Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Budapest

Ungarn

Velkommen til Ungarn

Et besøg i hovedstaden Budapest er et must, når man rejser til Ungarn. Byen rummer essensen af Ungarn, og her er det tydeligt at mærke, hvordan landet i mange år har balanceret mellem øst og vest. I tidens løb har forskellige folkeslag invaderet Ungarn og sat deres præg på f.eks. arkitektur og gastronomi. Men trods den fremmede påvirkning har Ungarn alligevel været i stand til at bevare sit sprog og sin nationale identitet. Ungarn, og Budapest i særdeleshed, byder på livsglæde og rummer en fin balance mellem stolte traditioner og viljen til forandring.

Oplev hovedstaden Budapest på din rejse til Ungarn

Glæd dig til at opleve hovedstaden, når du rejser til Ungarn! Budapest, der også kaldes Donaus perle, deles i to af Donau-floden, der stille og roligt bugter sig forbi den kuperede Buda-del og den fladere Pest-del. Først i 1849 blev de to bydele permanent forbundet med hinanden af den første af byens syv broer, Kædebroen, der er en imponerende smuk hængebro. De to karakteristiske triumfbuelignende brotårne, og de to sæt vogtende løver i hver ende, er især smukke, når natten sænker sig, og broen lyser op i mørket.

På Pest-siden ligger den mest centrale og moderne del af byen med et hyggeligt café- og kulturliv. Ud over de mange prægtige boulevarder, administrationsbygninger og forretninger finder man her Parlamentet, der er en imponerende nygotisk bygning med utallige spir og tårne og en sirligt udsmykket, symmetriske facade.

Vil man udforske Budapests historiske kerne på sin Ungarn-rejse, skal man over på Buda-siden, der er spækket med charmerende middelalderstemning i det mere kuperede terræn med Borghøjen og Gellért-bjerget. Fra Citadellet på toppen af det 140 m høje Gellért-bjerg er der en imponerende udsigt over byen og floden. Citadellet blev bygget i midten af 1800-tallet af det habsburgske styre for at dæmme op for eventuelle ungarske oprør. På Borghøjen kan man gå på opdagelse i det UNESCO-fredede historiske borgkvarter, hvor den gotiske Mathias-kirke stolt knejser over Treenighedspladsen og Fiskerbastionen. Fiskerbastionen blev bygget i 1896 for at fejre landets 1.000 års jubilæum, og her fra bygningen med de syv stentårne venter der også en fantastisk udsigt, hvor det især er Parlamentets spir, tårne og kuppel, der tiltrækker opmærksomheden.

Kurbade og cafékultur

Når du rejser til Ungarn, vil du blive mindet om at landet er berømt for sine mange kurbade, og Budapest alene er et slaraffenland med over 130 af slagsen. Vandet kommer direkte fra underjordiske varme kilder, som indeholder mange naturlige mineraler, der siges at have en helsebringende virkning på krop og sjæl. Man kan evt. besøge Széchenyi-badet, der er et af Europas største og stammer helt tilbage fra 1879. De nuværende bygninger blev bygget i 1913 og poolen i 1927. I mødet med den ungarske hovedstads rige kultur er oplevelsen af at flyde rundt i naturligt opvarmet og velværende kildevand virkelig prikken over i’et. Sørg også for at stifte bekendtskab med den hyggelige cafékultur, da der venter stor konditorkunst og en god kop kaffe i de gamle kaffehuse – ej at forglemme den store markedshal i tre etager, der falbyder lokale specialiteter og delikatesser, såsom paprika og pølse.

Find et fantastisk eventyr uden for hovedstaden

Det er også værd at opleve landet uden for hovedstaden på din ferie i Ungarn! På den mægtige ungarske slette, Pusztaen, finder man byen Kecskemét, der længe har været den sydlige slettes hovedby. Byen blev velstående i slutningen af 1800-tallet takket være de frugtbare marker i området og har derfor mange yndefulde pladser og prægtige bygninger. Besøg også den verdenskendte vinregion Tokaj, der ligger ved foden af Zemplen-bjergene mellem floderne Tisza og Bodrog og Pusztaen. Området tiltrækker i stigende grad besøgende, og det er især de smukke bygninger, den delikate gastronomi og vinkældrene, der er trækplastre. Den karakteristiske vin fra Tokaj er både legendarisk og verdensberømt på samme tid, og det er oplagt at smage den på et vingårdsbesøg, hvor man samtidig kan høre mere om produktionen. Vinen er ungarernes stolthed, som der synges om i Ungarns nationalsang – ”i vinmarkerne i Tokaj du dryppende søde nektar […]”.

Find din næste rejse til Ungarn nedenfor.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Ungarn

    Pas & visum

    Pas skal medbringes som ID i forbindelse med flyrejsen. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængelig på mobiltelefonen.

    Toldregler

    For aktuelle regler om hvad man må medbringe, se Skats hjemmeside www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”.

    Rejseforsikring

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade.

    For at få mest mulig tryghed på rejsen anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Den kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagage.

    Valuta & kreditkort

    Den ungarske valuta hedder Forint (HUF). Det er lige så nemt at hæve kontanter i hæveautomater som herhjemme, og de fleste butikker, restauranter og caféer i de større byer tager mod internationale betalingskort. Selv om kriminalitet med kreditkort er begrænset, er det vigtigt at holde øje med sit kort. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du dækket ind, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du skal lukke kortet.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Ungarn ligger i samme tidszone som Danmark.

    Transport

    Busserne vil være af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk at der på busrejser er begrænset plads til håndbagage, og den skal kunne stå under sædet

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge i Ungarn, og det gælder især til dem, der er ansat i servicebranchen, da det ofte er en del af lønnen. Man giver ofte 10 – 20 %, hvis man er tilfreds. Nogle steder er drikkepenge – det såkaldte servicegebyr – inkluderet, og det forventes ikke, at du giver drikkepenge. Det er også almindeligt at give drikkepenge til lokale guider og buschauffører i forbindelse med rejsen, og da det er op til den enkelte, hvor meget man har lyst til at give, er drikkepenge ikke inkluderet i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    Hotellerne er kategoriseret med stjerner efter lokal standard. Der vil ikke være dyner som i Danmark, da man bruger lagner og tæpper som sengetøj. Ekstra tæpper finder man i et skab på værelset eller fås i receptionen. Hvis man vil have rene håndklæder hver dag, skal de brugte efterlades på gulvet, men man kan også vælge at tænke på miljøet og bruge håndklæderne mere end en dag. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er en god ide at opbevare værdigenstande i sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, og beløbet refunderes ved returnering. Lommetyve er primært et storbyfænomen – også i Ungarn. Gå derfor ikke med pungen i baglomme, i åben taske eller rygsæk.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Ungarn bruger 220v – 50hz. Medbring en adapter, da stiktyperne kan variere.

    Mobiltelefon & internet

    Fra den 15. juni 2017 er der nye EU-regler vedr. roaming i Europa, og det er en god ide at kontakte din mobiludbyder for at få flere detaljer. Der er internetcaféer i alle større byer, og forbindelsen er generelt god.

    Mad & drikke

    Ungarns nationalfarver rød, hvid og grøn, og farverne går ofte igen i maden. Den røde paprika – både den hele og den malede – bruges i kødretter og supper for såvel smagens og farvens skyld. Hvidløg giver karakter til ungarske pølser og er med i de fleste grøntsagsretter, kødretter og saucer, og ingen ungarsk mad er komplet uden lidt creme fraiche (tejföl). Grønne ærter pifter selv den enkleste hverdagssuppe eller sammenkogte ret op. Man anvender også gerne estragon, rosmarin, oregano, timian og persille. Man kan drikke vandet fra hanen i de store byer, men kommer man ud på landet, bør man købe vand på flaske eller koge vandet.

    Rygning

    Det er ikke tilladt at ryge på offentlige steder og arbejdspladser.

    Åbningstider

    Butikker: Mandag – fredag 10-18. Lørdag 9-13. Søndag lukket.
    Større varehuse: Mandag – lørdag 10-21. Søndag 10-19.
    Banker: Mandag – fredag 8-16. Lørdag/ søndag lukket.
    Posthuse: Mandag – fredag 8-18. Lørdag/søndag lukket.

  • Gode råd

    Møde med en anden kultur

    Ved besøg i kirker forventes det at skuldre og knæ er dækkede, da man ellers risikerer man at blive afvist ved indgangen. Fotografering er ikke altid tilladt i kirker og andre religiøse bygninger. Vi anbefaler, at man spørger rejselederen eller lokale på stedet.

  • Fakta

    • Statsform: Ungarn er en republik.
    • Hovedstad: Budapest med 1.774.000 indbyggere.
    • Befolkning: 9.850.845 indbyggere.
    • Religion: Katolikker (67 %) og protestanter (25 %).
    • Sprog: Ungarsk.
    • Areal: 93.033 km² (Danmark 43.094 km²).
    • Højeste punkt: Kékes på 1.014 m.
    • Klima: Ungarn har kontinentalt klima med kolde, fugtige vintre og varme somre. Den gennemsnitlige temperatur er 9 grader, men temperaturen svinger mellem ca. 38 °C om sommeren og −29 °C om vinteren. Den gennemsnitlige årsnedbør er ca. 600 mm, og det meste falder om sommeren.