Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
The Alhambra Palace Of Granada - Risskov Rejser

Nu 9-dages rejse med ekstra meget inkl.

Andalusien – et spansk eventyr

 9 dage fra kr. 10.995

Om rejsen

Tag med på vores solrige rundrejse i Andalusien i det sydlige Spanien. Bliv betaget af Europas smukkeste bygningsværker, henført af forrygende flamenco og fristet af de lækreste tapas.

Den indholdsrige rundrejse i Andalusien begynder med en tur gennem smukke bjerge til Ronda med den spektakulære bro Puente Nuevo og til havnebyen Cadiz, som fønikerne grundlagde. Der er ingen ende på oplevelserne i de tre byer – Córdoba, Sevilla og Granada. Fortab dig i den imponerende skov af søjler og buer i Córdobas Mezquita-katedral. Nyd stemningen i Sevillas gamle jødiske kvarter, Barrio Santa Cruz, og glæd dig til maurer-paladset Alhambra, hvor du kan lade dig betage af magien i paladsets mange gårdhaver. Vi har også inkluderet den oversete middelalderperle, Carmona, hvor romersk og maurisk påvirkning i den grad er synlig, og Gibraltar, hvor oplevelsen ikke er spansk men britisk. Sherry er uløseligt forbundet med Spanien, og i byen Jeréz de la Frontera får du både indblik i produktionen og smager de søde, gyldne vine.

Glæd dig fordi

  • vi dykker ned i andalusisk historie og kultur
  • turen går til Ronda med broen Puente Nuevo
  • udflugten til Gibraltar er en særlig oplevelse
  • du får en oplevelse af de store i Alhambra Paladset
  • du kommer på byvandring i Albeycín-kvarteret i Granada
  • du kommer til den oversete middelalderperle Camona
  • du oplever det kendte sherrydistrikt omkring byen Jeréz de la Fontera
  • du ser maurernes hovedstad Córdoba med Mezquita-katedralen
  • der venter en interessant byvandring i Sevillas historiske kvarter
  • alle udflugter er inkluderet
  • du bor på håndplukkede 3- og 4-stjernede hoteller

Danmarks bedste rundrejse til Andalusien fordi

Det er den ultimative Andalusien-rejse, som du ikke finder andre steder!

Du får et usædvanligt indholdsrigt udflugtprogram og oplever bl.a. de smukke kystbyer Tariffa, Cadiz og sherry-byen Jeréz de la Frontera!

Mange måltider er inkluderet, bl.a. en hyggelig tapasfrokost i Sevilla – fødestedet for Tapas.

Danmarks bedste rundrejse til Andalusien fordi

Mød din rejseleder

Henrik Normann - Risskov Rejser
Oplev Andalusien med Henrik Normann

Henrik Normann er en meget erfaren rejseleder, som siden 2015 har boet i Toledo i Spanien. Han har en bachelorgrad i idehistorie/religionsvidenskab fra Aarhus Universitet, og har en meget stor viden om spansk historie og kultur. Henrik er desuden en meget dygtig formidler og har et unikt talent for at organisere og få en rejse til at flyde naturligt.


Læs mere om Henrik Normann

Oplev Andalusien med Michael Christiansen

Michael er uddannet i sprogpsykologi og litteraturvidenskab, og han har et indgående kendskab til specielt Spanien og Portugals mangfoldige historie, moderne kultur og enestående gastronomi og har desuden mange års erfaring som rejseleder! I de seneste 10 år har Michael boet i Spanien med sin familie, hvor El Camino de Santiago praktisk talt passerer forbi hans hoveddør.


Læs mere om Michael Christiansen

Michael Christiansen - Risskov Rejser
Henrik Normann - Risskov Rejser
Oplev Andalusien med Henrik Normann

Henrik Normann er en meget erfaren rejseleder, som siden 2015 har boet i Toledo i Spanien. Han har en bachelorgrad i idehistorie/religionsvidenskab fra Aarhus Universitet, og har en meget stor viden om spansk historie og kultur. Henrik er desuden en meget dygtig formidler og har et unikt talent for at organisere og få en rejse til at flyde naturligt.


Læs mere om Henrik Normann

Michael Christiansen - Risskov Rejser
Oplev Andalusien med Michael Christiansen

Michael er uddannet i sprogpsykologi og litteraturvidenskab, og han har et indgående kendskab til specielt Spanien og Portugals mangfoldige historie, moderne kultur og enestående gastronomi og har desuden mange års erfaring som rejseleder! I de seneste 10 år har Michael boet i Spanien med sin familie, hvor El Camino de Santiago praktisk talt passerer forbi hans hoveddør.


Læs mere om Michael Christiansen

Dagsprogram

  • Dag 1 Ankomst til Andalusien og spektakulære Ronda

    Vi ankommer til Málaga først på eftermiddagen og begynder det andalusiske eventyr med at køre fra kysten ind i landet og til bjergkæden Sierra de las Nieves. Oliventræerne står på rad og række på skråningerne, og den ene lille landsby afløser den anden. Vi når til Ronda, der ligger spektakulært placeret på et imponerende klippemassiv, og efterhånden som vi nærmer os, ser vi, hvordan landskabet gennemskæres af den 120 m dybe kløft El Tajo. Den deler faktisk byen Ronda i to bydele. Broen Puente Nuevo forbinder de to bydele og er et imponerende bygningsværk, der blev indviet i 1793, efter at der var blevet bygget på broen i 45 år.

    Traditionen med tyrefægtning stammer fra det gamle Grækenland og Mesopotamien, og den nåede til Spanien i slutningen f 1700-tallet, og det var her i Ronda, at den moderne tyrefægtning opstod. Tyrefægterarenaen fra 1785 er Spaniens ældste, og da forfatteren Ernest Hemingway havde stamplads på arenaen, førte det til en beskrivelse i romanen ”Hvem ringer klokkerne for”. I Ronda findes også et fint lille tyrefægtermuseum, der er et besøg værd. Vi går en lille tur i byen, og der vil være tid til et eventuelt museumsbesøg og til at nyde udsigten og stemningen i byen. Den første dag i Andalusien slutter med velkomstmiddag på en hyggelig lokal restaurant.

    Inkluderede måltider: Aftensmad.

    Her bor du dag 1

    Hotel El Cortijo Rural

    Det 3-stjernede Hotel El Cortijo Rural ligger blot 5 minutters kørsel fra byen Ronda . Hotellet har mange faciliteter som f.eks. tennisbaner, swim...

  • Dag 2 Gibraltar og langs Costa de la Luz til Puerto de Santa Maria

    Efter morgenmaden forlader vi Ronda og kører sydpå mod Gibraltar.
    Gibraltar har med sin placering ved indsejlingen til Middelhavet siden oldtiden markeret grænsen for ”den kendte verden” og har været eftertragtet af mange europæiske stormagter. I 1704 overtog Storbritannien herredømmet, og Gibraltar er i dag en selvstyrende britisk koloni. Selv den dag i dag kan der opstå meningsudvekslinger mellem regeringerne i London og Madrid, der viser, at Spanien helst var kolonien foruden.

    Vi går over grænsen ind i Gibraltar og besøger et ”engelsk hjørne” af Spanien, hvor ca. 30.000 indbyggere holder fast i den engelske kultur. Her er typiske pubber og tesaloner og guvernørens residens er efter god London-skik ramme om den gamle tradition ”Changing of the Guard”. Halvøen Gibraltar er forbundet med en sandtange til Spanien og domineres af ”The Rock of Gibraltar”, der er et naturreservat med fabelagtige udsigter. Her lever berberaber, som de eneste vildtlevende aber i Europa, og sagnet fortæller, at hvis de forsvinder, mister briterne herredømmet over halvøen.

    Først på eftermiddagen forlader vi Gibraltar og kører til den sydligste by i Spanien, som er Tarifa. Fra Tarifa kan man se over til bjergene i Marokko på den anden side af Gibraltar-strædet, og det er tankevækkende, hvor tæt vi er på Afrika. Det var også her i Tarifa, de første mauriske styrker gik i land i 700-tallet og begyndte erobringen af Den Iberiske Halvø.

    Turen nordpå følger kyststrækningen Costa de la Luz, og tilnavnet ”Lysets kyst” hentyder til, at solen netop på disse kanter er ualmindelig gavmild. Vi når til Puerto de Santa Maria lidt nord for Cadiz, og her overnatter vi.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Her bor du dag 2

    Monasterio de San Miguel

    Dette 4-stjernede hotel ligger i hjertet af Puerto de Santa Maria. Hotellet er nyrenoveret, men ligger i en gammel historisk bygning som tidligere ...

  • Dag 3 Oplevelser i Cadiz og i sherrydistriktet Jeréz de la Frontera

    Beliggenheden ud til Atlanterhavet har præget byens historie siden grundlæggelsen af fønikerne omkring 1100 f. Kr., og lige siden har Cadiz været en af Spaniens vigtigste havnebyer. Cadiz havde sin storhedstid i 1700-tallet, da byen stort set havde monopol på handelen med guld og sølv fra de spanske kolonier i Amerika. De svimlende indtægter gik bl.a. til bygning af katedralen, som strakte sig over en lang periode fra 1732 til 1838. Den pragtfulde katedral tager da også næsten pusten fra én med sit overdådige interiør, og set udefra var katedralen et pejlemærke for søfolkene, der vendte hjem efter en lang rejse. Den gamle bys mange smukke huse, flot anlagte pladser og små kirker vidner om byens storhedstid, og der er meget, der ikke har ændret sig væsentligt i de sidste 300 år. Vi går en tur i den gamle bydel og lægger vejen forbi katedralen, der ligger smukt placeret ud til havet. Ikke langt fra katedralen finder vi byens vigtige marked, Mercado Central, med alt godt fra havet til de karakteristiske lufttørrede skinker. I gaderne rundt om markedet ligger der hyggelige caféer, der bidrager til den spanske atmosfære, og herfra går vi videre gennem de små gader til tårnet Tavira, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over den hvide by og Atlanterhavet.

    Sherry er uløseligt forbundet med Spanien. Vi kører til Jeréz de la Frontera, der er omdrejningspunkt for den verdensberømte sherryproduktion. Vi går en tur i den gamle middelalderbykerne i Jeréz, hvor vejnettet stort set er intakt fra middelalderen. Vi ser nærmere på den smukke katedral med det fritstående klokketårn og borgen Alcázar of Jerez de la Frontera, hvor atmosfæren er mere arabisk end spansk.

    Eftermiddagen kommer til at stå i sherryens tegn. Sherry er en hedvin, der laves på druen Pedro Ximénez, og her i Sydspanien giver kombinationen af et solrigt klima, kalkholdig jord og tørre, varme vinde fra Atlanterhavet druerne optimale vækstbetingelser, og i området omkring Jerez bliver der produceret de ypperligste vine. Lige uden for den gamle bydel ligger vinbodegaen Gonzalez Byass, der fremstiller både sherry (fino på spansk) og almindelige vine. Familien Byass har produceret vin siden 1835 og eksporterer i dag til en stor del af verden. Vi smager på vinene og får serveret en let frokost. Efter vinbesøget kører vi til Andalusiens største by, Sevilla.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.

    Her bor du dag 3 & 4

    Hotel Macia Gran Lar

    Hotel Macia Gran Lar har en central beliggenhed i Sevilla kun ca. 500 m fra den historiske bydel Juderia. Det 4-stjernede hotel har både en restau...

  • Dag 4 Byvandring i Sevilla om formiddagen og eftermiddagen på egen hånd

    Sevilla er Andalusiens hjerte! Få byer i verden har inspireret til så mange myter og historier som Andalusiens hovedstad. Her er et par eksempler. Hovedpersonen i Bizets opera ”Carmen” arbejder på byens tobaksfabrik, og Rossinis ”Barberen i Sevilla” og Mozarts ”Don Giovanni” foregår begge i Sevilla.

    Sevilla er på én gang en historisk og moderne by fuld af imponerende kultur, arkitektur og kunst. Mange folkeslag har sat deres præg på Sevilla, men det er især det arabiske herredømme fra år 712 til 1248, som tydeligst kan genkendes i byens byggestil. Vi tager på byvandring i de historiske kvarterer og besøger byens katedral. Der er tale om verdens største gotiske katedral. Det var kristne, der i 1401 besluttede sig for at bygge Sevillas moské om til en kirke, hvor hovedindgang kun må benyttes af paven. Indenfor fornemmer man straks bygningens enorme dimensioner, og herefter er det den guldbelagte altertavle og Columbus’ gravmonument, der fascinerer. Katedralens 93 m høje klokketårn, Giraldaen, var oprindelig moskeens minaret, der blev bygget på et romersk fundament i 1198.

    Ved siden af katedralen ligger det gamle kongepalads, Alcázar of Seville, der består af en lang række smukt anlagte mauriske haver og mindre paladser udsmykket i maurisk stil, og besøget sammenfatter på en fin måde Andalusiens historie. Vi går også en tur gennem det gamle jødiske kvarter Barrio Santa Cruz, hvor det summer af liv i de små krogede gader. Sevilla byder på nogle af Spaniens bedste tapas, og byen hævder endda, at tapas-traditionen blev født her. Uanset hvem, der har ophavsret til de delikate små retter, nyder vi tapas på en af de lokale restauranter. Resten af eftermiddagen er afsat til oplevelser på egen hånd.

    Rejselederen giver tips og ideer til en eftermiddag efter dit valg, og en ide kunne være byens tyrefægterarena, Real Maestranza, der en af Spaniens smukkeste. Er du interesseret i tyrefægtningens historie, findes der et fint museum, der giver indblik i tyrefægtningens traditioner. Hvis du er interesseret i en autentisk Flamenco-oplevelse, hjælper rejselederen gerne med at arrangere det.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.

  • Dag 5 Middelalderperlen Carmona og Córdoba med UNESCO-status

    Som et ekko af Sevilla ligger Andalusiens oversete perle, Carmona, på en bakketop midt i det andalusiske landskab. Kathagerne, romerne, maurerne og de første spanske kristne konger har alle sat deres aftryk i byen. Romerne anlagde byen, og den romerske hovedvej, Via Augusta, gik gennem byen. Romerne anlagde også de to byporte – Puerto Cordoba og Puerto Sevilla. Maurerne udbyggede og forstærkede den romerske bymur. Under maurerne blev der opført en lang række bygninger i den særlige mudejar-stil, som bedst kan beskrives en stil med forskellige påvirkninger. Vi går en tur i byen og ser på byportene, de romerske ruiner og de smukke pladser, og der bliver tid til at nyde byen på egen hånd, inden vi fortsætter til Córdoba.

    Meget få steder i verden kan prale af at have været både hovedstaden i en romersk provins og i en arabisk stat – men den status har Córdoba. Byens historie går tilbage til år 800 f. Kr., hvor den blev grundlagt af romerne, som udskibede olivenolie, vin og hvede til det antikke Rom herfra. Byen havde sin storhedstid, da den blev erobret af maurerne og gjort til hovedstad i ”Al Andalus”. Maurerne byggede universiteter, biblioteker, badeanstalter og moskéer, og kunst og kultur blomstrede. Den romerske og mauriske arkitektur er markant i bybilledet, og de mange spor fra forskellige folkeslag er årsag til, at byen er på UNESCOs verdensarvsliste.

    Vi oplever den smukke og specielle Mezquita-katedral, der må siges at være et sandt arkitektonisk mesterværk, eftersom den er opført indeni en af de prægtigste moskéer set udenfor den arabiske verden. Da Córdoba i 1236 blev generobret af de kristne, var de nye magthavere så imponeret af den mauriske moskés skønhed, at de lod den stå og byggede deres katedral midt i rækkerne af buer og søjler. Udenfor finder man den smukke plads, Patio de los Naranjos, som også er en fryd for øjet. Rundturen i den spektakulære katedral byder på spændende fortællinger og imponerende arkitektur, der afspejler Córdobas fremtrædende plads i den islamiske verden i løbet af middelalderen. Katedralen ligger i Córdobas gamle bydel, La Juderia, der engang var hjemsted for det jødiske samfund, og her ligger en af de få tilbageværende synagoger i Spanien.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 5

    Hotel Fuente Las Piedras

    Det 4-stjernede Hotel Fuente Las Piedras ligger i byen Cabra i nærheden af Córdoba. Der er frodigt og grønt omkring hotellet, så der er rig mul...

  • Dag 6 På sporet af kultur og historie i Granada

    Ruten til Granada går gennem bakkede landskaber med udsigt til hvide landsbyer og olivenlunde. Vi ankommer til Granada, der ligger ved foden af bjergkæden Sierra Nevada med stejle gader, små kringlede passager og storslåede udsigter. Vi bor tæt ved byens største seværdigheder, så byvandringen begynder straks efter indkvarteringen. Vi følger hovedgaden Gran via de Colon, der fører direkte til byens historiske hjerte. Der, hvor Granadas største moske lå, ligger i dag byens katedral. Den blev indviet i 1523 som symbol på, at Granada nu var en kristen by. Det overdådigt udsmykkede alter med bladguld er endnu et eksempel på, hvad rigdommene fra de sydamerikanske kolonier blev omsat til i ”moderlandet”.

    Bag katedralen ligger den fine plads, Plaza Bib Ramla, omgivet af smukke palæer og skyggefulde citrustærer, og ikke overraskende er den blevet Granadas sociale centrum. Vi fortsætter til Corral Del Carbon, som er byens ældste bygning fra den mauriske periode. Bygningen i det gamle handelskvarter er speciel, da den var et sted, hvor de handlende kunne overnatte. I nærheden lå Granadas gamle bazar, Alcaicería, hvor der blev solgt alt fra silke til krydderier. Vi går på opdagelse i Granadas ældste kvarter Albayzín, der ligger på skråningen overfor Alhambra, og overalt i Albayzín kan man mærke den mauriske arv. Vi slutter byvandringen på torvet Mirador San Nicolás, hvorfra der er den skønneste udsigt til Alhambra med Sierra Nevada bjergene i baggrunden. Vi spiser middag på en hyggelig restaurant i Albayzín-kvarteret – en perfekt afslutning på en byvandring en med historiske highlights.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Her bor du dag 6

    Hotel Macia Condor

    Hotellet er beliggende ikke langt fra Granadas kommercielle og historiske centrum. Det berømte UNESCO-bevarede kvarter Albaicin ligger mindre end ...

  • Dag 7 Paladserne Alhambra og Generalife – rejsens ubestridte highlights

    I dag skal vi besøge Alhambra-paladset, der uden tvivl er et af Europas smukkeste historiske bygningsværker. Det er et imponerende syn udefra, og indenfor folder skønheden sig for alvor ud. Arabiske arkitekter, kunstnere og dygtige håndværkere har skabt underskønne omgivelser til de mauriske herskere – og som vi kan glæde os over den dag i dag.

    Borgen Alhambra er et af de mest komplekse og raffinerede udtryk for arabisk kultur i middelalderen, og det er særligt i salene og gårdhaverne, at skønheden betager. Generalife, sultanens sommerpalads, og det tilhørende parkanlæg er et betagende syn. Et andet bygningsværk med format er det mauriske palæ Palacios Nazaries med lofter og vægge udsmykket og dekoreret på smukkeste vis. Løvegården med sine 124 søjler omkranser løvefontænen, og netop brugen af vand i de mange haver, gårdhaver og tronsale er med til, at man føler sig som del af tusind og en nats eventyr. Sidst på dagen kører vi til Malaga, hvor vi overnatter.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 7 og 8

    Hotel Don Curro

    Hotel Don Curro er ét af de ældste hoteller i Malaga. Hotellet åbnede første gang i 1933, men blev renover...

  • Dag 8 Oplevelser i Malaga

    Eventyrdigteren H.C. Andersen besøgte Málaga i 1862 og skrev i sin dagbog: ”I ingen af Spaniens Byer har jeg følt mig saa glad, saa hyggeligt hjemme som i Malaga; Folkelivet, Naturen, det aabne Hav, hver især saa rig og uundværlig for mig, fandt jeg her, og dertil det mig endnu vigtigere, jeg fandt elskværdige Mennesker”. Ved Plaza de Marina er der rejst en statue af digteren, som vi naturligvis ser, og vi vil opleve lidt af den samme stemning, som mødte H.C. Andersen.

    Det historiske centrum har fået en ansigtsløftning, og vi nyder området, der nu er bilfrit, og den marmorbelagte hovedgade ” Calle Marqués de Larios”, der er den mest fashionable gade i Malaga. For enden af gågaden ligger byens største plads, Plaza de la Constitutión, og midt på pladsen ligger et smukt springvand flankeret af høje slanke palmer.

    Pablo Picasso blev født i Malaga i 1881, og vi lægger vejen forbi hans fødested i den gamle bydel. Huset ligger på et hjørne af den livlige plads, Plaza de la Merced, og i dag er huset, som blev bygget af Picassos far, museum, der huser en stor en samling af Picassos værker. Det siges, at Picasso lang tid før sin død i 1973 udtrykte ønske om, at der blev etableret et museum i byen, og det blev en realitet 30 år efter hans død. Vi kigger indenfor og ser også kirken, hvor Picasso er døbt. Efter byvandringen er der tid på egen hånd, indtil vi mødes om aftenen til hyggelig afskedsmiddag på en god spansk restaurant.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

  • Dag 9 Hjemrejse mod Danmark

    Tiden er inde til at tage afsked med eventyrlige Andalusien og flyve tilbage til Danmark.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

Hent det samlede rejseprogram her

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Overnatning i dobbeltværelse på centralt placerede 3- og 4-stjernede hoteller
  • 8 x morgenmad, 2 x tapasfrokost og 4 x aftensmad
  • Al transport jf. program (værdi af entréer: kr. 510)
  • Byvandring i Gibraltar
  • Besøg i Alhambra-paladset og Generalife-haverne i Granada
  • Byrundtur i Granadas historiske kvarterer
  • Byrundtur i Sevilla inkl. tapasfrokost
  • Sherrysmagning og sightseeing i Jerez de la Frontera
  • Sightseeing i Ronda med broen Puente Nuevo
  • Byrundtur i Cordoba med Mezquitaen
  • ´Byvandring i Malaga
  • Byrundtur i charmerende Cadiz
  • Engelsktalende lokalguide
  • Dansk rejseleder

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 1.995
  • Tillæg ved afrejse fra Billund kr. 750
Dato Varighed Rejseleder Afrejselufthavn Pris pr. person Bestilling

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale, og vi har med succes arrangeret rundrejser i 25 år, så vi ved, hvad de bedste rundrejser skal indeholde.
Det er din rejse – og vores passion at arrangere den, og derfor skal du vælge en Risskov-rundrejse:

  • Vi krydrer de største seværdigheder med overraskende, lokale oplevelser
  • Vi er kendt for indholdsrige rundrejser med meget inkluderet
  • Vores gode jyske købmandsskab sikrer dig høj kvalitet til en attraktiv pris
  • Vores erfarne og passionerede rejseledere brænder for at dele ud af deres store viden
  • Vi er fleksible og forlænger gerne rejsen på egen hånd
  • Vi leverer en tryg, veltilrettelagt og uforglemmelig rejseoplevelse
  • Vi har et stort udvalg af rundrejser til hele verden

Læs mere om rundrejser med dansk rejseleder her

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Spanien

    Pas & visum

    Pas skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad man må medbringe – se SKATs hjemmeside www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”.

    Rejseforsikring

    Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin m.m. under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade.

    For at få mest mulig tryghed på rejsen anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Valuta & kreditkort

    Møntfoden er Euro, som kan hæves i automater i de fleste byer. Enkelte butikker, restauranter og cafeer tager ikke mod internationale kreditkort. Der kan være en begrænsning på, hvor meget man må hæve på kreditkort, og beløbet afhænger af den enkelte bank og det enkelte kort. Selv om kriminalitet med kreditkort er begrænset, er det vigtigt at holde øje med sit kort, og det er en god idé at medbringe flere kreditkort. Husk de nødvendige informationer, hvis du skal spærre kortet.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Spanien er i samme tidszone som Danmark, så der er ingen tidsforskel.

    Transport

    I Spanien oplever du en anderledes kultur, og standarder er ikke nødvendigvis som i Danmark. Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk at der på busrejser er begrænset plads til håndbagage, som skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen, da det for dem er en del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik.

    På restauranter og caféer er drikkepenge inkluderet, men det er kutyme at runde op eller give 10 %. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oveni prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge.

    På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører og hotelpersonale, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    Hotellerne er kategoriseret med stjerner efter lokal standard. Der vil ikke være dyner som i Danmark, da man bruger lagner og tæpper som sengetøj. Tæpperne finder man i et skab på værelset ellers kan de fås i receptionen. Hvis man vil have rene håndklæder hver dag, skal de brugte efterlades på gulvet, men man kan vælge at tænke på miljøet og bruge håndklæderne mere end en dag. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er en god ide at opbevare værdigenstande i en sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, og beløbet refunderes ved returnering. Lommetyve er primært et storbyfænomen – også i Spanien. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk.

    Elektricitet

    Spanien bruger 220v – 50 hz. – medbring en adapter, da stiktyperne kan variere.

    Mobiltelefon & Internet

    Ved opkald til Danmark tastes landekoden +45. Husk at slå dataroaming fra på mobiltelefonen. Alle større byer har internetcafeer.

    Mad & drikke

    Det spanske køkken er bedst kendt for sin mangfoldighed af små retter, kaldet tapas. I Spanien mødes man om maden, og deler den med alle om bordet.

    Det spanske køkken bugner også af andre fyldige, krydrede retter baseret på svinekød eller lam. Kolde grønsagssupper som gazpacho er også populære i varmen. De serveres gerne til frokost, tapas eller som forret. Fugl, fisk/skaldyr og nogle gange kanin kombineres i paella, og steges med ris, hvidvin eller chorizo pølse i en kæmpe paellapande. Herligheden krydres med safran og masser af grøntsager, så resultatet bliver en smagfuld, gul og rustik risret.

    Det oftest ret fede spanske måltid skylles ned med øl, Fino sherry (tør sherry, som drikkes til maden) eller voluminøs spansk rødvin. Man kan drikke vandet i Spanien, men det smager anderledes end dansk postevand, fordi det tilsættes klor og renses med flere kemikalier end i Danmark.

    Rygning

    Det er ikke tilladt at ryge på offentlige steder og arbejdspladser.

    Åbningstider

    Forretninger:
    Mandag til lørdag: 09.00 – 13.30/14.00 og 16/16.30 – 20/20.30. Søndag: lukket.

    Banker:
    Mandag til fredag: 08.30/09.00 – 14.00/14.30. Lørdag: 09.00 – 13.00.

    Posthuse:
    Mandag – fredag: 08.30-14.30 og 17.00 – 20.00/20.30. Lørdag: 09.00/09.30 – 13.00/13.30.

  • Gode råd

    Møde med en anden kultur

    Ved besøg i kirker forventes det, at skuldre og knæ er tildækkede, da man ellers risikerer at blive afvist ved indgangen. Fotografering er ikke altid tilladt i kirker – spørg rejselederen eller lokale på stedet.

  • Fakta

    • Statsform: Spanien er et konstitutionelt monarki.
    • Hovedstad: Madrid med 3,2 mio. indbyggere.
    • Befolkning: 47.2 mio.
    • Religion: Hovedparten er katolikker.
    • Areal: 505.992 km2 (Danmark 43.094 km2).
    • Sprog: 74% castilansk (spansk), 17% catalansk, 7% galisisk og 2% baskisk.
    • Højeste punkt: Det vulkanske bjerg Teide på 3.717 m.
    • Klima: Spanien har hele tre slags klima. Det nordlige Spanien har kystklima med relativt kølige somre og milde vintre. Det indre af Spanien har fastlandsklima med varme, tørre somre og relativt kolde vintre, mens den del af Spanien, der ligger langs Middelhavet, har subtropisk klima.