Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00
Waterfalls, Rockies & Bears

18-dages rejse fra kr. 50540

Om rejsen

Et rejseforslag med oplevelser i både det østlige og det vestlige Canada. I øst koncentrerer det sig om Toronto, der er Canadas største by, og Niagara Falls, der iscenesætter en flot naturoplevelse. Oplevelserne i vest begynder i Calgary, hvor den lejede bil står klar, men du oplever også Rocky Mountains på en togtur fra Jasper til Vancouver. Næsten til verdens ende – det kommer du, når turen går til Farewell Harbour Lodge, hvor bjørne, delfiner og spækhuggere står for underholdningen.

Kom med til et gratis inspirationsmøde

Dagsprogram

  • Dag 1 Ankomst til Toronto

    Toronto går for at være verdens mest multikulturelle by. Gadebilledet er en regnbue af hudfarver, der afspejler de mange forskellige kulturer, der er repræsenteret i byen.

  • Dag 2 Toronto

    Du oplever det bedste af Toronto på en guidet tur. Senere kan du udforske et af de farverige etniske kvarterer, og havnefronten kunne være et godt sted at nyde aftenen.

  • Dag 3 Toronto – Niagara Falls

    Naturligvis skal du opleve Niagara Falls, og det bliver på en guidet tur. Der overnattes i den lille by Niagara Falls, hvorfra der er en storslået udsigt til det 670 m brede Horseshoe Falls. Glæd dig til at opleve vandfaldene om aftenen, når de ligger badet i lys.

    Dagens distance: 128 km

  • Dag 4 Toronto – Calgary

    Turen går tilbage til Toronto, og du flyver fra Toronto til Calgary i provinsen Alberta. Bilen udleveres i lufthavnen. Der bliver sikkert tid til en tur op i Calgary Tower – til en flot udsigt over den flade prærie og til bjergene i det fjerne.

    Dagens distance 128 km

  • Dag 5 Calgary – Banff

    De næste dage skal du tilbringe i Banff National Park. Turens måske flotteste udsigt får du, hvis du tager med svævebanen til toppen af Sulphur Mountain, hvorfra der er en storslået udsigt over Bow Valley.

    Dagens distance: 109 km

     

  • Dag 6 Banff National Park

    Der findes mange afmærkede vandrestier i nationalparken, og der er rig mulighed for at få en fredfyldt naturoplevelse ved en af de smukke søer, og det kunne f.eks. være ved Moraine Lake. Hvis du er interesseret i en aktiv dag, er der mulighed for at komme på rafting- og rideture, og du kan leje kano eller cykel.

  • Dag 7 Banff – Lake Louise

    Blandt de mange søer i de canadiske Rocky Mountains er Lake Louise en af perlerne. Søen lyser op med sin eventyrlige farve mellem skovklædte og sneklædte bjerge, og også her er der et par gode vandremuligheder, f.eks. til Lake Agnes Teahouse.

    Dagens distance: 57 km

  • Dag 8 Lake Louise – Jasper

    Dagen koncentrerer sig om Icefields Parkway – en rute med de mest storslåede naturscenerier og med gode chancer for at spotte en bjørn eller to i vejkanten. Cirka halvvejs mellem Banff og Jasper kommer du til Columbia Icefields, der er det største gletsjerområde i Nordamerika, og fra Columbia Icefield Discovery Centre går der ”snocoach” til Athasbasca-gletsjeren, hvor du kan komme til at stå på sne, der faldt for 400 år siden.

    Dagens distance: 233 km

  • Dag 9 Jasper

    Denne dag har du frihed til at gøre præcist, hvad du vil.  Den enorme nationalpark ligger for dine fødder, og det er bestemt en dagstur værd. Du kan også vælge at tage med på den fantastiske sejltur på Magline Lake.

    Tilkøbsmuligheder

    Sejltur på Maligne Lake

    Natursceneriet ved Maligne Lake i nationalparken Jasper er lige så flot i virkeligheden som det, man ser på postkortene. En sejltur på Maligne Lake er en uovertruffen oplevelse, og der er fotostop ved Spirit Island, hvor det er muligt at komme i land. Maligne Lake ligger 48 km syd for Jasper.

    Kr. 470 pr. voksen
    Kr. 240 pr. barn

    * Afgang: mange gange dagligt. Varighed: 1,5 timer

  • Dag 10 Togtur Jasper – Vancouver

    Bilen afleveres om morgenen, og du kan sætte dig godt til rette i en af VIA Rails komfortable kupeer. Nyd de flotte naturscenerier, der panorerer forbi uden at skulle tænke på trafikken. En del af toget har store panoramavinduer, som giver en fornemmelse af at være midt i naturens herligheder. Du kan glæde dig til udsøgt service og en dejlig atmosfære om bord på toget.

  • Dag 11 Ankomst til Vancouver

    Efter morgenmaden ruller toget ind på stationen i Vancouver. Brug dagen i Vancouver og nyd det pulserende liv i storbyen med den naturskønne beliggenhed ved Stillehavet.

  • Dag 12 Vancouver til Farewell Harbour Lodge

    I dag går turen til det billedskønne Farewell Harbour Lodge. Først flyver du fra Vancouver til Port Hardy. Her venter en vandtaxi, som vil tage dig det sidste stykke til Farewell Harbour Lodge.

  • Dag 13 & 14 Farewell Harbour Lodge

    Langt uden for lands lov og ret ligger Farewell Harbour Lodge på Berry Island. Så det siger sig selv, at der her er tale om en både usædvanlig og uforglemmelig Canada-oplevelse.

    Den ene del af oplevelsen står lodgen for. Farewell Harbour Lodge emmer af atmosfære og gæstfrihed, og det særlige er, at der kun er 12 værelser på logden. Den anden del står naturen for – og den er slet og ret ubeskrivelig.

    Forestil dig at være næsten omgivet af vand, mærke den sprøde morgendis og se, at delfinerne allerede har indfundet sig. Det er kun begyndelsen på en dag med unikke naturoplevelser. Du oplever de storslåede omgivelser med en af lodgens naturguider i en lille eksklusiv gruppe. Og du er med til at fastlægge dagens program, når der tidligt om morgenen sejles ud i naturen. Da der maksimum er otte personer i båden, er det muligt at komme tæt på bjørnene, når de leder efter føde i vandkanten. Drømmer du om at se pukkelhvaler og spækhuggere, er du også kommet til det rigtige sted. Efter en dag i naturen er det dejligt at komme tilbage til lodgen og sætte sig til et veldækket bord og nyde kokkens specialiteter.

  • Dag 15 Farewell Harbour Lodge til Vancouver

    Efter et par uforglemmelige dage på Farewell Harbour Lodge går turen igen mod Vancouver. Der venter endnu engang en dejlig tur i vand-taxi til Port Hardy, hvorefter du flyver til Vancouver

  • Dag 16 Afrejse fra Vancouver
  • Dag 17 Ankomst til Danmark

Priser

Prisen inkluderer

  • Fly Danmark – Toronto inkl. flyskatter og afgifter
  • To overnatinger i Toronto
  • En overnatning i Niagara Falls
  • Guidet bytur i Toronto
  • Hornblower Cruise ved Niagara Falls
  • Fly Toronto – Calgary inkl. flyskatter og afgifter
  • Syv dages billeje
  • Otte overnatninger på hotel
  • En overnatning på VIA Rail i Upper eller Lower bed inkl. en middag og morgenmad
  • Transport med fly til Bones Bay Lodge t/r
  • Fire dages ophold på Bones Bay Lodge inkl. alle aktiviteter og måltider
  • Fly Vancouver – Danmark
Datoer Pris per person
03. maj 2019 - 28. maj 2019Fra kr. 50540
28. maj 2019 - 20. juni 2019Fra kr. 54185
21. juni 2019 - 11. august 2019Fra kr. 55700
12. august 2019 - 25. september 2019Fra kr. 55715
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Canada

    Hvordan er reglerne for pas og visum til Canada?

    Danske statsborgere skal ikke have visum til Canada, når opholdet er på under 90 dage. Dit pas skal være gyldigt i mindst seks måneder efter hjemrejse.

    ETA – indrejsetilladelse til Canada

    For alle rejsende til Canada kræves der en indrejsetilladelse (ETA). Dette gælder også, selv om man kun mellemlander i Canada. Det koster pt. CAD 7 og gælder i 5 år, eller til ens pas udløber. Du skal bruge pas, kreditkort og en e-mailadresse for at søge om indrejsetilladelse. Det tager ca. 5 minutter at søge, og du får en bekræftelse med det samme. Du kan søge indrejsetilladelse via dette link: https://onlineservices-servicesenligne.cic.gc.ca/eta/welcome?lang=en&_ga=1.134940981.552708448.1445597136

    Regler for indrejse til Canada med børn under 18 år

    Bemærk venligst, at der gælder særskilte regler for indrejse med børn under 18 år, hvis de rejser med kun én forælder eller tredjepart som bedsteforælder, lærer osv. I sådanne tilfælde skal der bl.a. gives en skriftlig tilladelse af den forælder, der ikke rejser med, og i tilfælde af rejse med tredjepart skal begge forældre underskrive tilladelsen. Reglerne er meget specifikke og de kan læses her: http://www.cic.gc.ca/english/visit/minors.asp

    Ud over ETA-tilladelsen, forældreerklæringen og andre relevante dokumenter jf. ovenstående link, er det vigtigt at medbringe barnets gyldige pas samt en dåbsattest eller navneattest på engelsk. Kontakt Borgerservice eller det nærmeste kirkekontor for at få en engelsk version af attesten.

    Bemærk også – rejser begge forældre med børn under 18 år, der ikke deler forældrenes efternavne, er det vigtigt, at man husker at medbringe barnets/børnenes dåbsattest/navneattest på engelsk.

    Vi tager forbehold for ændringer – sørg derfor altid for at undersøge de gældende regler på den canadiske ambassades hjemmeside.

    Hvordan er toldreglerne i Canada?

    Det er forbudt at indføre f.eks. frugt, grøntsager og planter til Canada. For aktuelle regler om, hvad man må medbringe til/fra Canada – se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Bemærk, at ved flyskifte kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler), endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne, blive konfiskeret. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Medicin & vaccinationer inden rejsen til Canada

    Der er ingen krav om vaccinationer, når rejsen går til Canada. Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge. Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk, denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Skal jeg have en rejseforsikring inden rejsen til Canada?

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år. Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Hvad er valutaen i Canada?

    Valutaen er canadiske dollars (CA$), og det anbefales altid at have kontanter på sig på rejsen bl.a. af hensyn til drikkepengesystemet. Overalt er det muligt at benytte internationale kreditkort, og der er hæveautomater mange steder. Ved betaling med kreditkort kan man kun hæve det beløb, som svarer til det, varen koster. Du skal være opmærksom på, at der kan være en begrænsning på, hvor meget der må hæves på kreditkortet – dette afhænger dog af den enkelte bank og det enkelte kreditkort. Få evt. yderligere information i din bank. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige telefonnumre, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Hvad er tidsforskellen i Canada?

    Canada har seks tidszoner. Eksempelvis er østkysten 5-6 timer bagud i forhold til dansk tid og vestkysten 8-9 timer bagud i forhold til dansk tid.

    Hvordan kommer jeg rundt i Canada?

    Vi lægger vægt på, at busserne har en god standard, og de har naturligvis aircondition. Bemærk at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj og anden beklædning.

    Hvad er reglen om drikkepenge i Canada?

    Det er almindeligt at give drikkepenge i Canada. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne canadiske skik. På restauranter lægger man typisk 15-20 % oveni regningen (inden salgsskatten lægges til). Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 15-20 % oveni prisen er passende, og stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager).  På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Det beløber sig ca. til 75$ pr. rejsedeltager, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund, har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Hvordan er sikkerheden i Canada?

    Canada er et land med lav kriminalitet, men alligevel anbefales det at udvise forsigtighed, hvor der er mange mennesker samlet, f.eks. i lufthavne. Hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen.

    Skal jeg medbringe en adapter til Canada?

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Flade amerikanske stik bruges overalt, og det er nødvendigt at medbringe en ”adapter”. En adapter kan købes i elforretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen. Canada bruger 110/120 volt, og kan udstyr ikke omstilles fra vores 220 volt, arbejder det kun på halv kraft, og opladning tager derfor længere tid.

    Hvad koster det at ringe fra Canada?

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra hoteller i Canada, og det kan også blive en dyr fornøjelse at bruge sin mobiltelefon. Har du brug for at tale meget i telefon på rejsen, så køb et taletidskort Canada eller benyt internet-telefoni. Tast 0011 45 inden telefonnummeret, hvis du skal ringe hjem til Danmark. Der er adgang til internettet på mange hoteller, og internetcafeer er udbredt.

    Hvordan er maden og vandet i Canada?

    Drikkevandet i Canada er blandt det bedste i verden. Nationaldrikken er øl, og der findes et væld af lokale bryggerier der brygger velsmagende øl. Man kan altid finde øl fra de to store bryggerier Molson og Labatt. Der dyrkes glimrende vine i Canada, f.eks. i Okanagan Valley i British Columbia og på Niagara Peninsula i Ontario. De to områder tegner sig for 80 % af landets vinproduktion. Canadas multi-etniske befolkningssammensætning afspejler sig i landets madkultur, og man kan stort set komme helt verden rundt rent kulinarisk. Men hvad der er på menukortet, er også bestemt af, hvor i landet man befinder sig. Ved kysterne er det f.eks. retter med helleflynder, laks, torsk, kæmperejser og hummer, og i præriestaterne er det saftige bøffer.

    Hvad er reglerne om rygning i Canada?

    Flere og flere offentlige områder i Canada bliver røgfrie. Rygeforbuddene er forskellige fra provins til provins, og rejselederen vil naturligvis sørge for, at deltagerne bliver informeret. Er du i tvivl, om du må ryge, så lad være, hvis du vil undgå en bøde.

    Hvad er den lokale skat i Canada?

    Vær opmærksom på, at priserne i Canada næsten altid er uden lokal moms (Sales Tax). Beløbet varierer fra provins til provins, men du skal regne med, at der lægges 5 – 15 % til det beløb, der står på prisskiltet eller menukortet.

  • Gode råd

    Generelt information om rejsen til Canada

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen. Da vi befinder os i bjergene en del af tiden, har man, især om morgenen, brug for en varm trøje og en let jakke. Det er ikke ualmindeligt, at der i juli måned er 7 grader om morgenen og 25-28 grader over middag. Det kan anbefales at købe myggespray i Canada, da det er mere effektivt end det danske.

  • Fakta om Canada

    Fakta om Canada

    • Statsform: Konstitutionelt monarki. Forbundsstat bestående af 10 provinser og 3 territorier
    • Hovedstad: Ottawa med ca. 900.000 indbyggere Største by Toronto med 2.6 mio. indbyggere
    • Befolkning: 34,6 mio. indbyggere
    • Sprog: Engelsk og fransk
    • Areal: 9.984.670 km2
    • Nationaldag: 1. juli
    • Højeste bjerg: Mount Logan i Yukon (6.050 m)
    • Længste flod: Mackenzie River (1.738 km)
    • Første nationalpark: Banff National Park 1885
    • Verdens længste grænse: 8.891 km – mellem Canada og USA
    • Mål, vægt & temperatur: Canada bruger metersystemet. Temperaturen måles i Celsius.