Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00

Velkommen til Usbekistan

Når man rejser til Usbekistan, oplever man virkelig landets variation. Det ene øjeblik er man omgivet af kolossale bjerge, det andet af golde ørkenlandskaber og ind i mellem frodige oaser. Usbekistan byder på orientalsk skønhed og mystik med høje minareter, blå kupler og snørklede basarer. Det er også en rejse ad antikkens silkevej til nogle af Centralasiens ubestridte perler – Bukhara, Tashkent, Khiva og Samarkand, der fremstår med enestående arkitektur fra dengang, hvor handel mellem Europa og Østen bragte enorme rigdomme til området. Silkevejen var engang Kinas vigtigste trafikåre til Europa, og karavanerne drog gennem Usbekistan med silke, porcelæn, guld og krydderier.

Den orientalske oaseby Samarkand
Et af knudepunkterne på Silkevejen var oasebyen Samarkand, der ligger i den frodige Zarafshan-dal. De mange orientalske vidundere er bygget af kunstnere og håndværkere fra de erobrede lande i Timurs imperium, og byen bærer fortsat præg af sin tidligere rigdom i form af storslået arkitektur. I Samarkand ligger bl.a. Timurs overdådige mausoleum og tre af verdens bedst bevarede koranskoler, madrassa’er, hvor Timurs barnebarn, astronomen og matematikeren Ulugbek forelæste.

Bukhara – skønheden i ånden
Hvis man siger, at Samarkand er skønhed på jord – så er Bukhara skønhed i ånden. Det gamle kulturcentrum er Centralasiens helligste by, og det er et af de bedste steder at få et glimt af tiden, før området blev del af det russiske Turkistan. Bukhara er et gammelt lærdomscenter fra tiden, hvor håndværk, kunst og videnskab udviklede sig. Usbekistan virker måske traditionelt og gammeldags, men lærdom har altid været højt skattet. I dag lærer alle børn engelsk fra de er 7 år, og der er endda en børnekanal på engelsk. Man kan også få tilskud til at rejse til udlandet for at uddanne sig.

Den velbevarede karavaneby Khiva
Den uovertrufne karavaneby Khiva er et møde med fortiden. Byen er en af de mest velbevarede karavanebyer i hele Usbekistan, og at træde ind gennem Khivas byporte er som at træde tilbage i tiden til forsvundne kongeriger, dengang bevogtede karavaner tog den farefulde rejse gennem Centralasien. Khiva var en af de vigtigste handelsbyer på Silkevejen pga. sin strategiske placering som det naturlige bindeled mellem øst og vest på kanten af ørkenen. Khiva er et museum under åben himmel med de smukkeste bygninger og monumenter bl.a. den kakkelbeklædte minaret Kalta Minor og det gamle citadel Kunya Ark.

Tashkent – den moderne hovedstad
En anden af de gamle karavanebyer man bør opleve på sin rejse til Usbekistan, er hovedstaden Tashkent, der er 2.000 år gammel og beliggende ved Chirchik-floden. Her ses fine eksempler på den typiske silkevejs-byggestil med mønstrede læreanstalter, moskeer og mausoleer i brændt, glaseret ler. Den gamle bydel har beholdt sin charme, men der er ikke meget tilbage af den efter jordskælvet i 1966 og sovjettidens modernisering, hvor man opførte boligblokke, bombastiske monumenter og Uafhængighedspladsen Mustakillik. Gaderne i Tashkent er rene og pæne, og byen har flere velholdte parker og store grønne områder. Og dette gælder også alle andre steder i Usbekistan. Det er en fast morgenrutine, at kvinderne fejer foran huset, og manden spuler området med vand. Også i vejkanten arbejder der mange kvinder med at rydde op og fjerne ukrudt og ved at udføre dette arbejde, er de garanteret pension fra staten.

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Usbekistan

    Pas & visum

    Danske statsborgere har visumpligt i Usbekistan. Pas skal være gyldigt mindst 3 måneder ud over rejsens varighed og passet skal have mindst 2 blanke sider.

    Risskov Rejser sørger for at visum kan udstedes ved ankomsten til Tasjkent. Du skal fremsende en kopi af billedsiden i dit pas.

    Visum udstedes derefter ved ankomsten og koster 50 USD. Vær opmærksom på at denne pris kan variere fra dag til dag, men ofte er det 50 USD.

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad der må medbringes til/fra Usbekistan
    – se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”).

    Bemærk, at ved flyskifte kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar, i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.  Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin & vaccinationer

    Vi gør opmærksom på, at vaccinationer/malariatabletter altid skal drøftes med egen læge eller Statens Seruminstitut (tlf. 32 68 32 68) i god tid inden afrejsen. Normalt anbefales vaccination mod stivkrampe og smitsom leverbetændelse (hepatitis A).

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme. Informationen behandles naturligvis fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du fragter den i håndbagagen og medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket.

    Valuta & kreditkort

    Den usbekiske valuta hedder ”Som” (UZS). Der er stor inflation, derfor anbefaler vi, at man medbringer Euro, US dollars og kreditkort. Sørg altid for at have rigeligt med småpenge til brug ved mindre køb. Der er flere hæveautomater i byerne, men kun få butikker tager imod kreditkort. Selv om kriminalitet med kreditkort er begrænset, er det vigtigt at holde øje med sit kort. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Usbekistan er 4 timer foran i forhold til Danmark.

    Transport i Usbekistan

    Busserne i Usbekistan har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden. Det samme gælder på togrejser.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen, da det for dem er det en del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter lægger man typisk 10 – 15 % oveni regningen. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oveni prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager). På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    Vi har valgt hoteller med god beliggenhed, og som har 3 eller 4 stjerner, kategoriseret efter lokal standard. Der vil ikke være dyner som i Danmark, da man bruger lagner og tæpper som sengetøj. Tæpperne finder man i et skab på værelset eller fås i receptionen. Hvis man vil have rene håndklæder hver dag, skal de brugte efterlades på gulvet, men man kan vælge at tænke på miljøet og bruge håndklæderne mere end en dag. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Usbekistan er generelt et sikkert land at rejse i, men man skal selvfølgelig passe på sine ejendele. Benyt safetybox på værelset, eller få opbevaret værdigenstande i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, beløbet refunderes når man afleverer den igen. Lommetyve er primært et storbyfænomen – også i Usbekistan. Hold værdigenstande tæt til kroppen og gå ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk.

    Elektricitet

    Usbekistan bruger 220v – 50 hz. – medbring en adapter, da stiktyperne kan variere.

    Mobiltelefon & internet

    Ved opkald til Danmark eller dansk mobiltelefon tastes 0045 før telefonnummeret, men det kan godt være dyrt. Der findes internetcaféer mange steder i Usbekistan, dog er forbindelsen ikke altid så god som herhjemme.

    Mad & drikke

    Usbekisk madkultur minder lidt om den tyrkiske. Man udnytter de lokale landbrugsvarer, som består meget af kornprodukter og kød, især lammekød. Et typisk usbekisk måltid kan f.eks være en sammenkogt ret med lammekød, grøntsager, frugt, brød og ris eller nudler til. Grøn the er en national drik, og serveres næsten altid som tilbehør til et måltid, eller bare for sig selv, når de lokale vil give udtryk for deres gæstfrihed. Det frarådes at drikke vand fra hanen og isterninger skal man også undgå. Vand på flaske kan købes mange steder. Tjek at flasken er uåbnet/forseglet inden brug. Brug ligeledes vand på flaske til tandbørstning.

    Rygning

    Rygning er forbudt på offentlige steder og arbejdspladser.

  • Gode råd

    Generelt

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen. Bemærk, at der om aftenen kan være markant køligere, medbring derfor en jakke.

    Møde med en anden kultur

    En hovedregel er altid ”gør som de lokale gør”. Ved besøg i kirker og andre hellige bygninger forventes det, at skuldre og knæ er dækkede, da man ellers risikerer at blive afvist ved indgangen. Fotografering er ikke altid tilladt i moskéer, kirker og andre religiøse bygninger. Vi anbefaler, at man spørger rejselederen eller de lokale. Spørg også inden du tager billeder af lokale.

  • Fakta

    Statsform: Usbekistan er en republik.

    Sprog: Usbekisk, russisk, tadsjikisk og kasakhisk.

    Hovedstad: Tasjkent (2,5 mio. indbyggere)

    Befolkning: 30 mio indbyggere.

    Religion: Sunnimuslimer (88%) og russisk-ortodokse (9%).

    Areal: 447.400 km2 (Danmark 43.094 km2).

    Højeste punkt: Adelunga Toghi på 4.301 m.

    Klima: Subtropisk fastlandsklima med lange varme somre og korte kolde vintre. Foråret og efteråret er de mest optimale rejseperioder, da der ikke er for varmt og heller ikke for koldt.