Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00

Inkl. Niagara Falls fra den smukke canadiske side!

Magtens centrum & sydstatscharme

22 dage fra kr. 36.995

Om rejsen

Kom med på en storslået rundrejse, som tager dig med til de største højdepunkter i både de sydlige og østlige stater i USA. Den første halvdel af rejsen begynder i byen, der aldrig sover – New York – hvor Times Square, Central Park, Empire State Building og 9/11 Memorial er nogle af oplevelserne. Turen går også til Niagara Falls, som du ser fra den canadiske side, der er den ubetinget smukkeste. På turen gennem Pennsylvania får du en unik mulighed for at møde en amish-familie og se, hvordan de lever. Du kommer også til magtelitens top i Washington D.C., hvor Det Hvide Hus, US Capitol, Arlington-kirkegården og plantageejendommen Mount Vernon er præcis lige så prægtige i virkeligheden, som når man ser dem på tv.

På anden halvdel af rejsen går turen til de sydlige stater med stemningsfyldte og historiske byer som Savannah og Charleston og til pompøse plantageejendomme fra tiden, hvor bomuldsmarkerne indbragte svimlende summer. I Memphis, som er kendt for både blues og rock’n’roll, aflægger du legenden Elvis Presleys Graceland et besøg, og i jazzede New Orleans er atmosfæren noget helt særligt – og vidunderligt farverigt.

Glæd dig fordi

  • rejsen indeholder det bedste fra to meget forskellige dele af USA
  • der venter to overnatninger i Canada ved smukke Niagara Falls
  • der venter et besøg på en amish-gård, som rejselederen har personlige bånd til
  • du får et bevægende indblik i Den Amerikanske Borgerkrig ved Gettysburg
  • der er inkluderet et Mississippi-minikrydstogt med buffet og underholdning
  • du får også god tid til at udforske flere byer på egen hånd
  • der er inkluderet et besøg i Nashville, hvor countrymusikken blev født
  • Stately Oaks Park og Boone Hall Plantation er ægte sydstatsoplevelser

Dagsprogram

  • Dag 1 Danmark – New York

    Afrejse fra Danmark og ankomst til New York. I lufthavnen bliver du modtaget af rejseleder Remo Madsen. Remo er bosat i New York og har danske rødder, da hans forældre emigrerede til USA i 1947, og Remo taler naturligvis dansk. Her den første aften kan du få en appetitvækker på de næste dages eventyr i New York, hvor bare det at gå på gaden er en oplevelse, der pirrer alle sanser.

    Her bor du dag 1, 2 & 3

    Fairfield Inn Penn Station

    Hotellet ligger meget centralt på 33rd Street og tæt ved Madison Square Garden, Empire State Building og få blokke fra stormagasinet Macy´s. V...

  • Dag 2 Byrundtur i New York

    Denne dag starter med en fire timers sightseeingtur, hvor du ser mange af de kendte seværdigheder i New York – Central Park, Times Square og Empire State Building – og undervejs er der mulighed for at nyde udsigten til Frihedsgudinden. Naturligvis kommer du også til at opleve 9/11 Memorial.  Mindeparken ligger, hvor World Trade Center lå og blev åbnet på 10-årsdagen for terrorangrebet. I mindeparken er der to Memorial Pools med navne på de personer, der mistede livet – og besøget kan ikke undgå at blive en tankevækkende oplevelse.

    Resten af dagen er fri til egne oplevelser, hvis man har mest lyst til det, men det er også muligt at tage med ud på en byvandring med Remo om eftermiddagen. Her viser han sit New York frem og de mindre kendte sider af metropolen, og fortæller undervejs om amerikanerne generelt og newyorkerne især.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 3 Dagen fri til egne eventyr i New York

    Ud over at være rejseleder er Remo også præst, så han er i dag (søndag) af gode grunde undskyldt, da han skal forestå gudstjenesten i sin lokale kirke. Du har derfor dagen fri til at opleve byen på egen hånd, og hvad du ikke nåede i går, kan du evt. nå i dag. Måske du vil udforske nogle af de berømte kvarterer i byen, såsom Chinatown eller Little Italy, eller måske du vil gå over den smukke Brooklyn Bridge til den hippe bydel Brooklyn.

    Er du til shopping, kan du få noget af verdens bedste (og dyreste) på 5th Avenue, der ligger på Upper East Side. Det er også her på Upper East Side, du finder Museum Mile, der bl.a. tæller de internationalt anerkendte museer Guggenheim og MoMA. På den modsatte side på Upper West Side ligger det verdensberømte naturhistoriske museum, hvis du har lyst til at gå på opdagelse blandt dinosaurskeletter og livagtige dioramaer.

    Det er også oplagt at tage ud på en sejltur og opleve Manhattan fra vandsiden, hvor du både får set alle de ikoniske bygninger, sejler under Brooklyn Bridge og kommer helt tæt på Frihedsgudinden. Du kan købe billetter igennem Circle-Line Sightseeing, der sejler fra 42nd Street og 12th Avenue. Der afgår sejlture flere gange om dagen (priser fra ca. 35 USD – du kan også bestille online hjemmefra, så du er sikret en billet).

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 4 Videre til Niagara Falls på den canadiske side

    Vi tager afsked med storbyen New York og kommer på en flot køretur igennem New York State. Specielt om efteråret er de store løvskove en farverig oplevelse. Efter at have krydset den canadiske grænse ankommer vi til Niagara Falls. Der overnattes to nætter ved vandfaldet, der er et af verdens største og faktisk består af tre vandfald – Horseshoe Falls, Bridal Veil Falls og American Falls. Glæd dig til at opleve vandfaldene om aftenen, når de ligger badet i lys. Fra det 236 m høje udsigtstårn Skylon Tower er der en fantastisk udsigt, og hvis du har lyst, kan du nyde en dejlig middag i den roterende restaurant sammen med udsigten (kan tilkøbes direkte ved Remo, 57 USD).

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 4 & 5

    Ramada Niagara Falls Fallsview

    Hotellet ligger midt i Niagara tæt på restauranter og butikker med blot 15 min. gang til de smukke vandfald. Udover en indendørs pool og fitness...

  • Dag 5 Byrundtur i Toronto og oplevelser ved Niagara Falls

    Efter morgenmaden går turen mod Toronto. Vi kører gennem et spændende landskab, først præget af vinmarker, dernæst langs Ontario-søen inden Torontos forstæder overtager. Millionbyen siges at være verdens mest multikulturelle by. Især de asiatiske befolkningsgrupper er markante i gadebilledet, da mange asiatiske arbejdere kom til Canada for at opbygge jernbanenettet i 1880’erne og siden slog sig ned i Toronto.

    På byrundturen får du et indtryk af, hvad Toronto har at byde på, og der er naturligvis tid til, at du kan komme en tur op i udsigtstårnet, CN Tower, der indtil 2007 var den højeste fritstående bygning i verden. Nu må CN Tower nøjes med en andenplads, men det gør ikke udsigten mindre spektakulær.

    Eftermiddagen byder på oplevelser ved Niagara Falls, der er smukkest set fra den canadiske side. På afgange i foråret kommer du på turen ”Journey Behind the Falls” bag vandfaldene, og sommer og efterår kommer du med på en sejltur med ”Hornblower” og kommer så tæt på vandfaldet, at du helt konkret kan mærke naturens kræfter.

    Vi kører tilbage til hotellet, hvor du har resten af dagen fri til egne oplevelser.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 6 Møde med amish-folket, besøg på gård og videre til Lancaster i Pennsylvania

    Vi siger farvel til Canada og Niagara Falls og kører videre til staten Pennsylvania, hvor det er muligt at stifte bekendtskab med Amish-folket, som af religiøse grunde tager afstand fra moderne bekvemmeligheder som elektricitet, biler og telefoner. De lever en tilværelse isoleret fra det øvrige samfund, og eftersom en typisk amish-familie tæller 6-8 børn, er det en af de hurtigst voksende befolkningsgrupper i USA.

    I området omkring byen Lancaster er der flere amish-landsbyer og stor sandsynlighed for, at vi på landevejen møder de karakteristiske sorte hestetrukne køretøjer med kaleche. Der kommer mange rejsende til området, men vi følger en mere ubetrådt sti, da Remo kender området indgående. Vi besøger bl.a. en ægte amish-gård, hvor vi får indblik i amish-folkets levevis og håndværk. Remo viser rundt på gården, og vi får chancen for at snakke med og stille spørgsmål til familien på gården, hvis ikke de har for travlt ude på markerne.

    Efter besøget fortsætter vi ind i hjertet af ”Amish-country”, til vi er fremme ved hotellet i Lancaster.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 6

    The Hotel Lancaster

    The Hotel Lancaster ligger centralt i Lancaster tæt på byens rådhus, det lokale marked og et væld af gode spisemuligheder, hvilket er perfekt, ...

  • Dag 7 Slaget ved Gettysburg og magtens centrum, Washington D.C.

    I dag fortsætter vi videre til den amerikanske hovedstad med de mange monumenter, der dels hylder en række af landets tidligere præsidenter og dels de soldater, der er faldet i krige, som USA har været involveret i.  Undervejs besøger vi det historiske mindesmærke ved Gettysburg, hvor det store slag stod under Den Amerikanske Borgerkrig 1.-3. juli 1863. Det var et af de mest blodige slag med ca. 50.000 døde, sårede og savnede, og slaget blev et afgørende vendepunkt for borgerkrigen, da Nordstatshæren under general George G. Meade besejrede Sydstatstropperne ledet af general Robert E. Lee. Det var også her, at præsident Abraham Lincoln senere holdt sin berømte Gettysburgtale, der mindedes de faldne soldater.

    Vores besøg inkluderer adgang til besøgscenteret og til museet, hvor man finder 11 spændende udstillinger. Man kan ligeledes se landets største oliemaleri ”Gettysburg Cyclorama” – maleriet der forestiller Picketts angreb på tredjedagen af det store slag ved Gettysburg. Det er malet af den franske kunstner Paul Philippoteaux, og det er på imponerende vis med til at levendegøre slaget, når man står foran det panoramiske billede, der med sin cylindriske form sikrer et 360˚ udsyn. Der bliver også tid til at udforske selve slagmarken, hvor man finder mange monumenter over de faldne soldater fra begge hære.

    Fremme i Washington kan du slutte dagens oplevelser af med en byrundtur på ca. to timer og opleve de imponerende monumenter, når de ligger badet i lys (kan tilkøbes direkte ved Remo, ca. 30 USD).

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 7, 8 & 9

    Homewood Suites by Hilton Washington DC Capitol-Navy Yard

    Hotellet i Washington ligger i Navy Yard-nabolaget, hvorfra der ikke er langt ned til bredden af Anacostia-floden, hvor man kan gå en dejlig tur. ...

  • Dag 8 Mount Vernon og byrundtur i Washington D.C. med besøg i US Capitol

    Vi starter dagen med at besøge plantageejendommen Mount Vernon, der tilhørte USA’s første præsident George Washington. Huset var oprindeligt et lille halvanden-etages gårdhus ejet af Washingtons far – men efter, at Washington overtog huset, sørgede han for over de næste 45 år at få udbygget og restaureret huset til den prægtige ejendom, den er i dag, med 21 værelser i hovedbygningen, de omkringliggende kolonistilshuse og de smukke haver, som man frit kan vandre rundt i.

    Der bliver tid til at spise frokost på egen hånd i caféen ved Mount Vernon, hvorefter dagens program fortsætter med en spændende sightseeing i magtens centrum, hvor du ser mange af de bygninger og monumenter, som du sikkert allerede kender fra fjernsynets nyhedsudsendelser – præsidentens bolig og arbejdsplads, Det Hvide Hus og Washington-monumentet. Du kommer også til Arlington-kirkegården, hvor mange betydningsfulde personer ligger begravet, bl.a. de tre Kennedy-brødre. Her står også flere hundredetusinde kridhvide gravsten over faldne amerikanske soldater.

    Byrundturen slutter med besøg i kongresbygningen US Capitol, der fungerer både som sæde for den amerikanske kongres, den er et imponerende stykke arkitektur og kan også fremvise en flot kunstsamling. NB – vi tager forbehold for US Capitols sikkerhedsregler, der med dags varsel kan gøre, at et evt. besøg må aflyses.

    Resten af eftermiddagen er fri til egne eventyr i Washington D.C. Mange seværdigheder ligger mellem Capitol Hill og Potomac River og kan nemt nås til fods.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 9 Tid til at udforske Washington D.C.

    Vi siger farvel til Remo, og de næste to dage i den amerikanske hovedstad er på egen hånd. I Washington D.C. ligger nogle af USA’s mest prestigefyldte museer, og der er gratis adgang til de mange, der hører under The Smithsonian Institution. Især Museum of Natural History, Air- and Space Museum og The Newseum er populære. Og de, der er interesserede i agentfilm, historier og myter om spionage og opfindsomme gadgets, bør besøge The Spy Museum.

    Skal tiden bruges på selvforkælelse er der en del spa- og neglesaloner i byen, og er det maven, der skal sørges godt for, finder du et væld af forskellige restauranter, der byder på alt fra gourmet til klassisk amerikansk BBQ. Måske du er heldig at støde på en af byens mange politikere ved disken eller ved nabobordet!

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 10 Tid i Washington D.C. og videre til Atlanta

    Måske bliver der tid til lidt mere shopping og sightseeing, inden der er afrejse fra Washington D.C til Atlanta, hvor vores sydstatseventyr begynder. Atlanta er den største by i staten Georgia og bliver ofte kaldt ”Sydens hovedstad”. Byen har en kosmopolitisk udstråling, men uden helt at have givet afkald på sin sydstatsatmosfære.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 10 & 11

    AC Hotel Atlanta Downtown by Marriott

    Hotellet er beliggende tæt på flere spændende attraktioner, heriblandt Centennial Olympic Park og Mercedes-Benz Arenaen, som du har mulighed for...

  • Dag 11 Byrundtur i Atlanta med historisk tilbageblik

    Vi tager på byrundtur og oplever mange forskellige sider af storbyen, som især er kendt, fordi både Coca Cola og CNN har deres hovedkvarter her. I 1996 satte De Olympiske Lege Atlanta på verdenskortet, og i den forbindelse blev Centennial Olympic Park anlagt i downtown, og fire gange om dagen kan man se Fountain of Rings ”danse”.

    Borgerretsforkæmperen Martin Luther King er født i Atlanta og boede på Auburn Avenue de første 12 år af sit liv. Lidt længere nede ad gaden ligger The King Center, hvor Martin Luther King og Coretta King hviler i hver deres marmorsarkofag, og der er også et lille museum, der fortæller om Martin Luther Kings liv og virke.

    En anden kendt personlighed med relation til Atlanta er Margaret Mitchell, der skrev sydstatsdramaet ”Borte med blæsten”, der foregår i Atlanta. Dengang bogen udkom i 1936, var det noget af et særsyn, at den i løbet af seks måneder blev solgt i over en mio. eksemplarer. Margaret Mitchell boede i en lejlighed i et byhus, da hun skrev bogen. Huset er nu museum, og det besøger vi naturligvis. I Jonesboro syd for Atlanta besøger vi Stately Oaks Plantation, som inspirerede Margaret Mitchell, og Road to Tara Museum, som er fyldt med effekter fra filmatiseringen af ”Borte med blæsten” med Vivian Leigh og Clark Gable i hovedrollerne.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 12 Til sydstatsperlen Charleston

    Vi tager afsked med Atlanta og kører til Augusta, der er den næstældste by i Georgia. Om eftermiddagen er vi fremme i Charleston, der også emmer af historie. Byen er grundlagt af engelske immigranter allerede i 1670 og er uden tvivl en af de smukkeste byer i USA. Trods jordskælv, orkaner og krige er byen fyldt med historiske bygninger fra før borgerkrigen, og der bliver sikkert tid til lidt sightseeing efter indkvarteringen.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 12 & 13

    Hampton Inn Charleston – Historic District

    Hampton Inn ligger centralt i Charleston, hvor du har mulighed for at besøge mange spændende attraktioner i byen. Charleston byder både på muse...

  • Dag 13 Sejltur til Fort Sumter og sightseeing i Charleston

    Fort Sumter i Charleston har skrevet sig ind i historien, og vi sejler ud til den lille ø, der ligger ved indsejlingen til Charleston og får historien. Den 12. april 1861 angreb sydstatstropper nemlig den amerikanske hær ved Fort Sumter, og det blev begyndelsen på den amerikanske borgerkrig. Vi skal senere udforske Charlestons historiske kvarter og bl.a. beundre de pastelfarvede huse, der bliver kaldt Rainbow Row og nyde Charleston Waterfront Park med den smukke udsigt.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 14 Besøg på Boone Hall Plantation og sydstatseventyr i Savannah

    Boone Hall Plantation ligger lidt uden for Charleston og er en ægte sydstatsoplevelse. Første indtryk af det historiske sted er den berømte ”Avenue of Oaks”, der fører op til Boone Hall. Alleen med egetræer er plantet i 1743, og spansk mos hænger tæt ned fra træerne og giver dem deres karakteristiske ”sydstatsudseende”.

    Boone Hall står som et monument over en svunden tid, hvor der var lysår mellem de ydmyge slavehytter og plantagernes overdådige hovedbygninger. Besøget giver et interessant indblik i livet på en ”plantation”, og måske kan du genkende den? Boone Hall Plantation var nemlig kulisse i den populære tv-serie ”Nord og syd”.

    På vejen til Savannah stoppes der i Beaufort. Byen emmer af historisk atmosfære ikke mindst på grund af de mange huse, der er bygget i den arkitektoniske stil, der kaldes ”antebellum”, og som har rod i tiden før den amerikanske borgerkrig. Ikke overraskende har filmindustrien ofte brugt Beaufort som kulisse, som det var tilfældet med filmen ”Forrest Gump”. Der fortsættes til Savannah, hvor du oplever byens highlights på en sightseeingtur.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 14

    Staybridge Suites Savannah Historic District

    Staybridge Suites er beliggende i smukke omgivelser ved Savannah River, hvor du kan udforske det historiske kvarter på en gåtur eller shoppe i lo...

  • Dag 15 En smagsprøve på solskinsstaten Florida

    Turen går via Jacksonville til St. Augustine, der er den ældste europæiske bosættelse i USA. Byen er grundlagt i 1565 og emmer af atmosfære, og specielt imponerende er fæstningsværket, Castillo de San Marcos, som det tog ikke mindre end 23 år at bygge. Dagen slutter i Tallahassee, der er hovedstaden i Florida.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 15

    Hampton Inn Tallahassee – Central Hotel

    Det nyrenoverede hotel ligger i hjertet af Tallahassee i Florida, hvor du kan udforske byens historiske distrikt, som kun ligger en kort gåtur fra...

  • Dag 16 Gennem det nordlige Florida til New Orleans

    Oplevelserne i Florida fortsætter. Turen går til Pensacola med de dejlige strande ved Den Mexicanske Golf og via Mobile i staten Alabama til New Orleans, der i lighed med andre amerikanske storbyer er en smeltedigel af forskellige kulturer. Men i New Orleans er atmosfæren helt speciel på grund af Cajunkulturen, der har rod i den franske befolkningsgruppe, som blev fordrevet fra Canada i 1750’erne, og som endte med at bosætte sig i Louisianas sumpområder.

    Glæd dig til at opleve, hvordan deres specielle musik og gastronomi sætter kolorit på livet i New Orleans. Det franske kvarter med den legendariske Bourbon Street er stedet at slutte dagen. Musik i alle tonearter – jazz, soul, rhytm & blues, cajun, reggae og rock’n’roll strømmer ud fra spillestederne.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 16 & 17

    Hampton Inn & Suites New Orleans Downtown

    Hotellet ligger en kort gåtur fra det populære franske kvarter i New Orleans, hvor du kan opleve historiske og gamle gader med en flot arkitektur...

  • Dag 17 Sightseeing med rejselederen og tid på egen hånd i New Orleans

    Om formiddagen er der planlagt sightseeing med rejselederen til det franske kvarter med bl.a. de smukke huse, The French Market, domkirken St. Louis og Jackson Square, og hvis der er tid, så får du også en appetitvækker på seværdigheder uden for The French Quarter. Om eftermiddagen kan du opleve byen på egen hånd. Aftenen kommer til at stå i jazz’ens tegn. Der venter nemlig en sejltur på Mississippi River, hvor der bliver serveret en dejlig buffet til tonerne af et jazzorkester.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, aftensmad.

  • Dag 18 Langs Mississippi River til Natchez og Vicksburg

    På grund af beliggenheden ved Mississippi River blomstrede Natchez i midten af 1800-tallet og var i 1850’erne en af de rigeste byer i USA. Plantageejerne spandt guld på bomuldsproduktionen, og rigdommene blev omsat til de prægtigste palæer. Der findes flere hundrede i området omkring Natchez, og vi besøger en af de typiske ”plantations” med den karakteristiske arkitektur, hvor bl.a. søjler er en del af facaden.

    Den lille by Vicksburg spillede en vigtig rolle under den amerikanske borgerkrig på grund af den strategiske beliggenhed ved Mississippi-floden. Her blev der kæmpet mange slag, der i 1863 resulterede i et vendepunkt i krigen. I Vicksburg National Military Park fortæller slagmarken med kanoner og monumenter amerikansk historie.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 18

    Comfort Suites Vicksburg

    Comfort Suites i Vicksburg ligger tæt på historiske Vicksburg National Military Park og naturskønne Mississippi River, så du har rig mulighed f...

  • Dag 19 Til musikbyen Memphis, hvor Graceland er attraktionen

    ”Home of the blues. Birthplace of rock’n’roll” – siger de i Memphis. Og det var Elvis Presley, der om nogen transformerede blues til rock’n’roll i 1950’erne. Elvis Presley indspillede sin første plade i Sun Studio i Memphis, og den blev kendt som verdens første rock’n’roll-sang. Vi skal besøge Graceland, der var Elvis Presleys hjem fra 1957 til hans død, og opleve den overdådige 70’er indretning og se, hvor Elvis Presley er begravet i haven.

    Beale Street er byens vigtigste gade og er én lang fortælling om byens musikhistorie, og når mørket sænker sig, er det her det sker. Det var i øvrigt på Lorraine Motel her i Memphis, at Martin Luther King i 1968 blev myrdet. I dag huser bygningen The National Civil Rights Museum.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 19

    Doubletree by Hilton Hotel Downtown Memphis

    I hjertet af Memphis ligger dette 3-stjernede hotel, hvor du vil bo tæt på mange spændende og historiske attraktioner, heriblandt Sun Studios, R...

  • Dag 20 Nashville – countrymusikkens hovedstad

    Alt står i musikkens tegn i Nashville. Der er inkluderet besøg i Country Music Hall of Fame, og her fortælles hele countrymusikkens historie i lyd og billeder suppleret med alle tænkelige effekter. Hvordan den resterende del af dagen forløber er op til deltagerne, men rejselederen er naturligvis til rådighed med tips og idéer, så alle får en udbytterig dag.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 20

    Gaylord Opryland Resort

    Der er mange gode og luksuriøse faciliteter, du kan nyde under dit ophold på Gaylord Opryland Resort i Nashville. Hotellet byder på både indend...

  • Dag 21 Til Chattanooga ved Tennessee River

    Turen tilbage til Atlanta går via Chattanooga ved Tennessee River, og her bliver der mulighed for at opleve byens ”riverfront” og hyggelige bymidte. Så krydses grænsen til Georgia, og der køres direkte til lufthavnen i Atlanta.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

  • Dag 22 Ankomst til Danmark
Hent det samlede rejseprogram her

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • Flyrejse Danmark – USA inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Flyrejse Washington DC – Atlanta inkl. skatter, afgifter og bagage
  • Overnatning i dobbeltværelse på 3- og 4-stjernede hoteller
  • 20 x morgenmad og 1 x aftensmad
  • Al transport og udflugter inkl. entréer jf. program
  • De største highlights i New York og Washington D.C. på spændende byrundture
  • Sejltur med "Hornblower" eller udflugten "Journey Behind the Falls" ved Niagara Falls
  • Byrundtur i den multikulturelle by Toronto
  • Besøg hos amish-folket på en ægte amish-gård, der giver indsigt i deres levevis
  • Udflugt til Gettysburg med spændende indblik i Den Amerikanske Borgerkrig
  • Besøg ved Mount Vernon, George Washingtons plantageejendom
  • Besøg i kongresbygningen US Capitol
  • Besøg på Margaret Mitchell Home, Stately Oaks Plantation og Road to Tara Museum
  • Besøg på Boone Hall Plantation og på plantation i Natchez
  • Sightseeing i Charleston inkl. Fort Sumter
  • Sightseeing i New Orleans og cruise på Mississippi River med underholdning og buffet
  • Besøg på "Graceland" i Memphis
  • Countrymusikkens historie i lyd og billeder i Country Music Hall of Fame
  • Dansk rejseleder

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 11.995,-
  • Drikkepenge til chauffør, beregn ca. 3-5 USD pr. dag pr. person
Dato Varighed Rejseleder Afrejselufthavn Pris pr. person Bestilling
  • 24 august 2018 22 dage Billund
    København
    Kr. 36.995 Bestil Se detaljer Skjul detaljer
    • Afrejse fra Billund

      Flytider
      Billund - Amsterdam 24/08-2018   kl. 06:00 24/08-2018   kl. 07:10
      Amsterdam - New York - JFK 24/08-2018   kl. 10:45 24/08-2018   kl. 12:57
      Washington Dulles - Atlanta 02/09-2018   kl. 14:50 02/09-2018   kl. 16:40
      Atlanta - Paris Charles De Gaulle 13/09-2018   kl. 20:20 14/09-2018   kl. 10:50
      Paris Charles De Gaulle - Billund 14/09-2018   kl. 12:55 14/09-2018   kl. 14:35
      Se flytider
    • Afrejse fra København

      Flytider
      København - Amsterdam 24/08-2018   kl. 06:00 24/08-2018   kl. 07:25
      Amsterdam - New York - JFK 24/08-2018   kl. 10:45 24/08-2018   kl. 12:57
      Washington Dulles - Atlanta 02/09-2018   kl. 14:50 02/09-2018   kl. 16:40
      Atlanta - Paris Charles De Gaulle 13/09-2018   kl. 20:20 14/09-2018   kl. 10:50
      Paris Charles De Gaulle - København 14/09-2018   kl. 12:30 14/09-2018   kl. 14:20
      Se flytider
  • 05 oktober 2018 22 dage Billund
    København
    Kr. 36.995 Bestil Se detaljer Skjul detaljer
    • Afrejse fra Billund

      Flytider
      Billund - Amsterdam 05/10-2018   kl. 06:00 05/10-2018   kl. 07:10
      Amsterdam - New York - JFK 05/10-2018   kl. 10:45 05/10-2018   kl. 12:57
      Washington Dulles - Atlanta 14/10-2018   kl. 14:50 14/10-2018   kl. 16:40
      Atlanta - Paris Charles De Gaulle 25/10-2018   kl. 20:20 26/10-2018   kl. 10:50
      Paris Charles De Gaulle - Billund 26/10-2018   kl. 12:55 26/10-2018   kl. 14:35
      Se flytider
    • Afrejse fra København

      Flytider
      København - Amsterdam 05/10-2018   kl. 06:00 05/10-2018   kl. 07:25
      Amsterdam - New York - JFK 05/10-2018   kl. 10:45 05/10-2018   kl. 12:57
      Washington Dulles - Atlanta 14/10-2018   kl. 14:50 14/10-2018   kl. 16:40
      Atlanta - Paris Charles De Gaulle 25/10-2018   kl. 20:20 26/10-2018   kl. 10:50
      Paris Charles De Gaulle - København 26/10-2018   kl. 12:30 26/10-2018   kl. 14:20
      Se flytider

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til USA

    Hvordan er reglerne for pas & visum til USA?

    Danske statsborgere skal ikke have visum til USA, når opholdet er på under 90 dage. Grundet skærpede indrejseregler der gælder fra 31/3 2016, skal dit pas være et biometrisk pas, der indeholder en chip. Siden august 2006 er passene der udstedes i Danmark automatisk biometriske pas. Bemærk venligst – har du et ældre pas udstedt før august 2006, som du ikke ønsker at forny, skal du ansøge om visum til USA – se en vejledning på den amerikanske ambassades hjemmeside: http://denmark.usembassy.gov/visa/howtoapply.html 

    Husk, at passet skal være gyldigt indtil hjemkomsten. Tjek at navnet i dit pas stemmer overens med navnet på din flybillet, og tjek de øvrige rejsedokumenter inden afrejse. Kopi af pas indsendes til Risskov Rejser.

    ESTA – indrejsetilladelse til USA

    Rejsende til USA skal søge om indrejsetilladelse via indrejseprogram ESTA (Electronic System for Travel Authorization). Formularen findes på http://esta.cbp.dhs.gov. Den skal udfyldes senest 72 timer før afrejse!

    Efter indtastning af personoplysningerne følger en godkendelse med et kontrolnummer, som skal medbringes på rejsen. Er svaret PENDING, foretages en automatisk rutineundersøgelse, og svaret vil følge inden for 72 timer. Gives der afslag, skal man henvende sig til den amerikanske ambassade, se denmark.usembassy.gov

    Bemærk, at en godkendt indrejseformular ikke garanterer indrejse i USA. Den tjener udelukkende som godkendelse for flyrejsen. Den endelige indrejsegodkendelse gives fortsat af immigrationsmyndighederne ved ankomsten i USA. En godkendt ESTA-formular er gyldig ved indrejse til USA i to år, men hvis du får nyt pas, eller der sker ændringer i dine indrapporterede oplysninger, skal du ansøge på ny. De amerikanske myndigheder opkræver et gebyr på $14 for indrejsetilladelsen. Gebyret betales samtidig med ansøgningen og betales med kreditkort.

    NB: Der findes bureauer, som via deres hjemmeside tilbyder ESTA-registrering og opkræver et ekstra gebyr. For at undgå det, er det vigtigt at benytte ESTA’s officielle hjemmeside https://esta.cbp.dhs.gov/esta/

    Det kan tage ganske lang tid at komme igennem paskontrollen i USA, da man bl.a. skal have scannet fingeraftryk og øjne. En times kø er ikke ualmindeligt.

    Anden vigtig information:
    Grundet de indskærpede indrejseregler skal man ansøge om visum, hvis man efter 1. marts 2011 har besøgt Iran, Irak, Sudan og Syrien. Har man dobbelt statsborgerskab i Danmark og et af de fire lande, skal man også ansøge om visum.

    Regler for indrejse til USA med børn under 18 år

    Bemærk venligst, at der gælder særskilte regler for indrejse med børn under 18 år, hvis de rejser med kun én forælder eller tredjepart som bedsteforælder, lærer osv. I sådanne tilfælde skal der gives en skriftlig tilladelse af den forælder, der ikke rejser med, og i tilfælde af rejse med tredjepart skal begge forældre underskrive tilladelsen. Der findes ikke en bestemt formular, men sørg for, at erklæringen er på engelsk og udformet med denne ordlyd:

    “I acknowledge that my wife/husband/etc. is traveling out of the country with my son/daughter/group. He/She/They has/have my permission to do so.”

    Denne erklæring skal underskrives af en notar i byretten og derefter legaliseres af Udenrigsministeriet. Dette koster 300 kr. i byretten og 185 kr. i Udenrigsministeriet (forbehold for prisændringer).

    Ud over ESTA-tilladelsen og forældreerklæringen er det vigtigt at medbringe barnets gyldige pas efter ovenstående regler samt en dåbsattest eller navneattest på engelsk. Kontakt Borgerservice eller det nærmeste kirkekontor for at få en engelsk version af attesten.

    Bemærk også – rejser begge forældre med børn under 18 år, der ikke deler forældrenes efternavne, er det vigtigt, at man husker at medbringe barnets/børnenes dåbsattest/navneattest på engelsk.

    Vi tager forbehold for ændringer – sørg derfor altid for at undersøge de gældende regler på den amerikanske ambassades hjemmeside.

    Hvordan er toldreglerne i USA?

    For aktuelle regler om, hvad man må medbringe til/fra USA, se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Det er forbudt at indføre f.eks. frugter, grøntsager og planter. Bemærk, at ved flyskifte kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Hvordan er reglerne med rejseforsikring til USA?

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Medicin & vaccinationer inden rejsen til USA?

    Der er ingen krav om vaccinationer, når rejsen går til USA. Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge. Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Hvad er valutaen i USA?

    Valutaen er amerikanske dollars (US$), og det anbefales altid at have kontanter på sig på rejsen rundt i USA bl.a. til drikkepenge. Vær opmærksom på, at de amerikanske sedler alle er grønne, og at de ligner hinanden til forveksling. Det er en fordel at medbringe nogle 1 og 5$ sedler hjemmefra, så har man drikkepenge klar fra starten af. Det er muligt at benytte internationale kreditkort stort set overalt, og der er hæveautomater på næsten ethvert gadehjørne, i shoppingcentre og i mange supermarkeder. Ved betaling med kreditkort kan man kun hæve det beløb, som svarer til det, varen koster. Vær opmærksom på at der kan være en begrænsning på, hvor meget der må hæves på kreditkortet – dette afhænger dog af den enkelte bank og det enkelte kreditkort. Få evt. yderligere information i din bank. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige telefonnumre, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Hvordan er tidsforskellen i USA?

    USA har mange tidszoner. Eksempelvis er østkyststaterne 5-6 timer bagud i forhold til dansk tid og vestkyststaterne 8-9 timer bagud i forhold til dansk tid.

    Hvordan er busrejsen til USA?

    Vi lægger vægt på, at busserne har en god standard, og de har naturligvis aircondition. Bemærk at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen, og håndbagagen skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj og andre beklædningsdele.

    Hvordan er reglerne med drikkepenge i USA?

    Det er almindeligt at give drikkepenge i USA. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne amerikanske skik. På restauranter lægger man typisk 15 – 25 % oveni regningen (inden salgsskatten lægges til), dette varierer fra stat til stat. På fastfoodrestauranter med selvbetjening forventes der ikke drikkepenge. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 15-20 % oveni prisen er passende. Piccoloer (1$ pr kuffert) og stuepiger på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr. nat pr. rejsedeltager). På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører (3-4$ pr. dag pr rejsedeltager), lokalguider(4-6$ pr. dag pr. rejsedeltager) og hotelpersonale. Rejselederen vil informere om et passende beløb, som indsamles i begyndelsen af rejsen, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Hvordan er sikkerheden i USA?

    Det er generelt meget sikkert at være turist i USA, men almindelig påpasselighed anbefales naturligvis. Pas på ejendele i lufthavne og i større menneskemængder og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen.

    Hvordan er elektriciteten i USA?

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon m.v. Vær opmærksom på, at amerikanske stik er anderledes end europæiske. Da stikkene er ”flade”, er det nødvendigt med en adapter. Det er bedst at købe adapteren inden afrejsen, og den kan købes i el-forretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen. I USA er spændingen på 110/120 volt, men i langt de fleste tilfælde kan man godt bruge elektriske apparater fra Europa, f.eks. opladere, men vær forberedt på, at opladning tager længere tid.

    Hvad koster det at ringe fra USA?

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra hoteller i USA, og det kan også blive en dyr fornøjelse at bruge sin mobiltelefon. Har du brug for at tale meget i telefon på rejsen, så benyt internettelefoni. Skal du ringe til Danmark fra USA, skal du taste 0011 45 inden telefonnummeret. Der er adgang til internettet på mange hoteller og restauranter.

    Hvordan er vandet og maden i USA?

    Overalt i USA kan man drikke vand fra hanen, dog kan vandet i storbyerne have en metallisk smag. Vand på flaske kan købes overalt. Husk i øvrigt at drikke rigeligt med vand for at forhindre dehydrering.

    Morgenmaden på de fleste hoteller er det, man kalder ”continental breakfast”, og som typisk består af kaffe/te, juice og brød med smør og marmelade.

    Den amerikanske madkultur afspejler alle de etniske grupper, der udgør USA, og f.eks. er pizza, lasagne, chilli con carne, tortillas og chop suey efterhånden blevet amerikanske ”nationalretter”. Når det gælder drikkevarer, så er det primært Coca Cola og Pepsi, man forbinder med USA. Men der produceres også glimrende vine i USA, og klimaet i Californien gør det muligt at dyrke mange forskellige druesorter. Man spiser godt – og meget – i USA. Portionerne er store, og mange amerikanere deler ofte en hovedret og får den serveret på to tallerkener (ofte for 5-8 $ ekstra). Der findes utallige spisesteder, fastfoodrestauranter og caféer, og det vil oftest være muligt, at spise en udmærket frokost for 60-80 kroner, og et aftensmåltid med et glas vin kan mange steder fås for ca. 175-200 kroner.

    Husk at der oveni de nævnte priser på menukortet lægges lokal skat og drikkepenge. Skatten vil altid fremgå af regningen, og drikkepenge skal du selv lægge oveni beløbet. Det sker ofte af restauranten selv tilføjer drikkepengene til regningen, i så fald vil dette fremgå tydeligt.

    Hvordan er reglerne for rygning i USA?

    Flere og flere offentlige områder i USA bliver røgfrie. Rygeforbuddene er forskellige fra stat til stat, og rejselederen vil naturligvis sørge for, at deltagerne bliver informeret. Eksempelvis er det nu forbudt at ryge udendørs på Times Square i New York. Er du i tvivl, om du må ryge, så lad være, hvis du vil undgå en bøde.

    Hvad er den lokale skat i USA?

    I USA er priserne næsten altid uden lokal moms (Sales Tax). Beløbet varierer fra stat til stat, men du skal regne med, at der lægges 5 – 15 % til det beløb, der står på prisskiltet eller menukortet.

    Anderledes mål i USA

    Amerikanerne bruger ikke metersystemet men i stedet miles, feet, gallons og pounds. Tøj- og skostørrelser er også anderledes end i Danmark. Temperaturen måles i Fahrenheit, og man omregner til Celcius ved at trække 32 fra Fahrenheit-tallet, dividere med 9 og gange med 5. Døgnet tælles i to gange 12 timer (AM-tider før kl. 12 middag og PM- tider efter kl. 12 middag).

  • Gode råd

    Hvad skal jeg medbringe til USA?

    Der er meget svingende temperaturer i løbet af rejsen, medbring derfor tøj til alle vejrforhold. Selvom man rejser om sommeren, og man ikke forventer regn, kan der komme monsunregn fra den Mexicanske Golf, særligt i juli. I det østlige USA kan det være køligt, så det er en god ide at medbringe lange bukser, vindjakke, trøje og gode sko. I det vestlige USA er shorts og løstsiddende tøj derimod sagen, dog kan der være køligt i San Francisco, med til tider kraftig blæst. Amerikanerne klæder sig afslappet. Det er en fordel at købe solcreme og myggespray i USA, da det er udviklet til forholdene.

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen.

    Skal jeg låse min kuffert inden rejsen til USA?

    På rejsen til og fra USA er det bedst ikke at låse kufferten. Hvis de amerikanske indrejsemyndigheder ønsker at tjekke kufferten, bliver den åbnet uden hensyntagen til, at den er låst, og resultatet er en ødelagt kuffert. Ønsker man at låse kufferten, kan man bruge en TSA-lås, som myndighederne kan åbne.

  • Fakta

    Fakta om USA

    • Statsform: Federal Republik.
    • Hovedstad: Washington D.C.
    • Befolkning: 321 mio. indbyggere.
    • Religion: 46% er protestanter, 20% katolikker, 2% jøder.
    • Sprog: Engelsk.
    • Areal: 9,8 mio. km² (Danmark 43.094 km²).
    • Højeste punkt: Denali 6,2 km.
    • Klima: På grund af landets størrelse og geografi, findes stort set alle slags klima inden for USA grænser.