Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Grand Teton Mountains - Rundrejser til USA - Risskov Rejser

Oplev 16 stater på 22 dage

Oplev 16 stater på 22 dage

USA fra kyst til kyst

22 dage fra 33.995 kr.

16 stater. 7 nationalparker. 8 meget forskellige storbyer. Det er den korte version af denne USA-rundrejse, hvor du oplever mange forskellige sider af USA. Først og fremmest kan du glæde dig til en perlerække af storbyer, der fortæller hver sin historie. Det gælder ikke mindst mormonbyen Salt Lake City, hovedstaden Washington D.C. og Philadelphia, hvor den amerikanske Uafhængighedserklæring blev underskrevet. Du møder et andet USA i præriestaten South Dakota med de store vidder og små søvnige byer og får en ægte wildwest-oplevelse, når du kommer til Cody i Wyoming. Nationalparkerne bidrager i høj grad også til de uforglemmelige oplevelser. Der er ikke noget som farvespillet ved Grand Canyon, gejseren Old Faithful, der leverer et ”show” en gang i timen, og Yosemite Falls med et samlet fald på omkring 730 m. Du når til Stillehavskysten, og San Francisco med den vidunderlige beliggenhed, og Golden Gate afslutter den storslåede rundrejse.

Glæd dig fordi

  • du oplever usædvanligt mange forskellige sider af USA
  • der er inkluderet sejlture i New York og ved Niagara Falls
  • rejsen er et spændende møde med Obamas hjemby, Chicago
  • du kommer til at stå ansigt til ansigt med Mount Rushmore
  • du kommer på sporet af indianernes kultur
  • du ser Grand Teton National Park, der overgår mange andre med sin skønhed
  • der er god tid til at opleve spillebyen Las Vegas
  • du får et kig ind i en anden verden i Beverly Hills
Antal dage
22 dages rundrejse
Pris
Fra 33.995 kr.
Afrejse fra
Billund, København

Danmarks bedste cross country-rundrejse til USA fordi

Alle udflugter er naturligvis inkluderet – glæd dig til et omfangsrigt program, bl.a. besøg i Yellowstone og Yosemite!

Du får en sjældent udbudt rejse, der fører dig gennem hele 16 stater på tværs af USA

Du oplever USA´s storbyer fra øst til vest – og naturligvis inkluderer rejsen også San Francisco!

Danmarks bedste cross country-rundrejse til USA fordi

Dagsprogram

  • Dag 1 Ankomst til New York

    Velkommen til USA’s største by, hvor indbyggertallet har passeret 8,5 mio. indbyggere. Hotellet, hvor vi skal bo ligger supercentralt i nærheden af bl.a. World Trade Center og Broadway. Allerede her den første aften begynder vi New York-eventyret og går en dejlig aftentur.

  • Dag 2 Sightseeing i New York

    En dag med spændende oplevelser i ”The Big Apple”. Der er planlagt en byrundtur i bus, og vi skal bl.a. se Central Park, der er Manhattans grønne åndehul, og den mondæne shoppinggade 5th Avenue, der strækker sig langs parkens østside. Vi ser også St. Patricks Cathedral, og den imponerende gotiske domkirke er helt sin egen her i storbymiljøet, og der som genbo har Rockefeller Centre. Komplekset var USA’s første, der både husede kontorer, butikker og underholdningstilbud og repræsenterer med sin art déco stil det bedste af 1930’ernes arkitektur.

    Flere meget forskellige bydele udgør New York, og vi får et indtryk af bl.a. Chinatown, Greenwich Village og Soho. Empire State Building er en af New Yorks ikoniske skyskrabere, og vi tager elevatoren op til etage 102, hvorfra der er den flotteste udsigt. En anden af dagens store oplevelser er sejlturen rundt om Manhattan. Der sejles under New Yorks kendte broer, forbi Frihedsgudinden, der troner ved indsejlingen til New York, og du bliver præsenteret for Manhattans skyline i hele sin udstrækning.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 3 På sporet af historien i Philadelphia og Washington D.C.

    Hvis der er en by, der har skrevet sig ind i amerikansk historie, så er det Philadelphia. Byen spillede en vigtig rolle i forbindelse med de 13 koloniers løsrivelse fra den engelske kolonimagt, og byen kan betegnes som nationens vugge. Her blev Uafhængighedserklæringen forfattet og underskrevet, og her blev det første amerikanske flag med de 13 stjerner og de karakteristiske røde/hvide striber syet. Vi tager på opdagelse i det centrale Philadelphia og oplever bl.a. Independence Hall, hvor Thomas Jefferson den 4. juli 1776 læste Uafhængighedserklæringen op.

    Hen på eftermiddagen når vi til den amerikanske hovedstad Washington D.C. Forkortelsen D.C. står for District of Columbia og er det område, som hovedstaden ligger indenfor. Efter indkvartering og tidlig aftensmad (på egen hånd) mødes vi til en storslået oplevelse. Washington D.C. er New Yorks diametrale modsætning, f.eks. må ingen bygning i centrum være højere end Capitol Hill. Her i centrum er det derimod de historiske monumenter, der dominerer, og de hylder enten tidligere præsidenter eller faldne soldater. Monumenterne ligger på en akse fra Capitol Hill til Lincoln Memorial, og at se de imponerende monumenter ligge badet i lys er en flot afslutning på dagen.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 4 Washington D.C. – oplevelser i magtens centrum

    Vi begynder dagens oplevelser ved The National Mall og ser bl.a. Lincoln Memorial, Vietnam Veterans
    Memorial og Jefferson Memorial. I modsatte ende af The National Mall troner US Capitol, der er USA’s parlamentsbygning, og vi går en tur forbi Det Hvide Hus på Pennsylvania Avenue og få et kig gennem jerngitteret. Vi tager også en tur til Arlington National Cemetery, hvor præsident Kennedy og hans to brødre ligger begravet.

    Eftermiddagen er afsat til oplevelser på egen hånd, og det er oplagt at blive i området. Smithsonian Institution står bag 18 prestigefyldte museer i Washington D.C., og en lang række af dem ligger i området mellem Lincoln Memorial og Capitol Hill – og der er i øvrigt gratis adgang til de fleste af dem.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 5 Til spektakulære Niagara Falls

    Vi tager afsked med Washington D.C. og nyder landskaberne på turen nordpå gennem bjergkæden Appalacherne, der strækker sig 2.500 km fra Newfoundland i nord til Alabama i syd, og som menes at være dannet for omkring 680 mio. år siden. Dagens mål er Niagara Falls, der faktisk består af tre vandfald: Horseshoe Falls på den canadiske side og de mindre American Falls og Bridal Veil på den amerikanske side.

    Der er ingen tvivl om, at Niagara Falls er flottest fra den canadiske side, hvor der er frit udsyn til det hesteskoformede vandfald med en bredde på 750 m og et fald på 56 m. Naturligvis skal du have den bedst mulige oplevelse, så derfor ligger vores hotel på den canadiske side. Vi ankommer til Niagara Falls først på aftenen, og efter at være indkvarteret og spist aftensmad foreslår vi en tur til toppen af Skylon Tower, hvorfra der er en spektakulær udsigt over vandfaldene, der oplyses smukt, når mørket har sænket sig.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 6 Fra Niagara Falls til Toledo i Ohio

    Vi står tidligt op for at opleve Niagara Falls fra både den amerikanske og den canadiske side, men den allerbedste måde at opleve vandfaldene på, er på en sejltur med ”Hornblower”. Her får du for alvor en fornemmelse af de enorme kræfter, der ligger i vandmasserne, når der sejles helt tæt på vandfaldene.

    Herefter går ruten via Cleveland til Toledo og følger af og til Lake Eire, så der bliver undervejs rig lejlighed til nyde de skiftende landskaber.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 7 Til Chicago – Barack Obamas hjemby

    Fantasifulde skyskrabere, en betagende skyline, avantgarde arkitektur og rytmerne af jazz og blues – det er den korte beskrivelse af USA’s tredjestørste storby ved Lake Michigan. Denne dag får du mulighed for at opleve Chicago med de imponerende skyskrabere, og netop skyskrabere har siden 1885 været Chicagos varemærke. Den første skyskraber var på 12 etager, og siden har byen været førende inden for arkitektur. Willis Tower (tidligere Sears Tower) dominerer byens skyline med sine 110 etager, der strækker sig 443 m op mod skyerne. Skyskraberen stod færdig i 1973 og var en lang overgang verdens højeste bygning.

    I Chicago skal vi bl.a. opleve Navy Pier, der er en lang mole, som strækker sig ud i Lake Michigan, samt Magnificent Mile, som er Chicagos svar på Fifth Avenue. Vi stopper ved Grant Park og ser det kæmpestore springvand Buckingham Fountain, som hver 20. minut leverer et flot ”show” med kaskader af vand 46 meter op i luften. Byrundturen slutter i downtown Chicago, hvor der bliver mulighed for at opleve byen på egen hånd.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 8 Chicago – Sioux City

    Denne dag tager vi et langt stræk gennem Midtvestens mest produktive landsbrugsstat, Iowa, og oplever et stykke USA, der sjældent finder vej til de landsdækkende amerikanske medier. Det var i denne del af USA, at mange skandinaver bosatte sig i perioden fra 1865-1914. Du vil opleve et landskab med endeløse majsmarker, der gennemskæres af snorlige veje, og kæmpemæssige siloer, der står som pejlemærker i det flade landskab. Dem, der har set filmen ”Broerne i Madison County” med Meryl Streep og Clint Eastwood, er ikke i tvivl om, hvilket landskab, der er i vente.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 9 Prærielandskaber fra Sioux Falls til Rapid City

    Fra Sioux Falls går ruten igennem den sydlige del af staten South Dakota, og en overgang er det sparsomt med byer på strækningen. Vi når til Badlands National Park med det forblæste prærielandskab og de farverige, eroderede klippeformationer. Her vil du opleve, at selv et barskt og uvenligt landskab kan byde på skønhed, og måske er du heldig at se bisoner, prærieantiloper og prærieulve. Også fortidens dyreliv var rigt her, hvilket de porøse stenformationer vidner om med deres store indhold af fossiler. Her levede bl.a. store skildpadder, sabelkatte og forhistoriske heste.

    Derefter går turen til Mount Rushmore med de fire amerikanske præsidentansigter, der er hugget ud i bjergsiden, og som er et symbol på det amerikanske demokrati. Hvert af de fire ansigter er omkring 18 m høje. På afstand virker de udtryksfulde, og man er ikke i tvivl om, at det drejer sig om George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln. Og hvad de færreste sikkert ved, er, at det var den danske billedhugger Gutzon Borglum, der skabte monumentet.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 10 Rapid City – Cody

    Dagens første naturoplevelser får vi på turen igennem The Black Hills. Det var Lakota-indianerne, der navngav bjergene, fordi de så sorte ud på afstand. Vi krydser grænsen til staten Wyoming og i løbet af dagen lægger vi den flade prærie bag os og kommer gennem Big Horn Mountains, der er en forløber til Rocky Mountains. Dagen slutter i Cody, der er kendt som Buffalo Bills hjemby – bisonjægeren William F. Cody, der rejste verden rundt med sit Wild West-show. Vi går en tur i byen, der er grundlagt i 1885, og ser bl.a. det historiske Irma Hotel, som Buffalo Bill navngav efter sin datter. Glæd dig til en aften med Wild West-stemning fra før, verden gik af lave!

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 11 Naturoplevelser i Yellowstone National Park

    Rejsens flotteste naturoplevelser får du denne dag! Nationalparken Yellowstone blev oprettet i 1872 og var den første nationalpark i verden. En af årsagerne var, at her findes et af verdens mest aktive gejserområde med flere hundrede aktive gejsere, tusindvis af varme kilder og farverige landskaber. Listen over seværdigheder er naturligvis lang, når det drejer sig om en nationalpark på næsten 9.000 km² – et område, der er større end Sjælland.

    Blandt oplevelserne er den berømte gejser Old Faithful, der i gennemsnit springer hvert 91. minut, og Mammoth Hot Springs – et usædvanligt naturfænomen, som kun findes få steder i verden. Yellowstone har også sin egen Grand Canyon. Det er den 470 m dybe kløft, som Yellowstone River i tidens løb har skåret i den porøse klippeundergrund. Derved blev de gule klipper, der er årsag til navnet Yellowstone, blotlagt, og vi bliver præsenteret for en af de bedste udsigter over Grand Canyon of the Yellowstone, som er den fra udsigtspunktet Artist’s Point. Vi kører til byen Jackson for at overnatte.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 12 Nationalparken Grand Teton og mormonbyen Salt Lake City

    Grand Teton National Park har ikke Yellowstones størrelse, men bjergtinderne, der troner over de flade søer og enge, er et imponerende syn, Den højeste bjergtinde, Grand Teton, på 4.197 m hører ikke til de højeste i USA, men ingen ligger i så smukke omgivelser, og ikke sjældent ses elge og hjorte ved vandhuller og søer. Vi fortsætter til Jackson Lake – en smuk bjergsø, der imponerer med sin størrelse, og det skyldes bl.a. bygningen af Jackson Lake Dam.

    Ruten til Salt Lake City i Utah går igennem det sydlige Idaho og byder på flotte naturscenerier. Omkring 60 % af de 2,5 mio. indbyggere i Utah er mormoner, og Salt Lake City er mormonernes hellige centrum. Det hele startede i 1830, hvor Joseph Smith Jr. i Missouri grundlagde det, der skulle blive til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og som Brigham Young fortsatte med grundlæggelsen af Salt Lake City i 1847. Vi tager på en interessant byrundtur i hjertet af byen ved pladsen Temple Square, ser det seks-tårnede Salt Lake Temple og The Tabernacle med et af verdens største orgler og et verdensberømt kor med hele 360 korsangere.

    Nyd aftenen i Salt Lake City.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 13 Til Bryce Canyon Nationalpark

    Turen går til det sydlige Utah, hvor vi besøger Bryce Canyon National Park, hvor klippesøjler i de mest særprægede formationer – de såkaldte ”hoodos – strækker sig mod himlen Det specielle landskab er opstået ved erosion, og det overraskende farvespil spænder fra rødt og orange til hvidt. Vi nyder de flotte udsigtspunkter, og hvis der er stemning for det, følger vi en af vandrestierne til fortryllende landskaber, man ikke skulle tro eksisterede. Der overnattes på Ruby’s Inn, der ligger lige udenfor nationalparken, og du vil opleve at være omgivet af det spektakulære landskab.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 14 Fra én storslået nationalpark til den næste

    Grand Canyon er uden tvivl det, som mange glæder sig til, og på vejen dertil stopper vi ved Lake Powell, der opstod, da man byggede dæmningen Glen Canyon. Grand Canyon er imponerende! Kløften er 30 km bred og 440 km lang og går gennem staterne Utah, Arizona og Nevada. 1,6 km nede løber Colorado River, der har skabt det spektakulære landskab. Det er ikke kun størrelsen, der imponerer, men også farvespillet, som kulminerer, når solen står op og går ned.

    En af de første oplevelser får du, når der stoppes ved udsigtspunktet Desert View. Herfra er der en storslået udsigt over Grand Canyon, hvor den slår et knæk, og man ser tydeligt Colorado-floden langt nede og langt ude i horisonten, hvor den løber ind i Painted Desert. Tårnet her ved Desert View er bygget i 1932 og er i øvrigt en rekonstruktion af de tårne, som pueblo-indianerne byggede i området. Fra toppen af tårnet får du en af nationalparkens bedste udsigter, og i souvenirshoppen i underetagen er det let at blive fristet af krukker, smykker og vævede ting, som navajo-indianerne har kreeret.

    Senere tager vi med nationalparkens busser, der kører langs den vestlige del af South Rim. Først på aftenen tager vi afsked med Grand Canyon og kører til Williams syd for nationalparken og overnatter.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 15 Fra Williams til Las Vegas – byen, aldrig sover

    Denne dag får du en smagsprøve på legendariske Route 66 med byerne Seligman og Kingman, der emmer af nostalgi. Man kan næsten få det indtryk, at livet har stået stille, siden Route 66 mistede sin betydning, og mange af de gamle skilte ses endnu i gadebilledet.

    Las Vegas er USA’s hurtigst voksende storby, og det er ikke småpenge, der bliver brugt på at fastholde Las Vegas som verdens forlystelses- og spillehovedstad. Der er arrangeret en aftentur, hvor du bl.a. kommer til hovedgaden The Strip og ser nogle af de berømte kasinoer og hoteller.

    Det er først i nyere tid, at The Strip er kommet til at spille en så fremtrædende rolle, som den gør i dag. I 1940’erne og 50’erne var det kasinoerne langs Fremont Street, der var omdrejningspunktet i Las Vegas, og her ser du en række af de klassiske kasinoer som Golden Nugget og Binion’s Horseshoe. Gadekrydset midt på Fremont Street er i dag en slags overbygget gågade, og i loftet kan du på en kæmpemæssig storskærm se det mest fantastiske lys- og lydshow, og effekten forstærkes af, at de omkringliggende kasinoer bliver “mørklagt”, inden showet begynder.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 16 Las Vegas your way

    Dagen er afsat til oplevelser på egen hånd i Las Vegas, og en tur ned ad hovedgaden The Strip kan bestemt anbefales. The Strip holder sig ikke tilbage, når det gælder spektakulære oplevelser. Ved Bellagio kan du opleve verdens største springvandsshow, ved Mirage er en vulkan i udbrud, og ved Treasure Island kæmper piraterne. Kreativitet er bestemt ikke en mangelvare i Las Vegas! Kasinoerne er åbne døgnet rundt, og det er helt legalt at kigge indenfor i de fantasifulde og overdådige kasinoer, også selv om du ikke er interesseret i at satse din formue.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 17 Gennem Mojave Desert til Los Angeles

    Vi skal ikke langt uden for Las Vegas, før vi er i en helt anden verden i Mojave Desert. Her har man valgt at kalde et område i Mojave National Preserve for ”Devils Playground” – en meget sigende beskrivelse af ørkenområdet. Trods det tørre og uvenlige landskab er der usædvanlig mange forskellige  plantearter, der finder sig godt tilpas i ørkenområdet. Undervejs ser vi bl.a. de karakteristiske Joshua-træer, som er en palmeart, der har tilpasset sig de barske forhold.

    Først på eftermiddagen når vi til drømmenes by, som Los Angeles også bliver kaldt. Byen er uløseligt forbundet med film og stjernestøv, og sightseeingturen går naturligvis til Hollywood Boulevard med de omkring 2.350 bronzestjerner i fortovet, som foreviger filmstjerner, instruktører og musikere. Vi tager også en tur gennem Beverly Hills, hvor der er statussymboler i garagen og mondæne swimmingpools i baghaven.

    Efter indkvarteringen på hotellet i bydelen Anaheim er der mulighed for at opleve mere af LA.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 18 Los Angeles på egen hånd og til Visalia

    Strandkulturen i Californien er noget helt specielt, og det kan du f.eks. opleve i Santa Monica, der er en af de mest mondæne badebyer på Stillehavskysten. Mange reklamer og film bliver optaget i området, og man kan være heldig at løbe ind i en kendt skuespiler eller instruktør, hvis du kigger forbi restauranten ”The Ivy by the Shore”– men der er også mange andre muligheder for at få en spændende formiddag. Fra Los Angeles går turen nordpå til byen Visalia, som er adgangsporten til nationalparken Yosemite.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 19 Oplevelser i Yosemite og til San Francisco

    Nationalparken Yosemite går for at være en af de smukkeste i hele USA, og vi skal tilbringe en stor del af dagen i den underskønne natur med flotte vandfald, monumentale klipper, spejlblanke søer og spektakulære udsigter.

    Fra storslået natur til San Francisco med den smukke beliggenhed ved Stillehavet. Her tager vi sidst på eftermiddagen på en kort sightseeingtur og stifter bekendtskab med storbyens forskellige kvarterer, f.eks. Chinatown, Haight-Ashbury og Little Italy.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

     

  • Dag 20 San Francisco

    Fra næsten overalt i byen er der udsigt til Golden Gate Bridge, der siden 1937 har været byens vartegn. Selv de største skibe kan passere under broen, der svæver 67 m over havoverfladen, og det er faktisk muligt at gå over broen. Vil du underholdes, er Fisherman’s Wharf stedet at tage til, og i Chinatown er oplevelsen så kinesisk, at du nemt glemmer, at du befinder dig midt i en amerikansk storby. Der bliver tid til at opleve San Francisco på egen hånd, så overvej en tur med de kabeltrukne sporvogne, der kæmper sig op ad byens stejle bakker eller en sejltur til øen Alcatraz, hvor man finder det tidligere fængsel, som var et af USA’s bedst bevogtede fængsler.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 21 Afrejse fra San Francisco

    Det amerikanske eventyr fra kyst til kyst nærmer sig sin afslutning, og vi kører til lufthavnen og flyver tilbage til Danmark.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 22 Ankomst til Danmark
Hent det samlede rejseprogram her

Anmeldelser fra tidligere rejsende

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • Flyrejse inkl. skatter og afgifter - se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Overnatning i dobbeltværelse på gode hoteller
  • 20 x morgenmad
  • Al transport og udflugter inkl. entréer jf. program
  • Alle de store nationalparker: Badlands, Yellowstone, Grand Teton, Bryce Canyon, Grand Canyon og Yosemite
  • Byrundtur i New York inkl. sejltur rundt om Manhattan
  • Byrundtur i Philadelphia
  • Byrundtur i Washington D.C. med bl.a. Lincoln Memorial
  • Sejltur ved de mægtige Niagara Falls
  • Oplevelser i Chicago med Navy Pier og Grant Park
  • Besøg ved Mt. Rushmore
  • Byrundtur i hjertet af Salt Lake City
  • Aftentur i Las Vegas og tid til egne oplevelser
  • Oplevelser i Los Angeles med Hollywood Boulevard og Beverly Hills
  • Sightseeing i San Francisco
  • Dansktalende rejseleder

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 9.495
  • ESTA USD 14
  • Administrationsgebyr kr. 125
Dato Varighed Rejseleder Afrejselufthavn Pris pr. person Bestilling
  • 23 september 2020 22 dage Elena Plougmann Billund
    København
    33.995 kr. Bestil Se flytider Skjul flytider
    • Afrejse fra Billund

      Flytider
      Billund - Mellemlanding 23/09-2020   kl. 00:00 23/09-2020   kl. 00:00
      Mellemlanding - New York - JFK 23/09-2020   kl. 00:00 23/09-2020   kl. 00:00
      San Francisco - Mellemlanding 13/10-2020   kl. 00:00 14/10-2020   kl. 00:00
      Mellemlanding - Billund 14/10-2020   kl. 00:00 14/10-2020   kl. 00:00
      Se flytider
    • Afrejse fra København

      Flytider
      København - Mellemlanding 23/09-2020   kl. 00:00 23/09-2020   kl. 00:00
      Mellemlanding - New York - JFK 23/09-2020   kl. 00:00 23/09-2020   kl. 00:00
      San Francisco - Mellemlanding 13/10-2020   kl. 00:00 14/10-2020   kl. 00:00
      Mellemlanding - København 14/10-2020   kl. 00:00 14/10-2020   kl. 00:00
      Se flytider

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale, og vi har med succes arrangeret rundrejser i 25 år, så vi ved, hvad de bedste rundrejser skal indeholde.
Det er din rejse – og vores passion at arrangere den, og derfor skal du vælge en Risskov-rundrejse:

  • Vi krydrer de største seværdigheder med overraskende, lokale oplevelser
  • Vi er kendt for indholdsrige rundrejser med meget inkluderet
  • Vores gode jyske købmandsskab sikrer dig høj kvalitet til en attraktiv pris
  • Vores erfarne og passionerede rejseledere brænder for at dele ud af deres store viden
  • Vi er fleksible og forlænger gerne rejsen på egen hånd
  • Vi leverer en tryg, veltilrettelagt og uforglemmelig rejseoplevelse
  • Vi har et stort udvalg af rundrejser til hele verden

Læs mere om rundrejser med dansk rejseleder her

Alt det praktiske

  • Praktisk information ved bestilling af rejse

    På hjemmesiden er den praktiske information begrænset til det, der er nødvendigt og relevant for at træffe beslutning om en rejse og om rejsemålet.

    Når din rejse er bestilt, vil du sammen med din ordrebekræftelse og efterfølgende rejsedokumenter modtage ekstra information, gode råd samt vejledning, der forholder sig specifikt til din rejse.

    Læs mere i vores generelle rundrejsebestemmelser her.

  • Inden du rejser til USA

    Pas og visum

    Dit pas skal være gyldigt i mindst seks måneder efter hjemrejse. Opbevar altid passet et sikkert sted på rejsen. Det anbefales desuden, at du altid har en kopi af dit pas med dig – enten i papirform eller på telefonen.

    Grundet skærpede indrejseregler skal dit pas være et biometrisk pas, der indeholder en chip. Siden august 2006 er passene, der udstedes i Danmark, automatisk biometriske pas. Er dit pas udstedt før august 2006, og ønsker du ikke at forny passet, skal du ansøge om visum til USA. Se en vejledning til ansøgning om visum til USA på den amerikanske ambassades hjemmeside her.

    Danske statsborgere skal ikke have visum til USA, når opholdet er på under 90 dage, og passet er udstedt efter august 2006.

    Rejsende til USA skal dog søge om indrejsetilladelse via indrejseprogram ESTA (Electronic System for Travel Authorization). Denne indrejsetilladelse skal udfyldes senest 72 timer før afrejse og koster et gebyr på 14 amerikanske dollars. Find indrejsetilladelsesformularen her. Der findes bureauer, som via deres hjemmeside tilbyder ESTA-registrering mod et ekstra gebyr. For at undgå dette, bør du udelukkende benytte ESTAs officielle hjemmeside.

    Bemærk, at en godkendt indrejseformular ikke garanterer indrejse i USA. Den tjener udelukkende som godkendelse for flyrejsen. Den endelige indrejsegodkendelse gives af immigrationsmyndighederne ved ankomsten i USA. En godkendt ESTA-formular er gyldig ved indrejse til USA i to år, men hvis du får nyt pas, eller der sker ændringer i dine indrapporterede oplysninger, skal du ansøge på ny.
    Grundet indskærpede indrejseregler skal man ansøge om visum, hvis man efter 1. marts 2011 har besøgt Iran, Irak, Sudan og Syrien. Har man dobbelt statsborgerskab i Danmark og et af de fire lande, skal man også ansøge om visum.

    Bemærk venligst, at der gælder særskilte regler for indrejse med børn under 18 år, hvis de rejser med kun én forælder eller tredjepart som bedsteforælder, lærer osv. I sådanne tilfælde skal der gives en skriftlig tilladelse af den forælder, der ikke rejser med, og i tilfælde af rejse med tredjepart skal begge forældre underskrive tilladelsen. Der findes ikke en bestemt formular, men sørg for, at erklæringen er på engelsk og udformet med denne ordlyd:

    “I acknowledge that my wife/husband/etc. is traveling out of the country with my son/daughter/group. He/She/They has/have my permission to do so.”

    Denne erklæring skal underskrives af en notar i byretten og derefter legaliseres af Udenrigsministeriet. Dette koster 300 kr. i byretten og 185 kr. i Udenrigsministeriet (forbehold for prisændringer).

    Ud over ESTA-tilladelsen og forældreerklæringen er det vigtigt at medbringe barnets gyldige pas efter ovenstående regler samt en dåbsattest eller navneattest på engelsk. Kontakt www.borgerservice.dk eller det nærmeste kirkekontor for at få en engelsk version af attesten.

    Bemærk også, at hvis begge forældre rejser med børn under 18 år, der ikke deler forældrenes efternavne, er det vigtigt, at man husker at medbringe barnets/børnenes dåbsattest/navneattest på engelsk.

    Vi tager forbehold for ændringer – sørg derfor altid for at undersøge de gældende regler på den amerikanske ambassades hjemmeside her.

    For yderligere information se www.um.dk’s hjemmeside her.

    Toldregler

    De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

    Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vaccinationer og medicin

    Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Krav til fysisk formåen

    Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

    Valuta og kreditkort

    Valutaen er amerikanske dollars (USD), og det anbefales altid at have kontanter på sig på rejser til USA, bl.a. til drikkepenge. Vær opmærksom på, at de amerikanske sedler alle er grønne, og at de ligner hinanden til forveksling. Det er en fordel at medbringe nogle 1- og 5-dollarsedler hjemmefra, så man har drikkepenge klar fra starten af. Det er muligt at benytte internationale kreditkort stort set overalt, og der er hæveautomater på næsten ethvert gadehjørne, i shoppingcentre og i mange supermarkeder. Ved betaling med kreditkort kan man kun hæve det beløb, som svarer til det, varen koster. Vær opmærksom på, at der kan være en begrænsning på, hvor meget der må hæves på kreditkortet – dette afhænger dog af den enkelte bank og det enkelte kreditkort. Få evt. yderligere information i din bank. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige telefonnumre, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort.

    I USA er priserne næsten altid angivet uden lokal moms/salgsskat (sales tax). Beløbet varierer fra stat til stat, men du skal regne med, at der lægges 5-15 % til det beløb, der står på prisskiltet eller menukortet.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    USA har mange tidszoner. Eksempelvis er østkyststaterne fem-seks timer bagud i forhold til dansk tid og vestkyststaterne otte-ni timer bagud i forhold til dansk tid.

    Transport

    Vi lægger vægt på, at busserne har en god standard, og de har naturligvis aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj og anden beklædning.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge i USA. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne amerikanske skik. På restauranter lægger man typisk 15-25 % oven i regningen (inden salgsskatten lægges til). Denne procent varierer fra stat til stat. På fastfoodrestauranter med selvbetjening forventes der ikke drikkepenge. Taxachauffører forventer drikkepenge, og 15-20 % oven i prisen er passende. Piccoloer (1 dollar pr. kuffert) og stuepiger på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 dollar pr. nat pr. rejsedeltager). På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører (3-4 dollars pr. dag pr. rejsedeltager), lokalguider(4-6 dollars pr. dag pr. rejsedeltager) og hotelpersonale. Rejselederen vil informere om et passende beløb, som indsamles i begyndelsen af rejsen, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Hoteller

    Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er generelt meget sikkert at være turist i USA, men almindelig påpasselighed anbefales naturligvis. Pas på ejendele i lufthavne og i større menneskemængder, og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon m.v. Vær opmærksom på, at amerikanske stik er anderledes end europæiske. Da stikkene er ”flade”, er det nødvendigt med en adapter. Det er bedst at købe adapteren inden afrejsen, og den kan købes i el-forretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen. I USA er spændingen på 110/120 volt, men i langt de fleste tilfælde kan man godt bruge elektriske apparater fra Europa, f.eks. opladere. Vær dog forberedt på, at opladning tager længere tid.

    Mobiltelefon og Wi-Fi

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

    Mad og drikke

    Morgenmaden på de fleste hoteller er det, man kalder ”continental breakfast”, som typisk består af kaffe/te, juice og brød med smør og marmelade.

    Den amerikanske madkultur afspejler alle de etniske grupper, der udgør USA, og f.eks. er pizza, lasagne, chili con carne, tortillas og chop suey efterhånden blevet amerikanske ”nationalretter”. Når det gælder drikkevarer, så er det primært Coca-Cola og Pepsi, man forbinder med USA. Men der produceres også glimrende vine i USA, og klimaet i Californien gør det muligt at dyrke mange forskellige druesorter. Man spiser godt – og meget – i USA. Portionerne er store, og mange amerikanere deler ofte en hovedret og får den serveret på to tallerkener (ofte for 5-8 dollars ekstra). Der findes utallige spisesteder, fastfoodrestauranter og caféer, og det vil oftest være muligt at spise en udmærket frokost for 60-80 kroner, og et aftensmåltid med et glas vin kan mange steder fås for ca. 175-200 kroner.

    Husk, at der oven i de nævnte priser på menukortet lægges lokal skat og drikkepenge. Skatten vil altid fremgå af regningen, og drikkepenge skal du selv lægge oven i beløbet. Det sker ofte, at restauranten selv tilføjer drikkepengene til regningen. I så fald vil dette fremgå tydeligt.

    Overalt i USA kan man drikke vand fra hanen, dog kan vandet i storbyerne have en metallisk smag. Vand på flaske kan købes overalt. Husk i øvrigt at drikke rigeligt med vand for at forhindre dehydrering.

    Rygning

    Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

  • Gode råd

    Bagage

    Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.

    Der er meget svingende temperaturer i løbet af rejsen til USA, medbring derfor tøj til alle vejrforhold. Selv om man rejser om sommeren, og man ikke forventer regn, kan der f.eks. komme monsunregn fra Den Mexicanske Golf, særligt i juli. I det østlige USA kan det være køligt, så det er en god idé at medbringe lange bukser, vindjakke, trøje og gode sko. I det vestlige USA er shorts og løstsiddende tøj derimod sagen, dog kan der være køligt i San Francisco, med til tider kraftig blæst. Amerikanerne klæder sig afslappet. Det er en fordel at købe solcreme og myggespray i USA, da det er udviklet til forholdene.

    En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.

    Møde med en anden kultur

    Amerikanerne bruger ikke metersystemet, men i stedet miles, feet, gallons og pounds. Tøj- og skostørrelser er også anderledes end i Danmark. Temperaturen måles i Fahrenheit, og man omregner til Celsius ved at trække 32 fra Fahrenheit-tallet, dividere med 9 og gange med 5. Døgnet tælles i to gange 12 timer (AM-tider er før kl. 12 middag og PM-tider er efter kl. 12 middag).

    Idéer til indkøb

    USA er en shoppers paradis. Fordi landet er så stort, er listen over typiske souvenirs nærmest uendelig; i New York er det ”I love NY”-kopper, -t-shirts, -kasketter, -pins, -kuglepenne osv., i Texas er det cowboy-hatte, -skjorter, -bælter osv., i New Orleans er det Mardi Gras-perlekæder og cajun-krydderier osv. Typen af spændende køb afhænger altså fuldstændig af, hvilken by, stat eller område, du befinder dig i i USA. Uanset hvor i USA du er, er dagligvarebutikker – både de helt små og enorme ”marts” – dog altid et besøg værd, hvis du vil have ”eksotiske” fødevarer med hjem i kufferten. USA er landet af smagsvarianter, så her findes dit hjemlige yndlingsslik sikkert i alverdens mere eller mindre dragende smagskombinationer.

  • Fakta

    • Statsform: Føderal republik.
    • Hovedstad: Washington D.C.
    • Befolkning: 329,3 mio. indbyggere.
    • Religion: Protestanter 47 %, katolikker 21 %, jøder 2 %, mormoner 2 %.
    • Sprog: USA har intet officielt statssprog, men engelsk 78 %, spansk 13 % og kinesisk 1 % er de mest talte.
    • Areal: 9.833.517 km² (Danmark 43.094 km²).
    • Klima: På grund af landets størrelse og geografi findes stort set alle slags klima og vejr inden for USA’s grænser.

Trustpilot