Pas og visum
Dit pas skal være gyldigt i mindst seks måneder efter hjemrejse. Opbevar altid passet et sikkert sted på rejsen. Det anbefales desuden, at du altid har en kopi af dit pas med dig – enten i papirform eller på telefonen.
Grundet skærpede indrejseregler skal dit pas være et biometrisk pas, der indeholder en chip. Siden august 2006 er passene, der udstedes i Danmark, automatisk biometriske pas. Er dit pas udstedt før august 2006, og ønsker du ikke at forny passet, skal du ansøge om visum til USA. Se en vejledning til ansøgning om visum til USA på den amerikanske ambassades hjemmeside her.
Danske statsborgere skal ikke have visum til USA, når opholdet er på under 90 dage, og passet er udstedt efter august 2006.
Rejsende til USA skal dog søge om indrejsetilladelse via indrejseprogram ESTA (Electronic System for Travel Authorization). Denne indrejsetilladelse skal udfyldes senest 72 timer før afrejse og koster et gebyr på 21 amerikanske dollars. Find indrejsetilladelsesformularen her. Der findes bureauer, som via deres hjemmeside tilbyder ESTA-registrering mod et ekstra gebyr. For at undgå dette, bør du udelukkende benytte ESTAs officielle hjemmeside.
Bemærk, at en godkendt indrejseformular ikke garanterer indrejse i USA. Den tjener udelukkende som godkendelse for flyrejsen. Den endelige indrejsegodkendelse gives af immigrationsmyndighederne ved ankomsten i USA. En godkendt ESTA-formular er gyldig ved indrejse til USA i to år, men hvis du får nyt pas, eller der sker ændringer i dine indrapporterede oplysninger, skal du ansøge på ny.
Grundet indskærpede indrejseregler skal man ansøge om visum, hvis man efter 1. marts 2011 har besøgt Iran, Irak, Sudan og Syrien. Har man dobbelt statsborgerskab i Danmark og et af de fire lande, skal man også ansøge om visum.
Bemærk venligst, at der gælder særskilte regler for indrejse med børn under 18 år, hvis de rejser med kun én forælder eller tredjepart som bedsteforælder, lærer osv. I sådanne tilfælde skal der gives en skriftlig tilladelse af den forælder, der ikke rejser med, og i tilfælde af rejse med tredjepart skal begge forældre underskrive tilladelsen. Der findes ikke en bestemt formular, men sørg for, at erklæringen er på engelsk og udformet med denne ordlyd:
“I acknowledge that my wife/husband/etc. is traveling out of the country with my son/daughter/group. He/She/They has/have my permission to do so.”
Denne erklæring skal underskrives af en notar i byretten og derefter legaliseres af Udenrigsministeriet. Dette koster 300 kr. i byretten og 185 kr. i Udenrigsministeriet (forbehold for prisændringer).
Ud over ESTA-tilladelsen og forældreerklæringen er det vigtigt at medbringe barnets gyldige pas efter ovenstående regler samt en dåbsattest eller navneattest på engelsk. Kontakt www.borgerservice.dk eller det nærmeste kirkekontor for at få en engelsk version af attesten.
Bemærk også, at hvis begge forældre rejser med børn under 18 år, der ikke deler forældrenes efternavne, er det vigtigt, at man husker at medbringe barnets/børnenes dåbsattest/navneattest på engelsk.
OBS! Hvis du skal med på rundrejsen “Den Store Amerika Rejse“, så er det ikke nødvendigt at søge visum til Canada. Så længe man kører over grænsen fra USA til Canada, så er der ikke et behov for at skulle søge et visum til Canada. Det er kun hvis man flyver til Canada.
Vi tager forbehold for ændringer – sørg derfor altid for at undersøge de gældende regler på den amerikanske ambassades hjemmeside her.
For yderligere information se www.um.dk’s hjemmeside her.
Toldregler
De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.
Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.
Rejseforsikring
På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.
Vaccinationer og medicin
Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.
Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.
Krav til fysisk formåen
Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.
Valuta og kreditkort
Valutaen er amerikanske dollars (USD), og det anbefales altid at have kontanter på sig på rejser til USA, bl.a. til drikkepenge. Vær opmærksom på, at de amerikanske sedler alle er grønne, og at de ligner hinanden til forveksling. Det er en fordel at medbringe nogle 1- og 5-dollarsedler hjemmefra, så man har drikkepenge klar fra starten af. Det er muligt at benytte internationale kreditkort stort set overalt, og der er hæveautomater på næsten ethvert gadehjørne, i shoppingcentre og i mange supermarkeder. Ved betaling med kreditkort kan man kun hæve det beløb, som svarer til det, varen koster. Vær opmærksom på, at der kan være en begrænsning på, hvor meget der må hæves på kreditkortet – dette afhænger dog af den enkelte bank og det enkelte kreditkort. Få evt. yderligere information i din bank. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige telefonnumre, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort.
I USA er priserne næsten altid angivet uden lokal moms/salgsskat (sales tax). Beløbet varierer fra stat til stat, men du skal regne med, at der lægges 5-15 % til det beløb, der står på prisskiltet eller menukortet.