Ring til os Åbent nu 70 22 66 00

Rejser til Portugal

Når du rejser til Portugal rejser du også til landet, hvor Europa for alvor møder Atlanterhavet. Portugal har altid haft blikket vendt mod havet, og i 1400-tallet tog opdagelsesrejserne fart. De skaffede Portugal kolonier og rigdom, og den dag i dag byder en rejse til Portugal på mange kulturskatte fra den glorværdige fortid. Lissabons vartegn er Torre de Belém, som forsvarede indsejlingen til Lissabon, når skibene tungtlastede vendte hjem fra den store verden. I nærheden ligger Padrão dos Descobrimentos – et 50 m højt monument, der hylder 30 betydningsfulde opdagelsesrejsende. Øverst står Henrik Søfareren, som var med til at grundlægge Portugal som kolonimagt, og han har bl.a. følgeskab af Vasco Da Gama, der fandt søvejen til Indien, og Pedro Álares Cabral, der opdagede Brasilien.

Med sporvogn i Lissabon og H. C. Andersens favorit

Når du rejser til Portugal er hovedstaden Lissabon et oplagt sted at begynde dit Portugal-eventyr, og i den ældste bydel, Alfama, med de labyrintiske gyder og stejle trapper kan man stadig få en autentisk portugisisk oplevelse. Det samme gælder, hvis du tager med en af de ældste sporvognslinjer, der emmer af nostalgi, og som kæmper sig anstrengt op ad de stejle gader, hvor der kun lige er plads til sporvognen – og kun til den.

Portugals konger tilbragte gennem århundreder sommeren i Sintra. Eventyrdigteren H.C. Andersen opholdt sig i Sintra i en periode i 1866 og faldt i svime over de skønne bjerge, hvor kongerne har efterladt flere små og store slotte, hvoraf Palácio Nacional de Sintra og Palácio da Pena er et par af perlerne.

300 solskinsdage om året, vinoplevelser eller UNESCO-fredet natur? Du behøver ikke vælge, når du rejser til Portugal!

Længe før turismen blev et begreb, har Algarve-kysten haft en magisk tiltrækningskraft – ikke så overraskende, når kysten er leveringsdygtig i 300 solskinsdage om året og uforglemmelige scenerier med gyldne sandstrande, dramatiske klipper og et turkisblåt hav. I baglandets bjergrige landskab ligger idylliske små byer, og det er tydeligt, at maurerne også har været her. Det vidner både de kridhvide huse i arabisk stil og de slanke, fint udsmykkede skorstene om.

Når du rejser til Portugal, vil du opleve at landet også er for livsnydere! Douro-dalen i det nordlige Portugal er den populære betegnelse for portvinsdistriktet Douro Vinhateiro. Det er verdens ældste vindistrikt, da man allerede i 1756 begyndte at statskontrollere vinene. Vindistriktet begynder 150 km inde i landet og strækker sig til den spanske grænse, og de beskyttende bjerge og påvirkningen fra Atlanterhavet giver druerne perfekte betingelser. Produktionen følger stadig de traditionelle metoder og bliver efter et par måneders lagring sendt til portvinshusene i Vila Nova de Gaia (Portos tvillingeby), hvor processen fortsætter.

Længere nordpå i Minho-regionen, der er kendt som den grønne provins, produceres der – som det eneste sted i Portugal – den særlige vintype Vinho Verde. Den specielle vin fås i en både rød og hvid udgave, og verde (grøn) refererer til, at der er tale om en ung vin, der frigives 3 – 6 måneder efter høst.

Find din næste rejse til Portugal nedenfor.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Praktisk information ved bestilling af rejse

    På hjemmesiden er den praktiske information begrænset til det, der er nødvendigt og relevant for at træffe beslutning om en rejse og om rejsemålet.

    Når din rejse er bestilt, vil du sammen med din ordrebekræftelse og efterfølgende rejsedokumenter modtage ekstra information, gode råd samt vejledning, der forholder sig specifikt til din rejse.

    Læs mere i vores generelle rundrejsebestemmelser her.

  • Inden du rejser til Portugal

    Pas og visum

    Pas skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Toldregler

    De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

    Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Krav til fysisk formåen

    Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

    Valuta og kreditkort

    Møntfoden er euro, som kan hæves i automater i de fleste byer. Enkelte butikker, restauranter og caféer tager ikke imod internationale kreditkort. Der kan være en begrænsning på, hvor meget man må hæve på kreditkort, og beløbet afhænger af den enkelte bank og det enkelte kort. Selv om kriminalitet med kreditkort er begrænset, er det vigtigt at holde øje med sit kort, og det er en god idé at medbringe flere kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Portugal er en time bagud i forhold til Danmark.

    Transport

    I Portugal oplever du en anderledes kultur, og standarder er ikke nødvendigvis som i Danmark. Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk, at der på busrejser er begrænset plads til håndbagage, som skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj og lignende.

    Drikkepenge

    På restauranter og caféer er det kutyme at runde beløbet op eller give 10 %. På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffør og restaurantpersonale på de restauranter, der er inkluderet i rejsens pris. Sammen med rejsedokumenterne sender vi information om, hvad vi vurderer som et passende beløb på den pågældende rejse, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris, og det skal understreges, at drikkepenge er frivillige.

    Hoteller

    Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er en god idé at opbevare værdigenstande i en sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager betaling for brug af sikkerhedsboks. Lommetyve er primært et storbyfænomen – også i Portugal. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk.

    Elektricitet

    Portugal bruger 220 volt. Stiktypen er som i Danmark.

    Mobiltelefon og Wi-Fi

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark, bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger. Rejser du uden for EU, er internettelefoni den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

    Mad og drikke

    Det var portugisiske opdagelsesrejsende, der i det 15. og 16. århundrede rejste over havet og bragte eksotiske krydderier såsom peber, koriander, karry og muskatnød til Portugal – og siden til resten af Europa. Endnu i dag bærer madkulturen stort præg af landets beliggenhed ved Atlanterhavet. Af populære portugisiske fiskeretter kan bl.a. nævnes bacalhau à Brás (klipfisk svitset med løgringe, hvidløg, æg m.m.), cataplana de tamboril (dampet havtaske i tomatkød, olivenolie, hvidvin m.m.) og caldeirada à fragateira (gryderet lavet af flere slags fisk).

    Derudover er der især to andre elementer, som præger det portugisiske køkken: olivenolie og supper. Mange portugisere spiser suppe dagligt som forret, og på alle restauranter tilbydes sopa do dia (dagens suppe). Portugisiske supper består hovedsageligt af forskellige typer grøntsager eller bønner, der koges, og som ofte bliver pureret. Hertil lidt olivenolie og eventuelt én eller to skiver chouriço til at intensivere smagen.

    Ud over portvinen er portugisiske vine ikke så velkendte i Danmark, men Portugal producerer faktisk både rød- og hvidvine i store mængder og af god kvalitet. Lokale vine bliver oftest tilbudt ved restaurantbesøg.

    Man kan drikke vandet i Portugal, men det kan smage anderledes end dansk postevand, fordi det tilsættes klor og renses med flere kemikalier end i Danmark. Vi anbefaler derfor, at man køber vand på flaske.

    Rygning

    Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

  • Gode råd

    Bagage

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen.

    Vejret i Portugal er generelt solrigt og lunt. Medbring dog en let jakke eller trøje til aftenerne. Medbring praktisk fodtøj til udflugterne.

    Møde med en anden kultur

    Ved besøg i kirker forventes det, at skuldre og knæ er tildækkede, da man ellers risikerer at blive afvist ved indgangen. Fotografering er ikke altid tilladt i kirker. Vi anbefaler, at man spørger rejselederen eller lokale på stedet.

    Idéer til indkøb og museer

    Portugal er et indkøbsparadis med noget for enhver smag og pengepung. I de fleste større byer sælges lokale produkter som vin, oste og andre delikatesser. I Lissabon sælges ansjosfileter i små kunstfærdige indpakninger. Kunsthåndværk som kakler, service og duge er absolut også noget, man skal holde udkig efter. Derudover findes et hav af små interessante forretninger, der sælger der lokalt produceret og egnsbaseret kunsthåndværk.

    Museer giver rabat til studerende og personer over 65 år. Medbring derfor gerne billeddokumentation.

  • Fakta

    • Statsform: Republik.
    • Hovedstad: Lissabon med 505.500 indbyggere (metropolområde 2,8 mio indbyggere).
    • Befolkning: 10,8 mio. indbyggere inkl. Madeira og Azorerne.
    • Religion: Katolikker 92 %, protestanter 2 %, muslimer 1 %, andre 5 %.
    • Sprog: Portugisisk.
    • Areal: 92.100 km² inkl. Madeira og Azorerne (Danmark 43.094 km²).
    • Klima: På grund af højdeforskellene i Portugal varierer landets klima meget. Den nordlige del af Portugal ligger i det tempererede klimabælte, mens den sydlige del har subtropisk klima. Ved kysten er der kystklima, mens det indre af Portugal har fastlandsklima. I bjergene i det nordøstlige Portugal ligger middeltemperaturen på 7 grader om vinteren, men man oplever ofte streng frost, og bjergtinderne er snedækkede i perioder. Om sommeren kan temperaturerne nå op på 20 °C i de lavere dele af bjergene. Nedbøren falder om vinteren. Det regner mest i bjergene i den nordlige del af landet og mindre, jo længere man kommer mod syd. Lavlandet i Portugal har milde fugtige vintre og varme (25-28 °C) og tørre somre.

Trustpilot