Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00
Seoul om natten

Velkommen til Sydkorea

Sydkorea har storslået frodig natur, farvestrålende kunst og smagfulde delikatesser. Traditionel koreansk kultur blander sig her med energisk storbyliv i en perfekt kombination, og Sydkorea er et bombardement af sanseindtryk, hvor end man vender sig. Landets unikke kultur rækker årtusinder tilbage, og den holdes i live, selvom himmelstræbende skyskrabere og moderne teknologi får et stadig fastere tag om landet. Tag rundt i landet og se, hvordan traditioner og skatte er blevet overleveret gennem generationer. Nogle koreanere kan stadig stolt vise deres spartanske lerhyttehjem frem. Indsnus duften af kimchi-suppe og stegt blæksprutte fra gadekøkkenerne og prøv selv at tilberede din mad ved bordet på en af de mange små barbeque-restauranter, kaldet gogi gui. Far ”vild” i de farverige markeder med traditionelt håndværk eller oplev de moderne storbyer i rivende teknologisk udvikling.

Sydkorea er et land fyldt med naturoplevelser. De mange grønne nationalparker og langstrakte bjerge indbyder til udforskning og udendørsaktiviteter. Smukke, rå kystlinjer med klipper og vild bevoksning blander sig med kultiverede tempelhaver. Og smukke vulkanøer giver dig en fantastisk udsigt over en ildrød solnedgang over havet.

Der venter dig en spændende historie, når du tager til Sydkorea. Republikken har i løbet af blot en enkelt generation siden 1970’erne udviklet sig fra at være et traditionelt landbrugssamfund til at være en moderne industristat. Selvom landet har udviklet sig med stor hast, står traditionel kultur stadig utroligt stærkt. Det ses tydeligt i Sydkoreas byer, hvor gamle træhuse blander sig med nye konstruktioner i stål og beton. Den rivende udvikling har ikke medført nogen væsentlig ændring af normer og god etikette for sydkoreanerne: Det er vigtigt at være høflig, og ældre skal respekteres. Der har ikke været megen indvandring i Sydkorea, så landet og dets kultur er meget homogent. Det betyder dog ikke, at fremmede ikke bliver taget godt imod. Sydkoreanerne sætter stor pris på besøg, når de ledsages af smil og høflighed.

Find din næste rejse til Sydkorea nedenfor.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Sydkorea

    Pas & visum

    Danske statsborgere skal ikke have visum til Sydkorea, når opholdet er på under 90 dage. Dit pas skal være gyldigt under opholdets varighed og tre måneder bagefter. Tjek at navnet i dit pas stemmer overens med navnet på din flybillet, og tjek de øvrige rejsedokumenter inden afrejse. Kopi af pas indsendes til Risskov Rejser.

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad der må medbringes til/fra Sydkorea, se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Bemærk, at ved flyskift kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler), endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne, blive konfiskeret. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år. Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Medicin & vaccinationer

    Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge, men normalt anbefales vaccination mod stivkrampe og smitsom leverbetændelse (hepatitis A). For yderligere information, kontakt venligst egen læge eller Statens Seruminstitut (tlf. 32 68 32 68) i god tid inden afrejse. Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Valuta & kreditkort

    Valutaen i Sydkorea hedder sydkoreanske Won (KRW). Danske kroner veksles til en dårlig kurs, derfor anbefales det at købe Won hjemmefra. Man kan også hæve kontanter på sit kreditkort i de store banker og i diverse hæveautomater rundt om i byen. Det kan anbefales at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Tidsforskellen er +8 timer, når vi har vintertid i Danmark, og +7 timer når vi har sommertid.

    Transport i Sydkorea

    Den offentlige transport er yderst velfungerende i Sydkorea, og det er intet problem at benytte både bus, tog og taxa. Busserne i Sydkorea er af sammen standard som i Danmark og kører ofte mellem de større byer og som bybusser. Taxaerne i Sydkorea er ikke nær så dyre som i Danmark, og hvis man er flere sammen, kan det også betale sig at leje en taxa for en hel dag.

    Lidt om hotellerne

    Vi har valgt gode hoteller med god beliggenhed. Hotelstandarden i Sydkorea er svarende til europæisk standard, dog skal man forvente mindre værelser. Til gengæld er det Sydkoreanske folk meget gæstfrie og serviceminded. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Sydkorea er et sikkert og fredeligt land at begå sig i. Der er meget lidt kriminalitet, og både mænd og kvinder kan gå uforstyrret på gaden. Dog er det altid en god ide at opbevare penge, pas og kreditkort indtil kroppen og være ekstra opmærksom, når du handler. Husk også at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i en evt. værdiboks på hotellet.

    Drikkepenge

    I Sydkorea skal man ikke efterlade drikkepenge, da dette kan anses for krænkende og uhøfligt.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon, når du er i Sydkorea. Sydkorea benytter sif af samme stikkontakt som i Danmark . Derfor er der ingen grund til at købe en adapter eller omformer. Dog nogle benytter man sig af 110-volts stik, der minder om de amerikanske, her er en omformer dog nødvendig at have.

    Mobiltelefon & Internet

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra hotellerne i Sydkorea, og det kan også blive en dyr fornøjelse at bruge sin mobiltelefon i landet. Vi anbefaler, at du tjekker med din mobiludbyder inden afrejse. Hvis du skal ringe til Danmark fra Sydkorea, skal du taste 0045 inden telefonnummeret. Fra Danmark til Sydkorea er landekoden 0082.

    Flere hoteller tilbyder gratis WiFi i lobbyen, dog er det ofte mod betaling, hvis man ønsker WiFi på værelset.

    Mad & drikkevarer

    Det sydkoreanske køkken består for det meste af ris, nudler, grønsager og kø. Kimchi, er Sydkoreas nationalret som normalt serveres til hvert måltid, retten er en krydderstærk grøntsagsret med rejer eller andre små havdyr.

  • Gode råd

    Generelt

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen.

    Bemærk, at der om aftenen kan være en del køligere end om dagen, det kan derfor være en god idé at medbringe en jakke.

    Møde med en anden kultur

    Sydkoreanerne er generelt meget venlige og et gæstfrit folk. Sydkoreanere har engelsk i skolen i mindst seks år, hvor fokusset er på skrivning og grammatik, hvilket medfører at de fleste sydkoreanere slet ikke taler engelsk.

    Sydkoreas kultur er meget anderledes end den kultur, vi har i Danmark. Der er stor respekt for de ældre, og at være høflig er meget vigtig for sydkoreanerne. De vigtigste normer at huske er, at man altid skal tage skoene af inden, man træder ind i et sydkoreansk hjem eller på et traditionelt hotel. Når man spiser, skal man bruge skeen til ris og spisepinde til alle andre retter. Man må ikke pege med pindene, og man må ikke stikke pindene ned i risen, fordi det opfattes som utilfredshed med maden.

  • Fakta

    • Statsform: Sydkorea er en republik.
    • Hovedstad: Seoul med 10,3 millioner indbyggere.
    • Befolkning: Ca. 50 millioner indbyggere.
    • Religion: Ca. 26% er kristne, ca. 23% buddhister og ca. 50% er ukendt.
    • Sprog: Koreansk.
    • Areal: 99.720 km2.
    • Kystlinje:  2.413 km.
    • Højeste punkt: Vulkanen Hallasan på 1.950 m.
    • Klima: Sydkoreas klima er subtropisk. De har varme somre og meget kolde vintre.