Tidsforskel
England er 1 time bagud i forhold til Danmark.
Transport
Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejser. Håndbagagen skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj og andre bløde beklædningsdele.
Drikkepenge
Det er almindeligt at give drikkepenge til personer, der arbejder i servicebranchen. På restaurant og café er drikkepenge ofte inkluderet. Såfremt det ikke er inkluderet, er det kutyme at give 10 % af regningens beløb i drikkepenge. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge. På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører og restaurantpersonale ved de måltider, der er inklusiv i rejsens pris. Sammen med rejsedokumenterne sender vi information om, hvad vi vurderer som et passende beløb på den pågældende rejse, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris, og det skal understreges, at drikkepenge er frivillige.
Hoteller
Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.
Sikkerhed
Det er en god idé at opbevare værdigenstande i en sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager betaling for brug af sikkerhedsboks. Lommetyve er primært et storbyfænomen – også i England. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk.
Elektricitet
England benytter 240 volt, og trebens-stik er standard. Derfor anbefales det at medbringe adapter.
Mobiltelefon og Wi-Fi
Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark, bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger. Rejser du uden for EU, er internettelefoni den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.
Mad og drikke
De engelske pubber er en institution i sig selv; det er her mange mennesker mødes efter arbejde. På langt de fleste pubber serveres en lang række engelske og udenlandske øl, og derudover serveres varme retter på pubberne – såkaldt ”pub food”.
Det engelske køkken har i mange år haft et kedeligt ry, men dette har heldigvis ændret sig. Af klassiske engelske retter kan nævnes Yorkshire pudding, pølseretten Toad in the hole og lammeretten Lancashire hotpot. I alle engelske byer findes ligeledes gode fish’n’chips-restauranter. Five o’clock tea er en hel engelsk institution. Her serveres der scones med marmelade og curd og god engelsk te. Englands koloni-fortid betyder, at der i langt de fleste byer findes gode indiske og kinesiske restauranter.
Man kan drikke vandet fra vandhanen i hele Storbritannien.
Rygning
Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.