Ring til os Åbent nu 70 22 66 00

Australske kystveje og storbystemning

  36-dages rejse fra 22.895 kr. pr. person

Tryghedsgaranti hos Risskov Rejser!
Hos os har du altid – uanset hvornår du bestiller din rejse – automatisk garanti for, at din rejse bliver refunderet, hvis din bestilte rejse bliver aflyst på baggrund af Udenrigsministeriets rejsevejledninger og anvisninger.  Læs mere her

Tryghedsgaranti hos Risskov Rejser!
Hos os har du altid – uanset hvornår du bestiller din rejse – automatisk garanti for, at din rejse bliver refunderet, hvis din bestilte rejse bliver aflyst på baggrund af Udenrigsministeriets rejsevejledninger og anvisninger.  Læs mere her

Om rejsen

I dette rejseforslag oplever du meget af Australien i autocamper. Rejsen begynder i Cairns i det tropiske nord, hvor du kan tage et smut til verdens ældste tropiske regnskov, Cape Tribulation. Køreturen fortsætter sydpå langs den australske østkyst til Brisbane. Undervejs venter der oplevelser på den skønne sandø Fraser Island, surferparadiset Byron Bay, guldfeberstemning i Cooktown og lavatunnellerne i Undara. I Brisbane er der afsat god tid til at opleve byen.

Fra Brisbane flyver du videre til Melbourne, hvor der venter en ny autocamper og nye oplevelser. Turen langs Victorias sydkyst til Adelaide koncentrerer sig primært om den 243 km lange Great Ocean Road og Kangaroo Island. Glæd dig til at køre på Australiens flotteste kystvej, hvor du bl.a. ser klippeformationerne The Twelve Apostles og Loch Ard Gorge, gamle hvalfangerbyer og små hyggelige feriebyer. Kangaroo Island er Australiens tredje største ø, og med dens eventyrlige dyreliv lever den bestemt op til sit navn.

Afslutningsvis venter der storbyoplevelser i metropolen Sydney, hvor du kan opleve byens største seværdigheder – f.eks. det ikoniske Operahus og måske en gåtur på Sydney Harbour Bridge.

Anmeldelser fra tidligere rejsende til Australien

Vi skræddersyr også rejsen

Gå på opdagelse i vores nøje sammensatte udvalg af rejseforslag, hvor der er tænkt over stort og småt. Finder du ikke en rejse, som passer til dig, eller har du tilføjelser til vores rejseforslag, så skræddersyr vores rejseeksperter selvfølgelig din rejse.
Jane Bering Smedsrud

Rejseekspert

Ring til os på
70 22 66 00
Jane Bering Smedsrud

Rejseekspert

Vi skræddersyr også rejsen

Gå på opdagelse i vores nøje sammensatte udvalg af rejseforslag, hvor der er tænkt over stort og småt. Finder du ikke en rejse, som passer til dig, eller har du tilføjelser til vores rejseforslag, så skræddersyr vores rejseeksperter selvfølgelig din rejse.
Ring til os på
70 22 66 00

Dagsprogram

  • Dag 1 Afrejse fra Danmark
  • Dag 2 Ankomst til Cairns og sightseeing i byen

    Ankomst til Cairns i det tropiske nord i delstaten Queensland, der lokker med sol og sommer næsten året rundt. Fra byen er der direkte adgang til Great Barrier Reef, som kan udforskes på en sejltur. Brug dagen på at udforske byen og gå en tur langs promenaden.

    Her kan du bo dag 2

    Bay Village Tropical Retreat

    Resortet ligger i hjertet af Cairns, kun 5 min. gang til The Esplanade og 15 min. til centrum. Dejlige grønne, tropiske omgivelser med pool, og he...

  • Dag 3 Fra Cairns ad den smukke kyststrækning til Port Douglas

    Start dagen med at hente autocamperen i Cairns og kør den smukke strækning langs østkysten til Port Douglas – evt. med et stop i Palm Cove. Her er ingen huse højere end palmetræerne, og området er indbegrebet af paradis med sandstrand i en uendelighed, vajende palmer og turkisblåt hav. Port Douglas er et slaraffenland for madører og med sin beliggenhed ned til havet et perfekt sted for sea food-elskere.

    Dagens distance: 70 km

    Her kan du bo dag 3 & 4

    Tropic Breeze Caravan Park Port Douglas

    Campingpladsen befinder sig blot få minutters gang fra den smukke Four Mile Beach og afstanden til Port Douglas centrum er næsten lige så kort. ...

  • Dag 4 Oplevelser i Port Douglas

    Port Douglas opstod efter fund af guld ved Hodgkinson-floden, hvor man havde brug for en havn at sende alt guldet fra. I en kort årrække voksede byen i størrelse, men lige så stille flyttede folk fra byen, indtil turister i 1970’erne begyndte at se den søvnige bys potentiale. I dag er Port Douglas udgangspunkt for en række spændende udflugtsture og aktiviteter for enhver smag – hvoraf en af mest populære nok er sejl- og dykkerture til Great Barrier Reef.

    Tilkøbsmuligheder

    Sejltur til Low Isles – Great Barrier Reef

    Great Barrier Reef er en oplevelse, du ikke må gå glip af. Vælger du at bo i Port Douglas, kan du få oplevelsen på en heldagstur med Sailaway’s 15m luksuskatamaran med plads til 33 gæster om bord til Low Isles, som er en koralø på Great Barrier Reef. Udforsk de hvide sandstrande med kokuspalmer, som er omringet af de skønneste koraller og koralhav med fisk i eventyrlige farver. Du får for mulighed for at snorkle på egen hånd, og har du ikke prøvet at snorkle før, får du professionel instruktion og kan snorkle sammen med instruktøren.

    1.385 kr. pr. voksen
    965 kr. pr. barn

    * Afgang fra Port Douglas: Dagligt kl. 7.45. Varighed: 7,5 timer. Inkl. kaffe/te formiddag og eftermiddag med frugt og kage, stor frokost buffet, lån af snorkel udstyr samt transport fra hotellet t/r. Miljøskat på AU$ 7-8 betales lokalt. Turen kan også købes som en eftermiddagstur fra kl. 12.30 til 18.30, hvor der i stedet for frokost serveres kanapéer og mousserende vin på hjemturen.

  • Dag 5 Fra Port Douglas til den solbeskinnede kyst ved Cape Tribulation

    Cape Tribulation betyder på dansk ”Kap Modgang” eller ”Kap Ulykke”. Det er dog alt andet end modgang og ulykke, der møder dig på den solbeskinnede kyst. På Myall Beach kan du svømme eller dykke i det lune vand – vær dog opmærksom på rokke-sæsonen – eller klatre ud til den stejle klint Cape Tribulation, som grænser ned til Myall Beach.

    Dagens distance: 85 km

    Her kan du bo dag 5 & 6

    Cape Tribulation Camping

    Cape Tribulation Camping er placeret hvor regnskoven møder havet. Området tilbyder derfor selvsagt et væld af aktiviteter både til lands og til...

  • Dag 6 Tropisk regnskovseventyr i Daintree

    Daintree er med sine 135 mio. år verdens ældste tropiske regnskov og med sine 1.200 km2 også Australiens største. Her bor mere end 430 forskellige fuglearter, hvoraf 13 ikke findes andre steder i verden, og her findes også den sjældne frugt med det lidet flatterende navn ”idiot-frugt”. Navnet har den fået, fordi man efter sigende skal være meget lidt fornuftig for at spise frugtens højst giftige frø.

  • Dag 7 Guldfeberhistorie og opdagelsesrejser i Cooktown

    Fortsæt rejsen mod nord til historiske Cooktown. I guldfeberens kronede dage summede den isolerede by af liv og var i en periode den næststørste by i Queensland. Hvis du har brug for et par timers pause fra den bagende sol, så aflæg et visit i  James Cook Museum, som fortæller historien om Kaptajn Cooks opdagelser i området og hans møder med det oprindelige aboriginale folk.

    Dagens distance: 100 km

    Her kan du bo dag 7 & 8

    Cooktown Caravan Park

    Cooktowns nyeste campingplads er et stille alternativ til naturelskeren. Den skyggefulde plads er nemlig hjem for mange forskellige dyrearter og st...

  • Dag 8 Sightseeing i Cooktown eller snorkeltur til Great Barrier Reef

    Cooktown er mere og andet end guldfeberhistorie og opdagelsesrejsende. Det er et glimrende udgangspunkt for at tage på naturudflugter – et oplagt valg er en sejl- eller snorkletur ud til Great Barrier Reef, der strækker sig 2.000 km parallelt med Australiens nordøstkyst.

  • Dag 9 Oplevelser i det frodige plateau Atherton Tablelands og dukkert i Mossman-floden

    Vend motorhomet mod syd og kør mod Atherton i Atherton Tablelands, som er et 32.000 km2 frodigt plateau, hvis frugtbare jord skyldes dens vulkanske fortid. Her er glimrende muligheder for en vandretur i regnskoven – og medbring gerne håndklæde og badetøj til en dukkert i Mossman-floden.

    Dagens distance: 300 km

    Her kan du bo dag 9

    BIG4 Atherton Woodlands Tourist Park

    Denne grønne og fredfyldte campingplads tilbyder både legeplads, udendørs swimmingpool, gratis WiFi og mulighed for at grille på pladsen. Plads...

  • Dag 10 Outback og underjordiske lavatunneller i Undara

    En tur ud i outback’en er næsten en selvfølgelighed, når turen går til Australien, og i Undara kan du få den ultimative outback-oplevelse med vild og gold natur og typisk australsk dyreliv. Området er måske mest kendt for sit underjordiske system af lavatunneller, der blev dannet for 190.000 år siden. Flere steder er tunnelerne gennembrudt, så sollyset strømmer ind i de underjordiske gange, og der findes helt små mikro-økosystemer, hvor flora og fauna har haft helt særlige muligheder for at udvikle sig i en helt anden retning end andre steder.

    Dagens distance: 195 km

    Her kan du bo dag 10

    Bedrock Village

    Med sin placering i historiske Mount Surprise tilbyder Bedrock Village rejsende en komfortabel og attraktiv base med faciliteter som eks. saltvands...

  • Dag 11 Fra Undara til Townsville med Great Barrier Reef Wonderland

    Turen går i dag fra Undara til Townsville, hvor du bl.a. kan besøge Great Barrier Reef Wonderland, som byder på et imponerende akvarium med levende koralrev og hundredvis af koralfisk, rokker og hajer.

    Dagens distance: 425 km

    Her kan du bo dag 11 & 12

    Rowes Bay Beachfront Holiday Park

    Rowes Bay Beach Front Holiday Park tilbyder en række aktiviteter for både store og små, som f.eks. legeplads, tennisbane, udendørs swimming poo...

  • Dag 12 Afslappet tempo i tropebyen Townsville

    Tropebyen Townsville har et hyggeligt centrum, som ikke er større end, at man kan gå til det hele. Der er skabt et hyggeligt restaurationsmiljø omkring den gamle svingbro Victoria Bridge, og gågaden Flinders St. Mall ender ved havnen og byens gamle kvarter. Langs med havet løber den lange strandpromenade The Strand med grønne parkområder og et offentligt svømmebassin. Et flot overblik over byen kan fås fra Castle Hill.

  • Dag 13 Fra Townsville til kystbyen Airlie Beach og Conway National Park

    Fortsæt rejsen mod Airlie Beach, hvor du f.eks. kan besøge Conway National Park med de regnskovsbeklædte bakker, afsondrede strande og panoramiske udsigter over Whitsunday-området.

    Dagens distance: 275 km

    Her kan du bo dag 13 & 14

    Seabreeze Tourist Park

    Seabreeze Tourist Park tilbyder udendørs pool, gratis WiFi og en central beliggenhed i frodige omgivelser tæt på Airlie Beach. Slap af ved poole...

  • Dag 14 Afslapning i Airlie Beach eller sejltur til Whitsunday-øerne

    Slap af ved lagunen ved stranden i Airlie Beach eller gå en tur gennem gågaden med butikker og caféer. Du kan også tage på en sejltur til Whitsunday-øerne, som består af 74 øer, hvoraf de fleste er ubeboede og fredede nationalparker. Der findes flere forskellige muligheder fra Shute Harbour, hvor der hver morgen sejler udflugtsbåde til flere af øerne og revet. Vi foreslår en tur, hvor du kommer til Daydream Island og til Hamilton Island og naturligvis til Whitsunday Island, der er den største af øerne. Her ligger Whitehaven Beach, der uden diskussion er en af verdens smukkeste strande med sit snehvide sand.

    Tilkøbsmuligheder

    Whitsunday-øerne & Whitehaven Beach

    Oplev de fantastiske Whitsunday-øer og den verdenskendte strand Whitehaven Beach på denne halvdagstur, hvor du vil se noget af den smukkeste natur, Australien har at byde på. Du sejler fra Port of Airlie, og kaptajnen vil fortælle om områdets historie og naturlige vidundere, imens du nyder udsigten af Whitsunday-øerne på turen mod Whitehaven Beach. Whitehaven Beach befinder sig på den største af de 74 Whitsunday-øer, og det krystalklare, azurblå vand, og den uberørte, hvide sandstrand strækker sig over mere end syv kilometer. Nyd en vandretur, afslapning eller svømmetur, imens du beundrer udsigten af en af verdens smukkeste strande.

    665 kr. pr. voksen
    335 kr. pr. barn

    * Afgang: Dagligt kl. 7.15 og 1.55. Varighed: 6,5 time. Inkl. kaffe/te samt miljøafgift.

    Eksklusiv sejltur til Whitsunday-øerne

    Oplev de fantastiske Whitsunday-øer og den verdenskendte strand Whitehaven Beach på en eksklusiv sejltur om bord på Camira, som er en højhastighedskatamaran, der er rummelig og behagelig at sejle med. Turen inkluderer en guidet gåtur på Whitsunday Island, som bl.a. vil føre dig til udkigsstedet Hill Inlet, der er et af de mest fotograferede steder i Australien. På den guidede gåtur får du bl.a. et indblik i det billedskønne områdes historie, og du vil lære om Ngaro-folket, som er Whitsundays oprindelige folk. På sejlturen vil du desuden få mulighed for at bade og opleve smukke strande, og det er ofte muligt at se rokker og store havskildpadder. Til frokost vil du få serveret et lækkert grillmåltid, og katamaranens mandskab, der har mange års lokal erfaring, vil gøre deres bedste for, du får en mindeværdig oplevelse.

    1.025 kr. pr. voksen
    715 kr. pr. barn

    * Afgang: Dagligt kl. 8.15. Varighed: 10 timer. Inkl. kaffe/te, barbeque-frokost med drikkevarer (vin & øl fra kl. 11) samt miljøafgift.

  • Dag 15 Fra Airlie Beach til Australiens "steak-hovedstad", Rockhampton

    Rockhampton bryster sig af at være Australiens ”steak-hovedstad”. I det centrale Queensland er kvægindustri en af de mest dominerende industrier, og det afspejler sig også i mange af Rockhamptons restauranters menukort. Du kan også få et indblik i byens fortid i Rockhampton Heritage Village, hvor områdets farverige historie mellem 1850 og 1950 bliver fremstillet, eller køre ca. 23 nord for byen og besøge The Caves Township, som er hjem for nogle af Queenslands mest spektakulære grotter. The Capricorn Caves er delstatens ældste turistattraktion og kan fremvise imponerende limstensgrotter, som er formet af et ældgammelt koralrev for mere end 400 mio. år siden.

    Dagens distance: 480 km

    Her kan du bo dag 15

    Rockhampton Caravan Park

    Rockhampton Caravan Park tilbyder masser af faciliteter for både store og små, og har bl.a. hoppepude, swimmingpool, tennisbane og fitnesscenter....

  • Dag 16 Kom tæt på skildpadderne i Bargara

    Dit ophold i Bargara kan blive et minde for livet. På Mon Repos Turtle Center kan du være vidne til skildpadder, der i mørket bevæger sig op på stranden for at lægge æg, eller se de mange små skildpadder udklækkes og i stor flok vrimle ned mod havet. Mellem november og marts kan du i selskab med en ranger på en guidet tur se skildpadderne lægge æg, mens det er mellem januar og marts, at æggene udklækkes.

    Hvis du har mindre børn med på turen, er den lille legeplads Turtle Park i Bargara et stop værd. For de voksne er det udsigten over havet og et måltid fra en af de nærliggende restauranter, der er attraktionen – tag gerne frokosten med ned til vandet og nyd det flotte vue over havet.

    Dagens distance: 300 km

    Her kan du bo dag 16

    Bargara Beach Caravan Park

    Dette overnatningssted ligger blot 1 minuts gang fra stranden og tilbyder gratis WiFi, en legeplads og gode muligheder for cykelture rundt i områd...

  • Dag 17 Med færge til den smukke sandø Fraser Island

    Turen går med færge fra Hervey Bay til Fraser Island, som er verdens største sandø – 123 km fra nord til syd med de mest fantastiske klitlandskaber, brede sandstrande, krystalklare ferskvandssøer og regnskov med træer, der bliver op til 70 m høje. Læg hertil et spændende dyreliv med bl.a. dværgkænguruer og dingoer. I perioden fra juli til november kan du være heldig at se hvaler ud for øens kyster. Øen har ingen asfaltveje, så det er ikke muligt at tage motorhomet med. Vi anbefaler derfor at lade motorhomet stå ved Hervey Bay og tilkøbe en 4WD-tur – så er du sikker på at opleve øen fra sin mest uspolerede side.

    Dagens distance: 120 km

    Her kan du bo dag 17 & 18

    Kingfisher Bay Resort

    Kingfisher Bay Resort ligger tæt ved stranden og samtidig gemt i regnskoven. Respekt for naturen er den bærende filosofi, men alligevel kan resor...

  • Dag 18 Naturoplevelser på Fraser Island

    Fraser Island er én stor nationalpark. På en guidet tur i firhjulstrækker kan du komme til bl.a. Lake McKenzie, Eli Creek, The Cathedrals og Maheno-skibsvraget. Stranden 75 Mile Beach kan betragtes som værende øens hovedvej og er en oplevelse at køre på i sig selv.

  • Dag 19 Med færge retur til fastlandet og kurs mod badebyen Noosa

    Tag med færgen tilbage til fastlandet og fortsæt mod syd til den hyggelige badeby Noosa. Her er der hyggelige restauranter, skønne sandstrande og afslappet stemning.

    Dagens distance: 160 km

    Her kan du bo dag 19

    Mooloolaba Beach Holiday Park

    Mooloolaba Beach Holiday Park er placeret direkte på en af de sikreste strande og skønneste strande i Queensland. Området byder på masser af ak...

  • Dag 20 Fra badebyen Noosa til den tidligere hippieby Byron Bay

    I 1960’erne valfartede hippier i stort antal til Byron Bay, og byen blev kendt for sin alternative livsstil. Der er stadig noget uhøjtideligt og afslappet over byen med det solrige, subtropiske klima. Cape Byron er det østligste punkt i Australien, og du må ikke gå glip af en tur til fods gennem regnskoven til fyrtårnet.

    Dagens distance: 315 km

    Her kan du bo dag 20

    Byron Bay Holiday Park

    Byron Bay Holiday Park tilbyder bl.a. faciliteter som swimming pool, legeplads og mulighed for at leje cykler. Parken er desuden placeret ved siden...

  • Dag 21 Fra afslapning i Byron Bay til storbypuls i Brisbane

    Fra Byron Bay går turen mod storbyen Brisbane. Vi anbefaler en tur til byens ene botaniske have, som er Mt. Coot-tha Gardens ved foden af Coot-tha-bjerget. Fra toppen af bjerget er der en storslået panoramaudsigt over byen, og man kan se helt til Moreton Bay. Er du dyreinteresseret, kan du tage til Lone Pine Koala Sanctuary, der både en zoologisk have og et center, der arbejder med beskyttelse af koalaer. Ud over de mange koalaer er der mulighed for at stifte bekendtskab med mange af de dyrearter, der kun findes i Australien.

    Dagens distance: 165 km

    Her kan du bo dag 21 & 22

    Brisbane Holiday Village

    Brisbane Holiday Village ligger blot 15 minutters kørsel fra Brisbane centrum og er dermed perfekt placeret hvis man vil udforske den spændende b...

  • Dag 22 På opdagelse i Brisbane

    En dag med flere oplevelser i Brisbane. Vi anbefaler en tur gennem City Botanic Gardens, der ligger smukt ved Brisbane River. Du kan også gå over på den anden side af floden til South Bank Parklands, som både er et forlystelsesområde og et kunstigt strandområde med hvidt sand og palmer. Forslag til oplevelser denne dag kunne også være en sejltur på Brisbane-floden og bridge climbing på Story Bridge. Du kan også bruge dagen på den menneskeskabte strand ved Southbank i hjertet af byen. Stranden er gratis at benytte og har en smuk lagune omgivet af hvidt sand og subtropiske planter. Slap af med en is, tag en svømmetur eller nyd solen i delstaten, hvor solen næsten altid skinner. Eller tage på en strøgtur gennem den hyggelige by, som har en overskuelig størrelse.

     

     

  • Dag 23 Med fly til Melbourne

    I dag flyver du videre til Melbourne i delstaten Victoria. Byen med knap 4 mio. indbyggere emmer af international atmosfære og gør sig blandt andet stærkt bemærket inden for mode og kultur. Melbourne er også kendt som værtsby for Australian Open i tennis og Formel 1-løb. The National Gallery of Victoria har en af de bedste samlinger af australsk kunst og har til huse i et futuristisk museumskompleks på Federation Square – en stor kontrast til den mere end 100 år gamle Flinders Street Station på den anden side af gaden.

    Tilkøbsmuligheder

    Melbournes skjulte sider

    Som turist kan det være svært at finde de autentiske oplevelser i en storby. Men på denne byvandring (2 km) med en lokalkendt guide og max. 8 deltagere er du helt sikker på at få dem. Turen går forbi steder og seværdigheder, de fleste turister overser, og giver et indtryk af, hvad der rører sig i byen netop nu. Der er tid til et kaffe/te stop og til at smage på delikat chokolade.

    485 kr. pr. person

    * Afgang: Dagligt , undtagen søndag og helligdage kl. 09.50 og kl. 14.00. Varighed: 3 timer. Inkl. kaffe/te.

  • Dag 24 Fra storbystemning i Melbourne til den hyggelige kystby Apollo Bay

    Autocamperen afhentes og næste kør-selv-tur begynder. Fra Melbourne går turen til Torquay, hvor Great Ocean Road begynder. Inden den 250 km lange kystvej blev åbnet i 1932, var de små byer på Victorias sydkyst meget isolerede, og under visse vejrforhold helt afsondrede. I mange år havde der været planer om at bygge en vej, men først efter 1. verdenskrig blev planerne realiseret. Man så nemlig bygningen af kystvejen som en mulighed for at beskæftige de hjemvendte soldater og samtidig mindes de faldne – og at vejen kunne blive en turistattraktion var heller ikke uvæsentlig i forbindelse med en finansiering. Denne dag køres der ca. halvdelen af strækningen til den hyggelige kystby Apollo Bay, hvor der overnattes. Stedet er perfekt til at svømme og surfe.

    Dagens distance: 197 km

    Her kan du bo dag 24

    Apollo Bay Holiday Park

    I naturskønne omgivelser og i gå-afstand til både by og strand ligger campingpladsen Apollo Bay Holiday Park. Her kan du slappe af i rolige omgi...

  • Dag 25 Otway National Park, The Twelve Apostles og Port Fairy

    Efter Apollo Bay går vejen lidt ind i landet og gennem regnskoven i Otway National Park. Vi anbefaler et stop her og en tur mellem trækronerne på Otway Tree Top Walk. Herefter er ruten igen tilbage ved kysten, og de mest særprægede klippeformationer dukker op, f.eks. The Twelve Apostles. Besøg Flaggstaff Hill Maritime Village i Warrnambool, der på en interessant måde fortæller historien om nogle af kystens mange skibsforlis. Nyd resten af dagen i den lille hyggelige by Port Fairy. Byen er en af de ældste bosættelser i Victoria med mange bevaringsværdige bygninger, som blev bygget, da hvalfangsten var på sit højeste.

    Dagens distance: 187 km

    Her kan du bo dag 25

    Port Fairy Holiday Park

    Port Fairy Holiday Park er en herlig campingplads for både store og små. Campingpladsen ligger i dejlige omgivelser, hvor du bl.a. kan gå en tur...

  • Dag 26 Ad kyststrækninger og gennem nationalparker til strandidyl i Robe

    Ruten følger kysten et lille stykke tid endnu, men ved Portland går den ind i landet gennem nationalparkerne Cobboboonee og Lower Glenelg. Kort tid efter at du har krydset grænsen til delstaten South Australia, kommer du til Mt. Gambier. Byen har navn efter den 5.000 år gamle udslukte vulkan i nærheden, og den skal du bestemt se. Kratersøen Blue Lake skifter farve hvert år i november – men hvorfor er stadig en uløst gåde. Måske kan du komme med et bud? Næste stop bør være ved Tantanoola Caves, der ligger lige inden, du kommer til Millicent. Du kan også nyde et kort eftermiddagsstop ved Beachport, som i 1830’erne spandt guld på hvalfangst. På turen videre til Robe kan du nemt finde en dejlig strand, nyde solen og en svømmetur.

    Dagens distance: 291 km

    Her kan du bo dag 26

    Discovery Parks Robe

    Discovery Parks Robe ligger i et skønt område med direkte adgang til det krystalklare vand ved Long Beach. Campingpladsen tilbyder faciliteter so...

  • Dag 27 Via Kingston og Murray Bridge til den gamle hvalfangerby Victor Harbor

    Turen går via Kingston til Murray Bridge, som faktisk er navnet på en by ved Murray River. Herfra går ruten igen ud til kysten – til Victor Harbor ved Horseshoe Bay. Det er også en gammel hvalfangerby, og stemningen fra dengang kan indfanges på Whalers Haven Colony Museum. Besøg også Granite Island, hvor du kan møde både dværgpingviner og wallaby’er.

    Dagens distance: 353 km

    Her kan du bo dag 27

    Victor Harbour Holiday & Cabin Park

    Victor Harbour Holiday & Cabin Park ligger i et grønt og dejligt område i gå-afstand til stranden, hvor du f.eks. kan gå en skøn aftentur....

  • Dag 28 Kurs mod fabelagtig natur og dyreliv på Kangaroo Island

    Der venter smukke naturoplevelser på Australiens tredje største ø, Kangaroo Island. Færgeturen fra halvøen Cape Jervis tager ca. 45 min. På Kangaroo Island venter et landskab primært bestående at bush, flotte strande og særprægede klippeformationer og et spændende dyrerige med kænguruer, koalaer, myrepindsvin, pingviner, sæler og søløver. Besøg Cliffords Honey Farm, hvor du kan smage på frisk, hjemmelavet honning, eller Emu Ridge Eucalyptus Oil Distillery, hvor du ser, hvordan man anvender olien fra eukalyptustræerne. Ved Seal Bay kan du komme helt tæt på de australske søløver, der holder til på stranden, hvor de yngler og nyder livet.

    Dagens distance: 140 km

    Her kan du bo dag 28 & 29

    Kangaroo Island Shores

    Kangaroo Island Shores ligger i dejlige omgivelser direkte ned til det krystalklare hav. Her kan du opleve et herligt dyreliv, som øens navn også...

  • Dag 29 Oplevelser på Kangaroo Island

    Dagen kan med fordel bruges i nationalparken Flinders Chase. Begynd i informationscenteret og spis frokost ved rangernes hovedkvarter i Rocky River, hvor man bliver omringet af possum’er og kænguruer. I den sydlige del af parken ligger Cape du Couedic, hvor man ud over et fyrtårn finder Admiral’s Arch – en åben drypstenshule, hvor det er muligt at se pelssæler. Lidt længere mod øst finder man granitklipperne Remarkable Rocks, som har fået sine sære former af vind og vejr.

  • Dag 30 Langs kysten og gennem vindistriktet Mc Laren Vale til Adelaide

    Turen går med færge tilbage til fastlandet og langs kysten til Adelaide gennem Mc Laren Vale, der er et af de mest kendte vindistrikter i delstaten South Australia. Mc Laren Vale er især blevet internationalt kendt for deres vine lavet på Shiraz og Cabernet Sauvignon. Vi foreslår en frokost på en af vingårdene – på besøgscenteret kan du få et overblik over mulighederne. Senere ankommer du til Adelaide, men inden du kører helt ind i centrum, kan du passende køre til udsigtspunktet Adelaide Hills og få et kig ud over byen. Autocamperen afleveres i Adelaide.

    Dagens distance: 254 km

    Her kan du bo dag 30 & 31

    Holiday Inn Express Adelaide

    Holiday Inn Express er placeret i byens absolutte centrum blot 200 m fra Art Gallery of South Australia. Hotellet tilbyder faciliteter som fitnessc...

  • Dag 31 Oplevelser i Adelaide

    Brug dagen på at udforske Adelaide, hvor gaderne er som lagt efter en lineal. På North Terrace, som er byens gamle kulturboulevard, finder du både monumenter og bygninger, der fortæller interessant historie.

  • Dag 32 Med fly til metropolen Sydney

    Du flyver til Australiens største by, metropolen Sydney, der nok bedst er kendt for sit varetegn Operahuset. En sejltur omkring havneområdet er et must og en oplagt mulighed for at opleve storbyens imponerende skyline.

    Tilkøbsmuligheder

    Sydney Harbour Story Cruise

    En sejltur er et "must" i Sydney. Sejlturen begynder ved Circular Quay, og du får et imponerende syn af storbyens skyline samt naturligvis både Operahuset og Sydney Harbour Bridge. Du nyder synet af strande og parker fra søsiden, mens du hører historien om landet, dets folk, historie og udviklingen af en af verdens flotteste havnebyer.

    230 kr. pr. voksen
    175 kr. pr. barn

    * Turen varer ca. 2 timer, og der er afgang hver dag kl. 10 - 12.15 og 14.15 – 16.15 Prisen er inkl. kaffe/te og biscuits

  • Dag 33 På opdagelse i Sydney

    Brug dagen omkring Darling Harbour, et tidligere havneområde, der er blevet transformeret til et underholdningsmekka. Her ligger bl.a. Sydney Aquarium, Imax Theatre, National Maritime Museum og et stort shoppingcenter. Sydney Opera House og Sydney Harbour Bridge er de to bygningsværker, der dominerer storbyens skyline, og vi vil varmt anbefale bridge climbing på den 134 m høje bro, hvorfra der er en formidabel udsigt 360 grader rundt og bl.a. til Operahuset. Den spektakulære bygning er et storslået syn, men du skal ikke nøjes med at beundre det arkitektoniske mesterværk udefra. Tag på en guidet rundvisning hvor du i løbet af en times tid hører historien om bygningen, som er tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon i 1957.

    Tilkøbsmuligheder

    Guidet tur i Operahuset

    Sydney Opera House er en storslået oplevelse, og den spektakulære bygning har nu i 40 år taget alle med storm. På en guidet rundvisning hører du i løbet af en times tid historien om det arkitektoniske mesterværk.

    210 kr. pr. voksen
    115 kr. pr. barn

    * Turen varer en time, og der er daglig afgang hver halve time fra kl. 9 - 17.

    Bridge Climb i Sydney

    Se Operahuset fra toppen af den 134 m høje Harbour Bridge og nyd den formidable udsigt 360 grader rundt. Gennem de sidste 10 år har to mio. mennesker fået denne fantastiske oplevelse. Alder er ingen hindring – den hidtil ældste "bridge climber" var 100 år. Turen gennemføres yderst professionelt med stor fokus på sikkerhed. Bridge Climbing er en af Sydneys største attraktioner, og vil du være sikker på denne oplevelse, er det vigtigt at bestille inden afrejsen. Du skal regne med, at prisen er lidt højere, hvis du "bridge climber" i weekenden, tidligt om morgenen og i jule/nytårsperioden.

    1.510 kr. pr. voksen
    1.020 kr. pr. barn

    * Afgang flere gange dagligt. Varighed: 3½ time. Inkl. udstyr, gruppefoto og certifikat.

  • Dag 34 På opdagelse i Sydney

    En idé denne dag kunne være at udforske Sydneys ældste bydel, The Rocks, der ligger mellem Circular Quay og Harbour Bridge. En anden mulighed er cykeltur med en lokal guide, der går til flere af de kendte seværdigheder, men du ser også mindre kendte sider af Sydney, og da der cykles steder, der kun er forbeholdt cyklister og fodgængere, er det en meget afslappende oplevelse. Du kan naturligvis også vælge at nyde solen på den berømte badestrand Bondi Beach. Du kan også tage en heldagstur uden for byen i en af de to nationalparker Blue Mountains eller Kung-ring-gai Chase.

    Tilkøbsmuligheder

    Sydney på cykel

    En cykeltur er en anderledes og afslappende måde at opleve storbyen på, og det er et spændende alternativ til sightseeing i bus, da du bl.a. kommer steder, som er forbeholdt cyklister og fodgængere. Turen begynder i det historiske område, The Rocks, og i løbet af fire timer, får du et rigtig godt indtryk af Sydney. Sammen med den lokalkendte guide går turen til mange af de kendte seværdigheder som Sydney Opera House og Darling Harbour, men du ser også mindre kendte sider af Sydney. Turen foregår i et tempo, hvor alle kan være med, og der er adskillige fotostop og pauser undervejs, bl.a. ved en hyggelig pub. Du får udleveret cykel, hjelm og lille taske til kamera/pung. Der kan lejes cykelanhænger til børn.

    635 kr. pr. voksen
    485 kr. pr. barn

    * Afgang: Mandag, onsdag, fredag og lørdag kl. 10.30. Varighed: 4 timer

    En dag i Blue Mountains National Park

    Er du i Sydney, må du ikke snyde dig selv for en tur til Blue Mountains National Park. Naturen er helt fantastisk med skovklædte bjerge, vandfald og dybe kløfter. Det er dampen fra olien i eukalyptustræernes blade, der giver bjergene deres blålige skær, og det er baggrunden for nationalparkens navn. Vi foreslår denne eksklusive heldagstur med max. 17 deltagere, og turen inkluderer både kendte og mindre kendte steder. Første stop på turen er Calmsley Hill, som er en arbejdende farm tæt på Sydney, hvor vi skal opleve nogle af de mange forskellige gårddyr samt koalaer og kænguruer. Det er også her, vi får vores "morning tea" serveret. Fremme ved Blue Mountains ser du spektakulære vandfald, flotte udsigtspunkter og naturligvis den meget kendte klippeformation ”The Three Sisters”. Frokosten bliver serveret på det historiske og smukt beliggende Hydro Majestic Hotel. Om eftermiddagen ser vi flere udsigtspunkter, bl.a. Govetts Leap Lookout med udsigt til Bridal Veil Falls. Dagens sidste stop er Mt Tomah Botanic Gardens, hvor vi nyder den enestående udsigt med et glas mousserende vin i hånden.

    1.465 kr. pr. voksen
    870 kr. pr. barn

    * Afgang: Dagligt kl. 7. Varighed: 9 timer. Inkl. nationalpark gebyr, morning tea, 2-retters frokost, 1 glas mousserende vin samt transport hotel t/r.

  • Dag 35 Afrejse fra Sydney
  • Dag 36 Ankomst til Danmark
  • Tilkøb Forlæng rejsen

    Har du mere tid og drømmer om at opleve noget mere? Vi skræddersyr gerne rejsen til dig, så du får alle dine ønsker opfyldt.

    Tilkøbsmuligheder

    Forlæng rejsen i Singapore

    Pakken inkluderer 2 nætter på Peninsular Excelsior inkl. morgenmad, transfer til/fra lufthavnen og giver desuden adgang til en række rabatter og fribilletter på byens turistattraktioner og spisesteder – spørg din rejsekonsulent for yderligere information.

    1.315 kr. pr. person

    Ekstra dage i Hong Kong

    Tilføj en spændende storby til rejsen! Pakken indeholder 2 nætter på Harbour Plaza Metropolis Hotel (ekskl. morgenmad) og 3 timers guidet rundtur til fods.

    1.370 kr. pr. person

Rejsen inkluderer

Prisen inkluderer

  • Fly København – Cairns med Singapore Airlines inkl. skatter og afgifter
  • 1 overnatning på Bay Village i Cairns
  • Indenrigsfly Brisbane - Melbourne
  • 1 overnatning på Clarion Suites i Melbourne
  • 28 dages leje af autocamper
  • 2 overnatninger på Holiday Inn Express i Adelaide
  • Indenrigsfly Adelaide - Sydney
  • 3 overnatninger på Adina Apartments i Sydney
  • Fly Sydney - København med Singapore Airlines inkl. skatter og afgifter
Datoer Pris per person
01. april 2020 - 15. oktober 2020Fra 22.895 kr.
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud

Bemærk venligst, at eventuelle rabatter er fratrukket den oplyste pris.

Alt det praktiske

  • Ud i trafikken

    Campingpladser
    De australske campingpladser er både kendt for meget fine faciliteter og naturskønne beliggenheder. Campingpladserne er enten privatejede eller underlagt Department of Conservation, hvor du kan finde en oversigt over campingpladser i New Zealand. Det kan være en god idé at bestille plads på de mest populære campingpladser, f.eks. i nationalparkerne, da de hurtigt bliver udsolgt i højsæsonen.

    New Zealand er et af de få lande, hvor camping i det fri uden for campingpladserne er tilladt. Det kaldes ”freedom camping”. For at campere i det fri, skal autocamperen være udstyret med følgende: et toilet, beholder med frisk vand, spildevandsopbevaring og skraldespand med låg. Læs mere om freedom camping her.

    Hvis du lejer en autocamper fra Maui eller Britz, kan du med fordel downloade en gratis app, der giver gode råd i forhold til campingpladser og har en oversigt over tankstationer, afleveringssteder, supermarkeder og restauranter. Søg på “Maui Roadtrip” eller “Britz Roadtrip”.

    Envejsleje
    Envejsleje er, hvis du ønsker at aflevere autocamperen i en anden by, end der, hvor du afhentede den. Envejsleje er kun muligt mellem visse byer og kan kun bestilles ved at tage kontakt til os. Envejsleje koster ca. AU$ 75-250.

    Ubegrænset km og benzinøkonomi
    Når du lejer en autocamper i Australien, er der som standard inkluderet en ubegrænset km-pakke. Dog anbefaler vi alligevel, at du har en idé om, hvilken rute, du vil køre.

    Benzinøkonomien på de forskellige autocamper-modeller varierer, men de kan køre ca. 9 km pr. liter alt efter størrelsen på autocamperen og din kørestil. Benzinpriserne i Australien er ca. de samme som i Danmark.

    Forsikring og selvrisiko
    Vores standardpriser inkluderer altid en forsikring, dog med depositum og selvrisiko på ca. AU$ 5.000-7.500. Vi anbefaler at tilkøbe en ”all inclusive”-pakke, der bl.a. indeholder en ”no worries”-forsikring med en selvrisiko på 0 kr. – derudover indeholder pakken også mulighed for at benytte en ekstra chauffør, Wi-Fi og tablet inkl. GPS. Pakken koster ca. 200-300 kr. pr. dag.

    Færdselsregler
    I Australien kører man i venstre side af vejen. Hastighedsbegrænsningen på de fleste veje uden for byerne er 100 km/t. I byerne er hastighedsgrænsen 50 km/t. Husk at køre venstre om i rundkørsler.

  • Værd at vide

    • Australien har venstrekørsel.
    • Afstandene er store, og der kan være langt mellem tankstationerne. Husk at fylde tanken op, selv om den ikke er helt tom.
    • Medbring altid rigeligt med vand og forsyninger, især når du skal til mere øde områder.
    • Undlad helst at køre uden for byerne, når det er mørkt. Hold øje med dyr i vejkanten, specielt i skumringen.
    • Vær ekstra opmærksom, når du skal passere ”roadtrains”, der kan være op til 50 m lange og skabe kæmpe støvskyer. Overhaling tager tid.
    • Hastighedsgrænserne kan variere, men er typisk 50 km/t i byområder og 100 km/t på landeveje.
    • Tjek vejrudsigten og lyt til råd fra de lokale. I regntiden kan vejene blive ufremkommelige selv for en 4-hjulstrækker.
    • Pladsen er sparsom i autocamperne, så du kan evt. efterlade eventuelle kufferter på Maui-kontoret.
    • Der må kun køres på asfalterede veje (gælder ikke for 4WD eller på grusveje til campingpladser på under 12 km). Udlejningsstationerne oplyser om lokale restriktioner.

  • De mest stillede spørgsmål

    Kan alle køre en autocamper? Ja! Mange danskere bliver overvældede, når de første gang ser størrelsen på en autocamper, men den er faktisk ret nem at køre. Husk dog at lave store sving og hold dig i venstre side, da Australien har venstrekørsel.

    Kræver det et specielt kørekort? Nej, at køre i autocamper i Australien kræver faktisk kun, at du har et helt almindeligt B-kørekort i Danmark – også selvom totalvægten kan overstige 3.500 kg.

    Obs: For at hente en lejebil i Australien kræves det, at du har et internationalt kørekort med.

    Hvor gammel skal man være? For at kunne leje en autocamper i Australien kræves det, at du er 21 år.

    Fordele og ulemper ved autocamper? Der er både fordele og ulemper ved at leje en autocamper i Australien. Den ultimative fordel er naturligvis, at du hele tiden er tæt på den smukke natur, og så kan du desuden gøre stop, lige når du lyster. Du skal dog indstille dig på, at din rejseradius kan blive mindre i forhold til i en bil, da det tager længere tid at køre i en autocamper. Det kan godt være en anelse dyrere at leje en autocamper end en almindelig bil, men så sparer du til gengæld udgiften til hoteller, da du overnatter på campingpladser undervejs.

    Hvad skal man medbringe? Du skal medbringe det samme, som du ville gøre til en bilferie. Der er både køkkenudstyr, dyner, puder, håndklæder og andet praktisk udstyr i autocamperen.

    Hvornår er det billigst? Prisen på autocamper er baseret på udbud og efterspørgsel, og den ændres hver uge. Det kan dog betale sig at bestille turen i god tid, da der tidligt på sæsonen er et stort udbud og ofte gode rabatter ved ”early bird”. Derudover er det selvfølgelig også billigere at rejse uden for højsæsonen fra december – marts.

  • Det er din rejse! - Ruteforslag eller 100 % skræddersyet

    Selv om ferie i en autocamper er ferie med fleksibilitet, er det en god idé at planlægge turen i grove træk inden afrejsen. Her står vi naturligvis klar til at rådgive dig og skræddersyr gerne rejsen, så den passer til dine ønsker. Vi har lavet en række ruteforslag, som vi anbefaler – men disse kan naturligvis altid kombineres og tilpasses, som du har lyst. Ligeledes kan en ferie i autocamper også kombineres med andre ferieformer. Du er altid velkommen til at kontakte os på 70 22 66 00 eller på verden@risskov.com.

  • Gode råd til autocamperen

    • Det er en god idé at proviantere, inden du begiver dig afsted. Udlejningskontoret henviser gerne til nærmeste supermarked og tankstation.
    • Du skal selv medbringe barnesæde til dit barn eller leje et gennem udlejningsfirmaet.
    • Campingbord og stole kan lejes hos nogle udlejningsfirmaer, eller du kan købe dem billigt i et supermarked. En del campingpladser har også borde/bænkesæt til hver plads.
    • Køb rigeligt med vand på flaske, da du ikke kan drikke vandet fra autocamperens vandtank.
    • Kør en kortere distance den første dag – dels er det en god idé at blive fortrolig med autocamperen, og dels er der ikke så langt tilbage til udlejningskontoret, hvis der er noget, du gerne vil have tjekket.
    • I store dele af Australien kan der være langt mellem byerne, så fyld tanken op, når du kommer forbi en tankstation.

  • Inden du rejser til Australien

    Pas og visum

    Der kræves turistvisum til Australien for ophold op til 3 måneder i Australien. Der kræves gyldigt maskinlæsbart pas, også for børn uanset alder. Ikke-danske statsborgere skal selv undersøge gældende pas- og visumregler. Vi anbefaler, at passet er gyldigt i mindst seks måneder efter hjemkomsten.

    På rejser på egen hånd skal du selv sørge for at søge om visum. Dette turistvisum (eVisitor 651) er gratis og søges elektronisk her. Der oprettes først en konto, og derefter skal du bruge dit pas til at udfylde visumansøgningen.

    Toldregler

    De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

    Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskifte, også selv om de er blevet plomberet ved indkøb i en af de foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, der er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vaccinationer og medicin

    Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse til Australien. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.

    Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. En sådan beskrivelse kan du få hos din egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Valuta og kreditkort

    Møntfoden hedder australske dollars (AUD). Du behøver ikke at veksle til  dollars hjemmefra, da alle de kendte betalings- og kreditkort også kan anvendes i Australien. Der kan ved ankomsten hæves kontanter i hæveautomater – de såkaldte ATMs, som findes overalt, også i lufthavnene. Da der betales et gebyr pr. hævning, er det bedst at undgå for mange små hævninger. I butikker kan der kun hæves det beløb, som varen koster. Undervejs er det en god idé altid at have kontanter med til mindre indkøb. Det kan anbefales at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk desuden de nødvendige informationer, hvis du pludselig skulle få brug for at spærre kortet.

    Bagage

    Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke ting som f.eks. kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.

    En del flyselskaber tillader IKKE, at du medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks osv.

    Australierne har en meget afslappet livsstil og klæder sig også derefter – et godt tip, når kufferten skal pakkes. Der kan være meget svingende temperaturer i løbet af rejsen, da Australien er et stort land med forskellige klimaer. Medbring derfor tøj til alle vejrforhold. Skulle der blive behov for myggespray, kan det med fordel købes i Australien, og det gælder også solcreme med høj faktor.

  • Lokal forhold

    Tidsforskel

    Australien strækker sig over et enormt areal og er inddelt i flere tidszoner i forhold til dansk normaltid:

    • Eastern Time Zone (Queensland, New South Wales, Victoria og Tasmanien): 10 timer foran Danmark.
    • Central Time Zone (Northern Territory og South Australia): 9,5 timer foran Danmark.
    • Western Time Zone (Western Australia): 7 timer foran Danmark.

    Drikkepenge

    Det er ikke kutyme, at du skal give drikkepenge i Australien, men i servicebranchen er det velset, at god service påskønnes med et lille beløb.

    Sikkerhed

    Selv om kriminaliteten er meget lav i Australien, skal du naturligvis udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe dine mest værdifulde smykker. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Australien har trebenede stik med 240/250 volt. Da stikkene er anderledes end i Danmark, er det derfor nødvendigt med en adapter, som kan købes i diverse el-forretninger, isenkræmmere og i lufthavnen.

    Mobiltelefon og Wi-Fi

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

    Mad og drikke

    Den australske madkultur henter inspiration fra Østen, Afrika, Europa og Stillehavsøerne. Det, der kendetegner det australske køkken, er bl.a. de mange friske råvarer – friske fisk og skaldyr fra både tropiske, subtropiske og tempererede have, fristende tropiske frugter, en overflod af grøntsager og store bøffer, der ofte kan fylde en hel tallerken. Og så er der naturligvis specialiteter som krokodille, kamel, kænguru og emu – mere australsk bliver det ikke!

    Australien er en nation af øldrikkere, og Fosters, Swan Lager, Victoria Bitter (forkortes VB) og Xxxx (udtales four x) er eksempler på nogle af de mest kendte ølmærker.

    Australien er i dag et af verdens førende vinlande, og der har været dyrket vin på kontinentet, siden de første europæiske nybyggere og straffefanger gik i land i 1788. Selv om de australske druesorter er indført fra Europa, giver de mange solskinstimer andre jordbundsforhold og fremstillingsmetoder ofte vinen en anden karakter.

    Du kan sagtens drikke vandet direkte fra hanen. Vær dog opmærksom på, at postevandet i de større byer tilsættes klor og derfor smager anderledes end i Danmark. Her kan det være en god idé at drikke mineralvand fra flaske.

    Rygning

    Der er rygeforbud på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder.

  • Fakta

    • Statsform: Konstitutionelt monarki.
    • Befolkning: 23,5 mio. indbyggere.
    • Hovedstad: Canberra, der ligger i sit eget territorium – Australian Capital Territory.
    • Religion: Protestanter 23 %, katolikker 23 %, andre kristne 4 %, muslimer 3 %, buddhister 2 %, ortodokse 2 %, hindu 2 %.
    • Sprog: Det officielle sprog er engelsk.
    • Areal: 7.741.220 km² (Danmark 43.094 km2).
    • Klima: Australien dækker flere klimazoner – fra tropisk i nord til tempereret i syd. Da Australien er et enormt land, er der store regionale forskelle, og samme dag kan det sne på Tasmanien og være 40 grader i Kimberley-området i Western Australia.

Trustpilot