Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00
Et kulturelt og gastronomisk eventyr i Peru

13 dage fra kr. 34.995

Om rejsen

Peruviansk gastronomi er efterhånden kendt verden over som et gastronomisk hotspot og har flere restauranter placeret på listen over verdens bedste. Madtraditionerne har, grundet landets rige historie, rod i fire kontinenter og bygger således på en unik sammensætning af ingredienser og madlavningstraditioner, som tilsammen har skabt et af verdens mest alsidige køkkener. Med kerneingredienser som quinoa, chili og søde kartofler, har landet skabt et unikt fusionskøkken som sprudler af farver, kraft og smag.

Det peruvianske køkken afspejler desuden landets regionale sammensætning, som spænder bredt fra andesbjergenes iltfattige tinder til frodige jungler og fugtige kyster. På rejsen rundt i landet vil du opleve, hvordan hver region stolt afspejler områdets geografiske særkende i retterne – glæd dig bl.a. til at overnatte dybt inde i Amazonas-regnskoven og til at smage de fisk, som har svømmet i floden under din kano.

Foruden autentisk gastronomi og spændende lokale madmarkeder oplever du på denne 13-dages rundrejse nogle af landets talrige kulturskatte og mærker hvordan landets rige fortid åbenbarer sig hvor end du kommer hen – fra den glemte inkaby Machu Picchu til Limas moderne byliv.

Glæd dig fordi

  • du smager på alt det bedste, landet har at byde på og lærer at tilberede peruvianske retter på kokkeskole.
  • du kommer på mange markedsbesøg, bl.a. det berømte indianermarked i Pisac
  • du tilbringer en dag ved den imponerende inkaruin Machu Picchu
  • du overnatter på prisbelønnet lodge midt i eventyrlige Amazonas
  • du kommer på spændende byrundture i Lima og Cusco
  • du får et indblik i landets kultur og besøger historiske monumenter som Tucume-pyramiderne og Sacsayhuaman-ruinerne

Kom med til et inspirationsmøde

Mød din rejseleder

Rejseleder - Simon Brammer - Risskov Rejser
Simon er Sydamerika-ekspert

Rejseleder Simon har boet en årrække i Peru og kender derfor landet indgående. På turen vil han dele ud af sin viden om landets spændende kultur og smukke natur.


Læs mere om Simon Brammer Hansen

Rejseleder - Simon Brammer - Risskov Rejser
Simon er Sydamerika-ekspert

Rejseleder Simon har boet en årrække i Peru og kender derfor landet indgående. På turen vil han dele ud af sin viden om landets spændende kultur og smukke natur.


Læs mere om Simon Brammer Hansen

Dagsprogram

  • Dag 1 Danmark – Lima

    Afrejse fra Danmark med ankomst til Perus hovedstad Lima om aftenen. Indbyggertallet i Lima nærmer sig 10 millioner, og det er omkring en tredjedel af landets indbyggere der bor i hovedstaden. Selvom noget af det første der slår én, er den kaotiske trafik, fornemmer man allerede på turen fra lufthavnen til hotellet, at det er en millionby med en helt særlig puls, og det er tankevækkende, at der er langt flere taxaer i Lima end i New York.

    Den første nat i Peru tilbringer vi i Lima-bydelen Miraflores, som med sin placering ud til Stillehavet er den mere mondæne del af byen.

    Her bor du dag 1

    La Hacienda Miraflores Lima

    La Hacienda Miraflores Hotel er placeret i hjertet af Miraflores-området, blot 20 minutter fra lufthavnen og midt i Limas finans- og turistmekka. ...

  • Dag 2 Markedsbesøg og byrundtur i Lima og videre nordpå til Chiclayo

    Vi bruger formiddagen på at gå på opdagelse i markedshallen Surquillo Mercado, hvor bugnende boder med frisk frugt, friskfanget fisk og lokale delikatesser venter.  På vores vej gennem markedet lærer vi om afgrøderne fra det rige peruvianske spisekammer, og smager bl.a. junglefrugter som vitaminbomben camu camu, chirimoya med den søde banan/ananas-smag og den runde lucuma-frugt, som har en blød eftersmag af kaffe.

    Frokosten spiser vi i Callao, den gamle havneby med udsigt til Stillehavet. Stedet er kendt for sine mange fiske- og skaldyrsretter, blandt andet ceviche – rå dybhavsfisk marineret i chili og lime.

    Efter frokost tager vi på en byrundtur i Limas historiske centrum. Vi starter på Plaza de Armas, hvorfra Lima blev grundlagt i 1535 og Peru senere kunne proklamere sin uafhængighed af Spanien i 1821. Rundt om pladsen findes fine eksempler på bygninger fra kolonitiden, og de mange kunstfærdigt udskårne træbalkoner er især værd at bemærke. Vi tager på rundvisning i Convento de San Francisco, et kloster som i modsætning til mange andre i Lima har overlevet samtlige jordskælv, siden det blev bygget i midten af 1600-tallet. I munkenes bibliotek kan man se bøger fra perioden, da spanierne kom til landet, og i katakomberne under kirken vidner krypternes mange synlige knogler om de tusindvis af Limas indbyggere, der ligger begravet her.

    Om aftenen flyver vi nordpå til kystbyen Chiclayo, hvor vi overnatter.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.

    Her bor du dag 2 og 3

    Casa Andina Select Chiclayo

    Casa Andina Select Chiclayo er med sin centrale beliggenhed et dejligt udgangspunkt for at udforske byen og dens mange museer. Hotellet råder over...

  • Dag 3 Det overdådige Sipan-museum, pyramiderne i Túcume og velkomstmiddag

    Chiclayo blev grundlagt i 1835 og er med sine knapt 750.000 indbyggere Perus fjerdestørste by, og den største i Lampayeque-regionen i det nordlige Peru.

    Morgenen starter med et besøg på det overdådige Sipan-museum. Museet bliver betragtet som et af Sydamerikas bedste, fordi det indeholder nogle af de vigtigste guldfund i Peru (og verden). Museet indeholder, udover guld, også sølv og ædelstene, og gør det let at forestille sig den storhed, der engang herskede i området.

    Derefter besøger vi en lokal konditor og producent af johannesbrødsirup. Her spiser vi også en dejlig frokost bestående af skaldyr og fisk med tilhørende criolsalat, lerovnsbagt gedekød med bønne- og kartoffelmos serveret med valgfri chilisalsa og lokal kold øl.

    Efter frokosten ser vi nærmere på Túcume-pyramiderne. Området rummer 26 enorme adobepyramider, som Thor Heyerdahl i slutningen af 1980’erne var udgravningsleder af. Han påviste, at der i området var spor efter højkulturer, der strækker sig helt tilbage til et par århundreder før vor tidsregning, og at pyramiderne tilhørte Sican- og Lambayequekulturen.

    Om aftenen spiser vi en hyggelig velkomstmiddag på restaurant Fiesta.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

  • Dag 4 Kystbyen Pacasmayo og videre til Trujillo

    Dagen byder på tidlig afgang mod Trujillo i bus. Vi stopper undervejs ved kystbyen Pacasmayo og nyder brisen fra havet samt den peruvianske ret Jalea, som er friturestegt skaldyr og fisk med rødløg, chili og limesalsa. Den lille fiskerby er charmerende og tiltrækker mange surfere pga. de gode bølger.

    Om eftermiddagen ankommer vi til Trujillo, der med over 900.000 indbyggere er Perus trejdestørste by. Vi tjekker ind på et centralt beliggende hotel, og efter en kort briefing er aftenen afsat til, at man på egen hånd kan gå på opdagelse i byen. Rejselederen vil naturligvis være behjælpelig med at anbefale restauranter, seværdigheder og lignende.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost

    Her bor du dag 4

    Casa Andina Premium Trujillo

    Det 5-stjernede Casa Andina Premium Trujillo er med sin praktiske placering tæt på centrum og byens museer et oplagt valg i Trujillo. Hotellet r...

  • Dag 5 Museumsbesøg og frokost ved stranden

    I dag udforsker vi Chan Chan, en by bygget i muddersten af chimu-kulturen. Igennem tiden har kraftige El Niño-floder og voldsomme regnskyl eroderet dele af byen, men den er dog stadig et imponerende syn og den største af sin slags i verden.

    Senere skal vi lære nogle af hemmelighederne bag de lækre fiske- og skaldyrsretter, som Peru har at byde på. Vi får ceviche og tiradito marineret på forskellige måder. Rejseleder Simon, der om sommeren kører rundt med sin madvogn og serverer peruviansk mad vil fortælle os om retterne. Han har en enorm viden om det peruvianske køkken. Det bliver en hyggelig eftermiddag, hvor vi med sikkerhed får et dejligt måltid mad og bliver lidt klogere på den lokale madkultur. Restauranten ligger på stranden i Huanchaco, en by som er kendt for sine fiskerbåde bygget af siv – det var bl.a. dem, der inspirerede Thor Heyerdahl til udformningen af RaII.

    Efter frokost tager vi ud og ser nærmere på Huaca de la Luna, et tempel dedikeret til sol, måne, regnbuer og krigere, og som indeholder velbevarede tegninger af guder, hverdagsliv og menneskeofringer.

    Ved aftenstid kører vi til lufthavnen, hvorfra vi flyver retur til Lima. Her overnatter vi på lufthavnshotel, inden vi næste morgen flyver videre til Amazonas.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost

    Her bor du dag 5

    Wyndham Costa del Sol Lima Airport

    Hotellet lader dig koble ordentligt af efter en lang dag på et af de 144 værelser, der alle har balkon og en smuk udsigt over byen Lima. Hotellet...

  • Dag 6 Eventyrlige oplevelser i Amazonas

    Regnskoven i det sydlige Peru hører til en af de mest artsrige i verden. Her finder du f.eks. 1300 fuglearter og 1200 sommerfuglearter – og vi er så heldige at tilbringe de næste dage midt i denne eventyrlige verden. Om morgenen flyver vi fra Lima til Puerto Maldonado, der er hovedstad i provinsen Madre de Dios, Perus mindst befolkede område og en af de mindst udforskede provinser i landet. Næste del af rejsen foregår til vands, når vi sejler 45 minutter ad Madre de Dios-floden til lodgen Inkaterra Hacienda Concepcion. Undervejs kan vi være så heldige at se kaimaner og skildpadder ved flodbredden, eller aber der svinger sig i trætoppene.

    Den prisbelønnede lodge ligger i de skønneste omgivelser ved flodbredden, og staben af guider på stedet udgøres bl.a. af biologer og naturvejledere. Efter en kort præsentation af lodgen, området og udflugtsmulighederne tager vi på en vandretur i området, hvor vi bliver introduceret til regnskoven, der byder på førsteklasses ’bird watching’.

    Under besøget har vi fuld pension, og du kan bl.a. glæde dig til retter som:

    • Morgenmad med tropisk frugt og juice og egg benedict med røget paiche (kæmpefisk, der kan veje op til 200 kg) eller hjemmelavet bacon og pølser.
    • Oksekød på spyd og ’yuca med huancaina sous’ (maniok med gul chili creme)
    • Kartoffel-causa med mos af lime og mild, gul chili fyldt med avocado og fisk fra floden.
    • Amazonas-fisk med palme og brødfrugt
    • Juane med kød og grønne ris dampet i palmeblad,
    • Lomo saltado: lynstegt oksekød med tomat, rødløg, soja og persille.

    Begge aftener vil der efter middagen være foredrag ved de engelske guider, og i skumringen kommer du på en sejltur og oplever skiftet mellem dag og nat – nu er det natdyrene der hersker i junglen.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Her bor du dag 6 og 7

    Inkaterra Hacienda Concepcion

    Glæd dig til opholdet i junglen på den prisbelønnede lodge Inkaterra Hacienda Concepcion. Lodgen ligger dybt inde i Amazonas med udsigt til reg...

  • Dag 7 Oplevelser i Amazonas: Gå blandt trætoppene og udforsk sumpen

    Det er en uforglemmelig oplevelse at vågne op til regnskovens lydunivers, og lodgen serverer da også morgenmad allerede fra 5.30, så der er virkelig mulighed for at få noget ud af dagen. Formiddagen byder på en udflugt til Lake Sandoval, hvor vi med kanoer sejler rundt på udkig efter de truede kæmpeoddere i området. Kæmpeodderen er verdens største odder. Den kan blive helt op til to meter lang målt fra snude til hale, og dens poteaftryk er på størrelse med en menneskehånd!

    Efter frokost på lodgen kan du tage med ud på en fantastisk vandretur mellem trætoppene 29 meter over jorden. Heroppe i trækronerne er der bygget et netværk af hængebroer, der forbinder otte udkigsplatforme, hvorfra man kan være heldig at spotte bl.a. aber, tukaner, dovendyr og de farvestrålende ara-papegøjer.

    Tilbage på landjorden kan du fortsætte på ruten ”Anaconda Walk”, der via en 200 meter lang træbro fører over et sumpområde, hvor du kan se nogle af områdets mange amfibier, blomster, fugle og måske endda en slange eller to.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

  • Dag 8 Oplevelser i Den Hellige Dal: Lamaer, markedsbesøg og inkaruiner

    Om formiddagen kører vi til lufthavnen Puerto Maldonado, hvorfra vi om eftermiddagen flyver til inkaernes gamle hovedstad Cusco, der ligger i 3300 meters højde. Fra Cusco kører vi til inkaernes hellige dal Urubambadalen, som er betegnelsen for området med byerne Pisac, Cala, Yucay, Urubamba og Ollantaytambo. Området er usædvanligt frugtbart og forsynede i inka-perioden indbyggerne i Cusco med frugt og grønt – i dag dyrkes her primært kartofler og majs.

    Vi når til Pisac, som især er kendt for to ting: Det store indianermarked og inkaruinerne fra 1400-tallet, som ligger i bjergene over byen. Indianermarkedet i Pisac har status som et af de bedste i Sydamerika. Markedet er fyldt med plasticoverdækkede boder med alverdens ting og sager; frugt og grønt, farvestrålende tæpper og ponchoer og et mylder af mennesker. En af de ting, der overrasker, er kartofler i farver og faconer, som man aldrig ser på vores breddegrader.

    Vi kører videre til Yucay, hvor vi spiser middag og overnatter.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Her bor du dag 8

    La Casona de Yucay

    Hotellet ligger omgivet af majestætiske bjerge i inkaernes Hellige Dal og emmer af historisk atmosfære, for her har Simon Bolivar, der befriede P...

  • Dag 9 Den glemte inkaby Machu Picchu

    Denne dag venter rejsens måske største oplevelse: Den glemte inkaby Machu Picchu. Tyske eventyrere var her sandsynligvis i 1860’erne , og en britisk missionær refererer til området i 1870’erne, men kun få udover de lokale har kendt til byens eksistens inden den amerikanske historiker Hiram Bingham genopdagede Machu Picchu i 1911. På det tidspunkt var Machu Picchu fuldstændig dækket af skov, og man mener faktisk, at der kan være lignende byer gemt i junglen den dag i dag.

    Vi starter tidligt på dagen og kører til stationen i Ollantaytambo. Herfra skal vi med toget ”Vistadome”, som bringer os gennem Urubamba-dalen til Aguas Calientes. Undervejs giver store panoramavinduer frit udsyn til naturen udenfor. Aguas Calientes ligger ved den brusende Urubamba-flod og er sidste stop inden Machu Picchu. Herfra tager vi med shuttle-bussen, og snart vil inkaernes gemte by ligge for dine fødder.

    Der er meget der tyder på, at Machu Picchu var et kongeligt palads bygget af Pachacùtec, der regerede fra 1438-1471, og på rundvisningen i det storslåede bygningsanlæg bliver man konstant overrasket over inkaernes evner ud i bygningskunst. Det gælder f.eks. Soltemplet, der er områdets eneste runde bygning, og hvis fundament er én stor klippeblok. For mange er det en drøm, der går i opfyldelse ved Machu Picchu, så det gælder om at få mest muligt ud af dagen – derfor har vi frokostpakke med fra hotellet, så vi ikke skal spilde dyrebar tid på at stå i kø. Sidst på eftermiddagen tager vi tilbage til Aguas Calientes , hvor der bliver tid til at se sig om i byen, inden vi mødes og spiser middag på den ikoniske restaurant El Indio Feliz, som er byens bedste spisested, og hvor der denne aften bliver skruet helt op for en gastronomisk bistrooplevelse.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Her bor du dag 9

    Casa Andina Standard Machu Picchu

    Casa Andina Standard Machu Picchu er et moderne og venligt hotel, som befinder sig direkte ud for platformen til Aguas Calientes togstation. Hotel...

  • Dag 10 Mulighed for ekstra oplevelser ved Machu Picchu og retur med toget til Cusco

    Har du en drøm om at opleve solopgangen over Machu Picchu, eller blot lyst til at gå mere i dyden med oplevelserne, så er det muligt denne formiddag (bus og entré til Machu Picchu er ikke inkluderet, og skal bestilles hjemmefra. Pris kr. 595).

    Du kan også tilbringe formiddagen i Aguas Calientes og f.eks. nyde formiddagskaffen på en café ved jernbanen og lade dig underholde af det store menneskemylder af både lokale og besøgende fra hele verden. Cirka 2 kilometer fra stationen ligger Museo de Sitio de Machu Picchu, som bestemt også er et besøg værd.

    Om eftermiddagen tager vi med toget tilbage til Cusco. Inkakongen Pachacútec satte sit præg på byen med bemærkelsesværdige bygningsværker og gjorde byen til hovedstad i inkariget – en status der varede, helt frem til spanierne gjorde Lima til hovedstad.

    Til middag spiser vi en typisk lonche bestående af kage og empanadas.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Her bor du dag 10 og 11

    Jose Antonio Cusco

    Jose Antonio Cusco er placeret blot 15 minutters gang fra Cuscos katedral og 10 minutter fra Plaza de Armas og opført i klassisk, kolonialt design...

    Tilkøbsmuligheder

    Ekstra adgang til Machu Picchu

    Oplev solopgangen over Machu Picchu eller gå mere i dyden med oplevelserne denne formiddag.

    Kr. 595 pr. person

  • Dag 11 Sacsayhuaman-ruinerne, byrundtur i Cusco og afskedsmiddag vi selv tilbereder

    Vi begynder dagen med en byvandring, der bl.a. går til soltemplet Qorikancha, som kom til at udgøre fundamentet til Santo Domingo-kirken opført af Spanierne i 1600-tallet. Templet var tilegnet solguden Inti og udsmykket med massive plader af det pureste guld. Kort tid efter at spanierne kom hertil, plyndrede de templet for guld, men oplevelsen der er tilbage, er efter manges mening det bedste eksempel på inkaernes arkitektoniske kunnen. Vi nyder stemningen på byens mest betydningsfulde plads, Plaza de Armas, og kigger naturligvis også indenfor i katedralen og ser den overdådige udsmykning.

    Til frokost spiser vi på restaurant Quinta Eulalia der bl.a. har marsvin, lam og dybstegt nakkesteg på menuen.

    Om eftermiddagen tager vi til fire interessante inka-ruiner i nærheden af Cusco: Tambomachay er et område med hellige bade, Puca Pucara menes at have været datidens landevejskro, og den fascinerende ruin Q’enqo, der betyder zig-zag, hvis formål stadig volder de lærde problemer. Vi besøger også det enorme fæstningsværk Sacsayhuaman, i hvilket mange af stenene er over otte meter høje.

    Har du mod på mere denne dag, kan du i nærheden af Cuscos katedral se endnu et eksempel på inkaernes suveræne byggestil: Den 12-kantede sten, som passer perfekt ind i omgivelserne i muren omkring Inca Rocas palads.

    Om aftenen skal vi endnu en gang på kokkeskole. Denne gang skal vi prøve kræfter med nogle af de traditionelle retter i Cusco, når rejselederen Simon og en lokal kok står for undervisningen. Aftenen starter på det lokale San Pedro-marked, hvor vi får en gennemgang af de lokale råvarer. Derefter begiver vi os op i 11. sals højde, hvor Rooftop Kitchen ligger. Her nyder vi den flotte udsigt over byen, inden vi går i gang med at tilberede forret, hovedret og en cocktail. Er man vegetar, er der også mulighed for at lave vegetarretter (alle eventuelle hensyn skal oplyses ved bestilling af rejsen). Planen er, at alle får en arbejdsstation, så alle får mulighed for at prøve kræfter med madlavningen.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og afskedsmiddag (kokkeskole)

  • Dag 12 Lima og hjemrejse

    Om morgenen flyver vi tilbage til Lima. Her tager vi på marked og spiser senere frokost på restaurant Huaca Pucllana, som er en af Limas toprestauranter og som laver mad med råvarer fra hele oplandet. Stedet er derfor det helt rigtige til at tage afsked med Peru og alle de smags- og kulturindtryk vi har fået de sidste par uger.

    Med bagagen fuld af indtryk kører vi således sidst på eftermiddagen til lufthavnen, hvorfra vi flyver retur til Danmark.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost

  • Dag 13 Ankomst til Danmark

    Vi ankommer til Danmark først på aftenen.

Hent det samlede rejseprogram her

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • Flyrejse til Lima inkl. skatter og afgifter - se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Fly rundt i Peru inkl. skatter og afgifter: Lima-Chiclayo, Trujillo-Lima, Lima-Puerto Maldonado, Puerto Maldonado-Cusco, Cusco-Lima
  • Overnatning i dobbeltværelse på gode og centralt beliggende 3- og 4-stjernede hoteller/lodges
  • 11 x morgenmad, 10 x frokost og 7 x aftensmad
  • Al transport og udflugter inkl. entréer jf. program
  • Byrundtur og markedsbesøg i Lima
  • 2 nætter i luksuslodge i Amazonas
  • Oplevelser i Den Hellige Dal, bl.a. besøg på indianermarked
  • Storslået besøg i inkabyen Machu Picchu
  • Byrundtur i inkaernes gamle hovedstad Cusco
  • Kokkeskole i Cusco med imponerende udsigt over byen
  • Dansk rejseleder og kok Simon Brammer Hansen

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 4.995
  • Drikkepenge: til chauffør, beregn ca. 2-3 USD pr. person pr. dag
Dato Varighed Rejseleder Afrejselufthavn Pris pr. person Bestilling
  • 02 november 2018 13 dage Simon Brammer Hansen Billund
    København
    Kr. 34.995 Bestil Se detaljer Skjul detaljer
    • Afrejse fra Billund

      Flytider
      Billund - Amsterdam 02/11-2018   kl. 10:20 02/11-2018   kl. 11:35
      Amsterdam - Lima 02/11-2018   kl. 12:35 02/11-2018   kl. 19:15
      Lima - Chiclayo 03/11-2018   kl. 20:15 03/11-2018   kl. 21:45
      Trujillo - Lima 06/11-2018   kl. 20:50 06/11-2018   kl. 22:05
      Lima - Puerto Maldonado 07/11-2018   kl. 09:45 07/11-2018   kl. 13:00
      Puerto Maldonado - Cusco 09/11-2018   kl. 13:45 09/11-2018   kl. 14:40
      Cusco - Lima 13/11-2018   kl. 10:20 13/11-2018   kl. 11:50
      Lima - Amsterdam 13/11-2018   kl. 21:05 14/11-2018   kl. 15:25
      Amsterdam - Billund 14/11-2018   kl. 16:40 14/11-2018   kl. 17:45
      Se flytider
    • Afrejse fra København

      Flytider
      København - Amsterdam 02/11-2018   kl. 09:55 02/11-2018   kl. 11:25
      Amsterdam - Lima 02/11-2018   kl. 12:35 02/11-2018   kl. 19:15
      Lima - Chiclayo 03/11-2018   kl. 20:15 03/11-2018   kl. 21:45
      Trujillo - Lima 06/11-2018   kl. 20:50 06/11-2018   kl. 22:05
      Lima - Puerto Maldonado 07/11-2018   kl. 09:45 07/11-2018   kl. 13:00
      Puerto Maldonado - Cusco 09/11-2018   kl. 13:45 09/11-2018   kl. 14:40
      Cusco - Lima 13/11-2018   kl. 10:20 13/11-2018   kl. 11:50
      Lima - Amsterdam 13/11-2018   kl. 21:05 14/11-2018   kl. 15:25
      Amsterdam - København 14/11-2018   kl. 16:45 14/11-2018   kl. 18:10
      Se flytider
  • 07 februar 2019 13 dage Simon Brammer Hansen Billund
    København
    Kr. 34.995 Bestil Se detaljer Skjul detaljer
    • Afrejse fra Billund

      Flytider
      Billund - Amsterdam 07/02-2019   kl. 10:20 07/02-2019   kl. 11:35
      Amsterdam - Lima 07/02-2019   kl. 12:35 07/02-2019   kl. 19:15
      Lima - Chiclayo 08/02-2019   kl. 20:15 08/02-2019   kl. 21:45
      Trujillo - Lima 11/02-2019   kl. 20:50 11/02-2019   kl. 22:05
      Lima - Puerto Maldonado 12/02-2019   kl. 09:45 12/02-2019   kl. 13:00
      Puerto Maldonado - Cusco 14/02-2019   kl. 13:45 14/02-2019   kl. 14:40
      Cusco - Lima 18/02-2019   kl. 10:20 18/02-2019   kl. 11:50
      Lima - Amsterdam 18/02-2019   kl. 21:05 19/02-2019   kl. 15:25
      Amsterdam - Billund 19/02-2019   kl. 16:40 19/02-2019   kl. 17:45
      Se flytider
    • Afrejse fra København

      Flytider
      København - Amsterdam 07/02-2019   kl. 09:55 07/02-2019   kl. 11:25
      Amsterdam - Lima 07/02-2019   kl. 12:35 07/02-2019   kl. 19:15
      Lima - Chiclayo 08/02-2019   kl. 20:15 08/02-2019   kl. 21:45
      Trujillo - Lima 11/02-2019   kl. 20:50 11/02-2019   kl. 22:05
      Lima - Puerto Maldonado 12/02-2019   kl. 09:45 12/02-2019   kl. 13:00
      Puerto Maldonado - Cusco 14/02-2019   kl. 13:45 14/02-2019   kl. 14:40
      Cusco - Lima 18/02-2019   kl. 10:20 18/02-2019   kl. 11:50
      Lima - Amsterdam 18/02-2019   kl. 21:05 19/02-2019   kl. 15:25
      Amsterdam - København 19/02-2019   kl. 16:45 19/02-2019   kl. 18:10
      Se flytider

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Peru

    Pas & visum

    Danske statsborgere får automatisk 90 dages indrejsetilladelse ved ankomst til Peru. Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad der må medbringes til/fra Peru – se Skats hjemmeside ( www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Bemærk, at ved flyskifte kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Medicin & vaccinationer

    Vi gør opmærksom på, at vaccinationer/malariatabletter altid skal drøftes med egen læge eller Statens Seruminstitut (tlf. 32 68 32 68) i god tid inden afrejsen til Peru. Normalt anbefales vaccination mod stivkrampe, gul feber og smitsom leverbetændelse (hepatitis A). Det er en god ide at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller apotek. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Valuta & kreditkort

    Møntenheden i Peru hedder Nuevo Sol, og da den ikke må udføres, betyder det, at man først kan veksle, når man kommer til landet. Det er bedst at medbringe US-dollars og kreditkort. Der kan hæves kontanter i automater med Mastercard og VISA i de største byer. På markeder, i kiosker og endda på restauranter har man sjældent byttepenge, så sørg altid for at have rigeligt med småpenge – små sedler og mønter – til brug ved mindre køb. Det kan være en tryghed at medbringe kontanter i amerikanske dollars (100-200 US$), i tilfælde af, at man skulle løbe tør for lokalvaluta. Mindre lokalsamfund har ikke altid hæveautomater, men det er oftest muligt at finde vekselkontorer. Det er en god ide at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort.

    Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Peru er 6 timer bagud i forhold til dansk vintertid og 7 timer i forhold til dansk sommertid.

    Transport i Peru

    Busserne i Peru har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge i Peru. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter og i taxa’er lægger man typisk 10 % oveni regningen. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager).  På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Det beløber sig ca. til 90$ pr. rejsedeltager. Rejselederen vil i starten af rundrejsen lave en indsamling, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    I Sydamerika rejser du rundt i en spændende og anderledes kultur, hvor standarder og forhold ikke nødvendigvis vil være som i Danmark. Vi har valgt 3- og 4-stjernede hoteller med god beliggenhed, men da hotellerne i Peru ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en lavere standard. På visse hoteller må man være forberedt på, at der kan være begrænsning på det varme vand. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er generelt sikkert at rejse i Peru, men man skal selvfølgelig passe på sine ejendele. Hold dig til turistområderne i Lima, og gå ikke alene ud, når det er mørkt. Det er ikke påkrævet at bære sit pas på sig. Værdigenstande bør holdes tæt på kroppen i områder med mange mennesker. Det er en god ide at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i en sikkerhedsboks på hotellet. I byerne Cusco og Lima kan man komme ud for børn, som gerne vil sælge ting til turister. Dog er der et særligt politi, som har fokus på dette og kigger efter turisterne.

    Elektricitet

    Strømstyrken i Peru er som regel 220 volt. De fleste steder kan danske stik uden jordforbindelse bruges. Enkelte stikkontakter er kun til flade to-benede stik, hertil kan man købe adapter på markeder og i større byer.

    Mobiltelefon & Internet

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra mobiltelefon og fra hotelværelsernes telefoner. Check med din mobiludbyder og forhør dig om roaming-taksterne. Landekoden til Danmark er 0045, og koden til Peru er 0051. Hvis du får brug for at ringe til Danmark, anbefales det at benytte internettelefoni. I de store byer er der internetcafeer, og større hoteller har også adgang til internet.

    Mad & drikke

    Maden i Peru er sjældent stærkt krydret. Populære retter er supper, butterdejspakker med kødfyld, og kødretter – oftest serveret med kartofler, ris og salat. Det peruvianske køkken er meget varieret, og af specialiteter kan nævnes stegt marsvin, ”Cuy”, og ”Ceviche”, som er rå seafood marineret i lime og chili (som man bør passe en smule på som turist). Ligeledes har det internationale, især sydeuropæiske, køkken gjort sit indtog i Sydamerika. Favoritdrikken i Peru er cola eller øl. De lokale øl er af høj kvalitet. Pisco er en snaps brygget på druer, og er landets nationaldrik.

  • Gode råd

    Gode råd

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen. Det frarådes at drikke vand fra hanen, og isterninger skal man også undgå. Vand på flaske kan købes overalt. Tjek at flasken er uåbnet/forseglet inden brug. Brug ligeledes vand på flaske til tandbørstning. Undgå frisk frugt og grøntsager, der er vasket i postevand samt friskpresset juice. Husk i øvrigt at drikke rigeligt, da du mister meget væske på grund af varmen.

    Kloaksystemerne har ikke kapacitet til toiletpapir, der næsten altid skal smides i en spand ved siden af toilettet. De sydamerikanske toiletforhold er forholdsvis primitive set i forhold til dansk standard.

    Bemærk, at der om aftenen kan være markant køligere, medbring derfor en jakke.

    Dehydrering og højdesyge

    Når man opholder sig i andre klimazoner end det danske, er det vigtigt at drikke rigeligt vand. Symptomer på dehydrering er kraftig farvet urin, svimmelhed og hovedpine. Indtagelse af alkohol i større mængder øger risikoen for alvorlig dehydrering.

    Det kan være anstrengende at bevæge sig i højden. Cusco ligger ca. 3500 meter over havets overflade, og det kan i nogle tilfælde provokere højdesyge. Denne risiko begrænses dog ved at undgå alkohol og drikke masser af vand, minimum 2-3 liter om dagen. Det kan også anbefales at spise søde sager, suppe med salt, og alternativt også drikke væsker med elektrolytter, der giver kroppen energi og mindsker symptomerne. Hyppigste symptomer er hovedpine, kvalme, svimmelhed og generel utilpashed.

    Møde med en anden kultur

    En hovedregel er altid ”gør som de lokale gør”. De lokale er venlige og gæstfrie og meget imødekommende. Sydamerikanerne er meget fotogene i deres farvestrålende vævede tøj, men det er ikke alle, der vil fotograferes. Spørg inden du tager billeder af personer. På steder hvor turister ofte færdes, er der lokale, der poserer for penge.

  • Fakta

    • StatsformRepublik.
    • HovedstadLima.
    • Befolkning30,5 mio. indbyggere.
    • Religion92,5 % katolikker.
    • SprogDet officielle sprog er spansk, som tales af 84 % af befolkningen. En stor del af befolkning på landet taler kun quechua.
    • Nationaldag: 28. juli – uafhængigheden fra Spanien i 1821.
    • Areal1.285.216 km2 – Peru er næsten 30 gange større end Danmark.
    • Kystlinje2.414 km.
    • Største seværdighedMachu Picchu.
    • Højeste bjergHuascarán på 6.768.
    • KlimaKlimaet varierer fra tropisk i øst, tør ørken i vest, til tempereret i Andesbjergene. Fra oktober til april regner det i bjergene og er tørt i Lima. Middeltemperaturerne svinger fra 19 til 27 om dagen, med de koldeste temperaturer i bjergene.