1 x aftensmad
  • Al transport og udflugter jf. program
  • Alle entréer (værdi ca. 700 kr.)
  • Antropologisk Museum i Mexico City og Frida Kahlo-museet i Mexico City
  • Besøg ved de berømte pyramider ved Teotihuacán
  • Byrundtur i sølvbyen Taxco
  • Oplev kaffefarm nær Cordoba
  • Udflugt til det arkæologiske område ved Monte Albán (Oaxaca)
  • Sejltur ad Grijalva-floden gennem den smukke Sumidero-kløft
  • Frilandsmuseet Parque Museo La Venta
  • Besøg ved det berømte arkæologiske tempelområde i Palenque (junglen)
  • Byrundtur i San Cristóbal og udflugt til lokale indianerlandsbyer
  • Erfaren og dygtig dansktalende rejseleder

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg 3.990 kr.
  • Administrationsgebyr 125 kr.
Dato Varighed Rejseleder Afrejselufthavn Pris pr. person Bestilling
  • 13 januar 2021 16 dage Karin Schütte Billund
    København
    Aalborg
    18.995 kr. Bestil Se flytider Skjul flytider
    • Afrejse fra Billund

      Flytider
      Billund - Amsterdam 13/01-2021   kl. 10:25 13/01-2021   kl. 11:40
      Amsterdam - Mexico City 13/01-2021   kl. 14:35 13/01-2021   kl. 19:25
      Mexico City - Amsterdam 27/01-2021   kl. 21:55 28/01-2021   kl. 15:10
      Amsterdam - Billund 28/01-2021   kl. 16:45 28/01-2021   kl. 17:50
      Se flytider
    • Afrejse fra København

      Flytider
      København - Amsterdam 13/01-2021   kl. 09:55 13/01-2021   kl. 11:25
      Amsterdam - Mexico City 13/01-2021   kl. 14:35 13/01-2021   kl. 19:25
      Mexico City - Amsterdam 27/01-2021   kl. 21:55 28/01-2021   kl. 15:10
      Amsterdam - København 28/01-2021   kl. 16:45 28/01-2021   kl. 18:10
      Se flytider
    • Afrejse fra Aalborg

      Bestil Få pladser
      Flytider
      Aalborg - Amsterdam 13/01-2021   kl. 12:10 13/01-2021   kl. 13:35
      Amsterdam - Mexico City 13/01-2021   kl. 14:35 13/01-2021   kl. 19:25
      Mexico City - Amsterdam 27/01-2021   kl. 21:55 28/01-2021   kl. 15:10
      Amsterdam - Aalborg 28/01-2021   kl. 16:25 28/01-2021   kl. 17:40
      Se flytider
  • 11 februar 2021 16 dage Karin Schütte Billund
    København
    18.995 kr. Bestil Se flytider Skjul flytider
    • Afrejse fra Billund

      Flytider
      Billund - Amsterdam 11/02-2021   kl. 10:25 11/02-2021   kl. 11:40
      Amsterdam - Mexico City 11/02-2021   kl. 14:35 11/02-2021   kl. 19:25
      Mexico City - Amsterdam 25/02-2021   kl. 21:55 26/02-2021   kl. 15:10
      Mellemlanding - Billund 26/02-2021   kl. 16:45 26/02-2021   kl. 17:50
      Se flytider
    • Afrejse fra København

      Flytider
      København - Amsterdam 11/02-2021   kl. 09:55 11/02-2021   kl. 11:25
      Amsterdam - Mexico City 11/02-2021   kl. 14:35 11/02-2021   kl. 19:25
      Mexico City - Amsterdam 25/02-2021   kl. 21:55 26/02-2021   kl. 15:10
      Amsterdam - København 26/02-2021   kl. 16:45 26/02-2021   kl. 18:10
      Se flytider
  • 20 marts 2021 16 dage Karin Schütte Billund
    København
    18.995 kr. Bestil Se flytider Skjul flytider
    • Afrejse fra Billund

      Flytider
      Billund - Amsterdam 20/03-2021   kl. 10:25 20/03-2021   kl. 11:40
      Amsterdam - Mexico City 20/03-2021   kl. 14:35 20/03-2021   kl. 19:25
      Mexico City - Amsterdam 03/04-2021   kl. 20:05 04/04-2021   kl. 14:40
      Amsterdam - Billund 04/04-2021   kl. 16:45 04/04-2021   kl. 17:50
      Se flytider
    • Afrejse fra København

      Flytider
      København - Amsterdam 20/03-2021   kl. 12:05 20/03-2021   kl. 13:25
      Amsterdam - Mexico City 20/03-2021   kl. 14:35 20/03-2021   kl. 19:25
      Mexico City - Amsterdam 03/04-2021   kl. 20:55 04/04-2021   kl. 14:40
      Amsterdam - København 04/04-2021   kl. 17:00 04/04-2021   kl. 18:20
      Se flytider

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale, og vi har med succes arrangeret rundrejser i 25 år, så vi ved, hvad de bedste rundrejser skal indeholde.
Det er din rejse – og vores passion at arrangere den, og derfor skal du vælge en Risskov-rundrejse:

  • Vi krydrer de største seværdigheder med overraskende, lokale oplevelser
  • Vi er kendt for indholdsrige rundrejser med meget inkluderet
  • Vores gode jyske købmandsskab sikrer dig høj kvalitet til en attraktiv pris
  • Vores erfarne og passionerede rejseledere brænder for at dele ud af deres store viden
  • Vi er fleksible og forlænger gerne rejsen på egen hånd
  • Vi leverer en tryg, veltilrettelagt og uforglemmelig rejseoplevelse
  • Vi har et stort udvalg af rundrejser til hele verden

Læs mere om rundrejser med dansk rejseleder her

Alt det praktiske

  • Praktisk information ved bestilling af rejse

    På hjemmesiden er den praktiske information begrænset til det, der er nødvendigt og relevant for at træffe beslutning om en rejse og om rejsemålet.

    Når din rejse er bestilt, vil du sammen med din ordrebekræftelse og efterfølgende rejsedokumenter modtage ekstra information, gode råd samt vejledning, der forholder sig specifikt til din rejse.

    Læs mere i vores generelle rundrejsebestemmelser her.

  • Inden du rejser til Mexico

    Pas og visum

    Dit pas være gyldigt under opholdets varighed. Hvis dit pas er et nødpas, skal det være gyldigt under opholdet samt yderligere 6 måneder. Opbevar altid passet et sikkert sted på rejsen. Det anbefales desuden, at du altid har en kopi af dit pas med dig – enten i papirform eller på telefonen.

    For skandinaviske statsborgere rejsende som turister kræves ikke visum til Mexico ved rejser under 180 dages varighed. Børn under 18 år, der ikke rejser sammen med begge forældre, bør medbringe skriftligt samtykke fra de(n), der har forældremyndigheden, og dokumentation for en eventuel voksen ledsagers relation til den mindreårige. Det kan også være aktuelt, hvis barnet og de(n) ledsagende voksne ikke har samme efternavn. Dokumentationen kan f.eks. være fødselsattest, skilsmisseerklæring, dokumentation for værgemål, adoptionserklæring eller lignende. Dokumentet bør være på engelsk eller oversat.

    Du skal udfylde en indrejseformular før din ankomst til Mexico. Find og udfyld indrejseformularen her  (vælg By Air) eller få og udfyld formularen på flyet eller i lufthavnen. Du skal bruge den ene halvdel af formularen, når du rejser fra Mexico igen. Hvis du mister denne undervejs, skal du kontakte immigrationsmyndighederne i en lufthavn og søge nyt. Det koster ca. 500 mexicanske pesos.

    For yderligere information se www.um.dk’s hjemmeside her. Rejser du til Mexico via USA eller Canada, skal du ansøge om indrejsetilladelse i USA eller Canada. Det er vigtigt, at du søger indrejsetilladelsen på den officielle hjemmeside.

    Søg om ESTA-indrejsetilladelse via USA her.

    Søg om eTA-indrejsetilladelse via Canada her.

    Toldregler

    De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

    Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vaccinationer og medicin

    Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Krav til fysisk formåen

    Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

    Valuta og kreditkort

    Valutaen hedder mexicanske pesos (MXN). Det kan bedst betale sig at medbringe mexicanske pesos hjemmefra. Alternativt kan man også medbringe euro, som kan veksles de fleste steder, eller amerikanske dollars. Vær dog opmærksom på, at der er indført restriktioner mod USA, og at man derfor højst kan veksle 300 amerikanske dollars pr. dag. Der er ikke restriktioner for euroen.
    I de større byer er det muligt at hæve penge i diverse hæveautomater og betale med kreditkort på hoteller og i større forretninger, hvor alle de gængse kreditkort accepteres. Der er hæveautomater – ”cajero automático” – de fleste steder, og rejselederen hjælper gerne med at finde den nærmeste automat. Husk at medbringe pas ved enhver veksling/hævning i banken. Det er en god idé altid at have mønter og mindre sedler i pungen til drikkepenge og mindre indkøb. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort.

    Krav til fysisk formåen

    Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Mexico er inddelt i tre tidszoner. Mexico City er syv timer bagefter Danmark, og Cancún er fem timer bagefter.

    Transport i Mexico

    Meget transport i Mexico foregår med bus, som alle har aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge i Mexico. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter lægger man typisk 10-15 % oven i regningen. Taxachauffører forventer også drikkepenge. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (20 mexicanske pesos pr. nat pr. rejsedeltager).

    På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til bl.a. buschauffører, lokalguider og hotelpiccoloer. Det beløber sig ca. til 115 mexicanske pesos pr. rejsedeltager pr. dag. Rejselederen vil i starten af rundrejsen lave en indsamling, som skal være i mexicanske pesos. Nærmere information vil blive tilsendt herom sammen med afrejsedokumenterne, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Hoteller

    Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Mexico har et blakket ry, når det gælder kriminalitet, men man skal tænke på, at det er mest farligt dér, hvor turisterne ikke kommer. Som mange andre steder i verden skal man udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker på rejsen. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen eller allerhelst i en sikkerhedsboks på hotellet, og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge.

    Elektricitet

    I Mexico benytter man 110 volt og bruger fladbenede stik som i USA. Vi anbefaler derfor, at du medbringer en adapter.

    Mobiltelefon og Wi-Fi

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

    Mad og drikke

    Det mexicanske køkken er rigt og varieret og er påvirket af den ældre aztekiske og mayanske madtradition og af spansk madkultur. Mexicansk mad er kendt for sin intense smag, som kommer bl.a. fra brugen af chili, spidskommen, oregano, kanel, koriander og krydderurten epazote. Desuden indeholder retterne ofte chipotle-jalapenoer, løg og hvidløg. Forskellige former for bønner er en udbredt ingrediens, og det samme gælder oksekød, kylling og svinekød. Blandt fiskeretterne er det værd at fremhæve retten ceviche, der er rå fisk marineret med citrusfrugter.

    Mexicansk øl er velsmagende. Vi kender f.eks. den mexicanske Corona Extra. Der produceres mange forskellige øl i Mexico, som trods deres store smagsoplevelse ikke når uden for landets grænser. Tequila er en brændevin lavet på gæret agavesaft, og den nydes på mange forskellige måder. Udvalget af tropiske frugter er stort, og friskpresset juice fra de små boder er en kølende energibombe på en varm dag.

    Det frarådes at drikke vand fra hanen, og isterninger skal man også undgå. Vand på flaske kan købes overalt. Tjek, at flasken er uåbnet/forseglet inden brug. Brug ligeledes vand på flaske til tandbørstning.

    Rygning

    Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

  • Gode råd

    Bagage

    Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50. Bemærk, at der om aftenen kan være markant køligere. Medbring derfor en jakke.

    En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.

    Vi anbefaler, på alle vores rejser, at man medbringer håndsprit, da hygiejnen og bakterierne kan være anderledes end i Danmark.

    Møde med en anden kultur

    Mexicanere byder velkommen til deres land med et smil, men alligevel er det selvfølgelig vigtigt at respektere landets skikke. Mange af de historiske områder, vi besøger, er totalfredede og har højeste prioritet hos myndighederne og lokalbefolkningen. Lyt derfor altid til rejselederens og lokalguidernes anvisninger.

    Idéer til indkøb

    Overalt i Mexico er der et stort udbud af kunsthåndværk og keramik inspireret af f.eks. maya-kulturen. Specielt på Yucatán-halvøen finder man souvenirs af høj kvalitet på de lokale markeder, og det er o.k. at prutte om prisen. Autentiske souvenirs er også vævede tæpper og alle former for tekstiler i de skønneste farvesammensætninger.

  • Fakta

    • Statsform: Føderal republik.
    • Hovedstad: Mexico City med 8,9 mio. indbyggere (metropolområde 20,4 mio.).
    • Befolkning: 126 mio. indbyggere.
    • Religion: Katolikker 83 %, andre kristne 8 %, ikke-troende 5 %.
    • Sprog: Det officielle sprog er spansk. Der tales også forskellige indianske sprog.
    • Areal: 1.964.375 km² (Danmark 43.094 km2).
    • Klima: Mexico har subtropisk klima i bjergene, og i lavlandet og ved kysterne er klimaet tropisk. Nedbøren falder primært fra juni til oktober og for det meste som kraftige byger sidst på dagen.

Trustpilot