Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00

Velkommen til Peru

Siger man Peru, vil langt de fleste uvilkårligt sige Machu Picchu – og den glemte by er da også et af de store highlights på rejser til Peru. Men det er hovedstaden Lima med mere end 8 mio. indbyggere, der byder velkommen. Og det gør den på sin egen måde med kaotisk og osende trafik, emsige gadesælgere i vejkrydsene og trøstesløse boligområder. Men vent – Lima vinder ved nærmere bendtskab. Det vil især den gamle bydel centreret omkring Plaza Mayor overbevise dig om, på din rejse til Peru, og bygningerne fra kolonitiden omfatter bl.a. Palacio de Gobierno, hvorfra det ”spanske rige i Amerika” blev regeret.

Stolt indianerkultur og arkæologiske perler overalt

Peru har i tidens løb været befolket af en række forskellige indianerkulturer, men det er inkaerne, som står stærkest i historien. Da spanierne kom til Peru i 1532, strakte Inka-riget sig fra det nuværende Ecuador og 4.500 km sydpå til den argentinske by Tucumán, og utallige arkæologiske fund og ruiner vidner om et usædvanligt velorganiseret samfund. I 1572 henrettede spanierne den sidste inka-konge, og en rig kultur gik til grunde.

Når du rejser til Peru, vil du opdage, at der heldigvis findes mange arkæologiske perler fra inka-kulturen, og der dukker stadig nye op i de skovklædte bjerge, f.eks. inkabyen Choquequirao, som man mener, er større end Machu Picchu, som er Perus og måske Sydamerikas ubestridte største seværdighed. Machu Picchu ligger i 2.400 meters højde med en forrygende udsigt over landskabet, og der er meget, der tyder på, at Machu Picchu var et kongeligt palads bygget af Pachucútec, der regerede fra 1438 -1471.

I Urubamba-dalen – eller inkaernes hellige dal – kan man se eksempler på, hvordan inkaerne eksperimenterede med, hvordan de kunne øge jordens udbytte, og i inkaernes hovedstad Cusco bliver historien specielt nærværende. I den smalle gade Hatunrumiyoc ligger en af de bedst bevarede mure fra inkatiden, og det er her, man kan se den berømte 12-kantede sten. Santa Domingo-kirken er bygget oven på Cuscos mest betydningsfulde inka-tempel Qoricancha (Guldpaladset). Før spaniernes ankomst var det et helligt offersted og et astronomisk observatorium, og som også indeholdt utrolige rigdomme. Lidt uden for byen ligger det imponerende fæstningsværk, Sacsayhuaman, hvor inkaerne udførte hellige ritualer, men det mest interessante er nu størrelsen på fæstningsværkets sten, hvoraf mange er over otte meter høje.

Ingen ende på eventyret i Perus regnskov

Når du rejser til Peru, er det et must at opleve den imponerende natur. Regnskoven i det sydlige Peru hører til en af de mest artsrige i verden, og da der er tale om et af Perus mindst befolkede og mindst udforskede provinser, er der ingen ende på eventyret – og specielt ikke, når en lodge langt inde i junglen er base for eventyret. Når mørket sænker sig, begynder natdyrene at vågne, og en forunderlig verden med insekter og krybdyr, der har tilpasset sig et liv i mørke, åbenbarer sig. Når dagslyset melder sig, kan man spotte kaimaner (alligatorer) og skildpadder ved flodbredden, og det er en god ide at holde udkig efter kæmpeoddere. De skulle være til at få øje på, da kæmpeodderen kan blive op til to meter lang målt fra snude til hale og har poter, der sætter aftryk på størrelse med en menneskehånd!

Et liv i siv på Titicaca-søen

På din Peru-rejse bør du også lægge vejen forbi Titicaca-søen i Andesbjergene, på grænsen mellem Peru og Bolivia, der er en af verdens højest beliggende søer. Her ved bredderne og på øerne er der små indianersamfund, hvor livet leves, som det er blevet i århundreder. På Uros-øerne ud for Puno bor uros-indianerne på flydende øer af totorasiv – og intet andet sted i verden lever mennesker på flydende sivøer, bor i huse af siv, sejler i sivbåde og lever delvis af siv. Den specielle livsform stammer fra en periode, hvor uros-indianerne forsøgte at undgå inkaernes dominans på landjorden og dermed bosatte sig på vandet – smart!

Peru er på alle måder en rejse værd, og det er et land, man med stor fordel kan opleve på en rundrejse med dansk rejseleder, hvis man ikke er spanskkyndig, da alle de interessante seværdigheder og eksotiske naturoplevelser bindes sammen af rejselederens store viden.

Find din næste rejse til Peru nedenfor.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Peru

    Pas & visum

    Danske statsborgere får automatisk 90 dages indrejsetilladelse ved ankomst til Peru. Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad der må medbringes til/fra Peru – se Skats hjemmeside ( www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Bemærk, at ved flyskifte kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Medicin & vaccinationer

    Vi gør opmærksom på, at vaccinationer/malariatabletter altid skal drøftes med egen læge eller Statens Seruminstitut (tlf. 32 68 32 68) i god tid inden afrejsen til Peru. Normalt anbefales vaccination mod stivkrampe, gul feber og smitsom leverbetændelse (hepatitis A). Det er en god ide at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller apotek. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Valuta & kreditkort

    Møntenheden i Peru hedder Nuevo Sol, og da den ikke må udføres, betyder det, at man først kan veksle, når man kommer til landet. Det er bedst at medbringe US-dollars og kreditkort. Der kan hæves kontanter i automater med Mastercard og VISA i de største byer. På markeder, i kiosker og endda på restauranter har man sjældent byttepenge, så sørg altid for at have rigeligt med småpenge – små sedler og mønter – til brug ved mindre køb. Det kan være en tryghed at medbringe kontanter i amerikanske dollars (100-200 US$), i tilfælde af, at man skulle løbe tør for lokalvaluta. Mindre lokalsamfund har ikke altid hæveautomater, men det er oftest muligt at finde vekselkontorer. Det er en god ide at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort.

    Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Peru er 6 timer bagud i forhold til dansk vintertid og 7 timer i forhold til dansk sommertid.

    Transport i Peru

    Busserne i Peru har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge i Peru. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter og i taxa’er lægger man typisk 10 % oveni regningen. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager).  På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Det beløber sig ca. til 90$ pr. rejsedeltager. Rejselederen vil i starten af rundrejsen lave en indsamling, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    I Sydamerika rejser du rundt i en spændende og anderledes kultur, hvor standarder og forhold ikke nødvendigvis vil være som i Danmark. Vi har valgt 3- og 4-stjernede hoteller med god beliggenhed, men da hotellerne i Peru ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en lavere standard. På visse hoteller må man være forberedt på, at der kan være begrænsning på det varme vand. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er generelt sikkert at rejse i Peru, men man skal selvfølgelig passe på sine ejendele. Hold dig til turistområderne i Lima, og gå ikke alene ud, når det er mørkt. Det er ikke påkrævet at bære sit pas på sig. Værdigenstande bør holdes tæt på kroppen i områder med mange mennesker. Det er en god ide at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i en sikkerhedsboks på hotellet. I byerne Cusco og Lima kan man komme ud for børn, som gerne vil sælge ting til turister. Dog er der et særligt politi, som har fokus på dette og kigger efter turisterne.

    Elektricitet

    Strømstyrken i Peru er som regel 220 volt. De fleste steder kan danske stik uden jordforbindelse bruges. Enkelte stikkontakter er kun til flade to-benede stik, hertil kan man købe adapter på markeder og i større byer.

    Mobiltelefon & Internet

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra mobiltelefon og fra hotelværelsernes telefoner. Check med din mobiludbyder og forhør dig om roaming-taksterne. Landekoden til Danmark er 0045, og koden til Peru er 0051. Hvis du får brug for at ringe til Danmark, anbefales det at benytte internettelefoni. I de store byer er der internetcafeer, og større hoteller har også adgang til internet.

    Mad & drikke

    Maden i Peru er sjældent stærkt krydret. Populære retter er supper, butterdejspakker med kødfyld, og kødretter – oftest serveret med kartofler, ris og salat. Det peruvianske køkken er meget varieret, og af specialiteter kan nævnes stegt marsvin, ”Cuy”, og ”Ceviche”, som er rå seafood marineret i lime og chili (som man bør passe en smule på som turist). Ligeledes har det internationale, især sydeuropæiske, køkken gjort sit indtog i Sydamerika. Favoritdrikken i Peru er cola eller øl. De lokale øl er af høj kvalitet. Pisco er en snaps brygget på druer, og er landets nationaldrik.

  • Gode råd

    Gode råd

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen. Det frarådes at drikke vand fra hanen, og isterninger skal man også undgå. Vand på flaske kan købes overalt. Tjek at flasken er uåbnet/forseglet inden brug. Brug ligeledes vand på flaske til tandbørstning. Undgå frisk frugt og grøntsager, der er vasket i postevand samt friskpresset juice. Husk i øvrigt at drikke rigeligt, da du mister meget væske på grund af varmen.

    Kloaksystemerne har ikke kapacitet til toiletpapir, der næsten altid skal smides i en spand ved siden af toilettet. De sydamerikanske toiletforhold er forholdsvis primitive set i forhold til dansk standard.

    Bemærk, at der om aftenen kan være markant køligere, medbring derfor en jakke.

    Dehydrering og højdesyge

    Når man opholder sig i andre klimazoner end det danske, er det vigtigt at drikke rigeligt vand. Symptomer på dehydrering er kraftig farvet urin, svimmelhed og hovedpine. Indtagelse af alkohol i større mængder øger risikoen for alvorlig dehydrering.

    Det kan være anstrengende at bevæge sig i højden. Cusco ligger ca. 3500 meter over havets overflade, og det kan i nogle tilfælde provokere højdesyge. Denne risiko begrænses dog ved at undgå alkohol og drikke masser af vand, minimum 2-3 liter om dagen. Det kan også anbefales at spise søde sager, suppe med salt, og alternativt også drikke væsker med elektrolytter, der giver kroppen energi og mindsker symptomerne. Hyppigste symptomer er hovedpine, kvalme, svimmelhed og generel utilpashed.

    Møde med en anden kultur

    En hovedregel er altid ”gør som de lokale gør”. De lokale er venlige og gæstfrie og meget imødekommende. Sydamerikanerne er meget fotogene i deres farvestrålende vævede tøj, men det er ikke alle, der vil fotograferes. Spørg inden du tager billeder af personer. På steder hvor turister ofte færdes, er der lokale, der poserer for penge.

  • Fakta

    • StatsformRepublik.
    • HovedstadLima.
    • Befolkning30,5 mio. indbyggere.
    • Religion92,5 % katolikker.
    • SprogDet officielle sprog er spansk, som tales af 84 % af befolkningen. En stor del af befolkning på landet taler kun quechua.
    • Nationaldag: 28. juli – uafhængigheden fra Spanien i 1821.
    • Areal1.285.216 km2 – Peru er næsten 30 gange større end Danmark.
    • Kystlinje2.414 km.
    • Største seværdighedMachu Picchu.
    • Højeste bjergHuascarán på 6.768.
    • KlimaKlimaet varierer fra tropisk i øst, tør ørken i vest, til tempereret i Andesbjergene. Fra oktober til april regner det i bjergene og er tørt i Lima. Middeltemperaturerne svinger fra 19 til 27 om dagen, med de koldeste temperaturer i bjergene.