Ring til os 70 22 66 00
Park Guell i Barcelona, Spanien - Risskov Rejser

Velkommen til Barcelona

Oplev Barcelona som en gruppe på min. 10 deltagere

Mange er af den opfattelse, at solen altid skinner lidt mere i Barcelona end alle andre steder på jorden. Måske er det fordi det i sandhed ofte er dejligt vejr i Barcelona, eller også er det bare fordi Barcelona er guddommeligt begunstiget med smuk arkitektur, kunst, et af de bedste regionale køkkener i verden, spændende historie og middelhavets skønne strande inden for byens grænser. Om man bruger sin storbyferie i Barcelona på at sole sig på stranden, inspicere byens fascinerende arkitektur, se et af verdens bedste fodboldhold spille på Camp Nou, mæske sig i tapas og kolde øl eller gå på et af de mange kunstmuseer, ja, det bestemmer man selv, men én ting er sikker, når man besøger byen: man kommer ikke til at kede sig!

Byen med verdensberømt arkitektur

Den verdensberømte arkitekt Antoni Gaudí har om nogen sat sit præg på Barcelona. Barcelonas absolutte hovedattraktion er Gaudí kirke La Sagrada Familia. Kirken er så enorm, at man næsten ikke tror sine egne øjne. Med sin modernistiske stil og fire slanke tårne er den et imponerende syn, men samtidig har mange hævdet, at den er mere speciel end egentlig køn. Døm selv, når rejsen går til Barcelona, og sørg endelig for at gå op af de mange, mange trin til kirkens top, hvorfra der er en fantastisk udsigt. Gaudí har foruden La Sagrada Familia stået for byggeriet af det organiske lejlighedskompleks La Pedrera, der næsten er mere en skulptur end bygning, og desuden Parc Güell, der indeholder flere af arkitektens mest berømte designs. Utallige bøger kan købes om Gaudís bygninger, men det er faktisk sjovere selv at gå på opdagelse i Barcelona efter de specielle bygningsværker.

Tapas – Spaniens bedste specialitet

Tapas laves over hele Spanien, men Barcelona er et af de bedste steder i landet at spise de små delikatesser, der ofte ankommer til bordet som deleretter, så alle kan forsyne deres egen tallerken med gambas al ajillo (rejer i hvidløg), patatas bravas (sprødstegte kartofler), mojava (tørret tun) og lokalt fangede sardiner, der smager, så englene synger. Nyder man tapas med et glas koldt øl  og en orujo, Spaniens svar på grappa, så findes der næsten ikke bedre måltider.

På sporet af kunstoplevelser

Når det er tid til et besøg på kunstmuseum, vil mange have svært ved at vælge mellem Miró- og Picasso-museet, da de begge fokuserer på to af de mest berømte spanske kunstmalere igennem tiden. Men man kan også bare lade være med at vælge og i stedet tage på Museu d’Art Contemporani de Barcelona, der udstiller en hurtigt skiftende parade af talentfulde spanske kunstnere. De har også en fast udstilling med etablerede navne som Antoni Tápies og Miquel Barceló.

¡No Pasarán! Sådan lød råbene i gaderne, det stod skrevet på husmure og på bannere der strakte sig hen over gaderne. ”Her kommer de ikke forbi” var de indædt kæmpende catalonieres måde at signalere, at fascisterne aldrig skulle få lov at indtage Barcelona. Så hellere kæmpe til sidste mand og kvinde mod Francos sortklædte styrker. Og Barcelona holdt da også stand længe, men til sidst måtte de bukke under ligesom resten af Spanien gjorde det, da fascisterne vandt den spanske borgerkrig i 1939. Indbyggerne i Barcelona lå under regimets åg helt frem til 1975, og de var ikke sene til at fejre diktatorens død, da de endelig blev frie. Museo d’Historia de Catalunia har en fast udstilling om krigsårene og de efterfølgende år under Francos styre. Udstillingen giver et uddybende indblik i hverdagen under krigen for både soldater og civilbefolkning, krigens rædsler og fascismens undertrykkende karakter. Museet bringer tiden til live for den besøgende, og når man igen går ud i solens stråler, er det ikke ualmindeligt at føle trang til at holde udkig efter snigskytter eller mortergranater fra oven.

Barcelona er en by for forelskede par, børn og forældre, unge og ældre – udbuddet af aktiviteter og byens stemning giver plads til oplevelser for alle sanser. Strandene er rene og børnevenlige, byen vrimler med alskens spisesteder, barer og restauranter, nattelivet er bredt og varieret – her er noget for alle!

Eksempler på hoteller

    • Hotel Rialto

      Hotel Rialto har længe været rigtig populært blandt vores kunder, når rejsen går til  Barcelona. Beliggenheden i hjertet af det gotiske kvar...

      Læs mere
    • Hotel Meson Castilla

      Hotel Meson Castilla er et af vores mest populære hoteller i Barcelona. Beliggenheden i en lille gade nær Plaça de Catalunya og Ramblaen ...

      Læs mere
    • Laietana Palace

      Hotel Laietana Palace er et af Barcelonas mest populære hoteller og er et rigtig godt bud på et hotel til den, der ønsker lidt ekstra luksus på...

      Læs mere

    Alt det praktiske

    • Inden du rejser til Barcelona

      Pas & visum

      Pas skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at med- bringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

      Toldregler

      For aktuelle regler om, hvad man må medbringe, se SKATs hjemmeside www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”.

      Rejseforsikring

      Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade.

      For at få mest mulig tryghed på rejsen anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

      Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

      Medicin

      Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagage.

      Valuta & kreditkort

      Møntfoden er Euro, som kan hæves i automater i de fleste byer. Enkelte butikker, restauranter og cafeer tager ikke mod internationale kredit- kort. Der kan være en begrænsning på, hvor meget man må hæve på kreditkort, og beløbet afhænger af den enkelte bank og det enkelte kort. Selv om kriminalitet med kreditkort er begrænset, er det vigtigt at holde øje med sit kort, og det er en god idé at medbringe flere kredit- kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du skal lukke kortet.

    • Værd at vide om Barcelona … og Spanien

      Tidsforskel

      Barcelona er i samme tidszone som Danmark.

      Transport

      I Spanien oplever du en anderledes kultur, og standarder er ikke nødv- endigvis som i Danmark. Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk at der på busrejser er begrænset plads til håndbagage, som skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj o.l.

      Drikkepenge

      Det er ikke nødvendigt at give drikkepenge, men ofte lader de lokale et par Euro ligge på bordet, når de forlader en restaurant. Hvis man betaler med kort, kan man angive drikkepenge til tjeneren – så bliver de også trukket på kortet. For de, der arbejder i service- branchen, er drikkepenge en del af lønnen, og på på restauranter og caféer er drikkepenge sommetider inkluderet, men det er kutyme at runde op, eller give op til 10 %. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oveni prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge.

      Sikkerhed

      Det er en god ide at opbevare værdigenstande i sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, og beløbet refunderes ved returnering. Lommetyve er primært et storbyfænomen – så når du opholder dig i Barcelona, skal du være påpasselig. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk. Pas især godt på tasker og lommer, når du færdes omkring La Rambla, hvor der er mange mennesker.

      Elektricitet

      Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Spanien bruger 220v – 50 hz. – medbring evt. en adapter, da stiktyperne kan variere.

      Mobiltelefon & internet

      Ved opkald til Danmark tastes landekoden +45. Husk at slå data-roam- ing fra på mobiltelefonen. Caféer i Barcelona har WiFi, og du kan ofte også benytte dig af WiFi på det hotel, du bor på.

      Rygning

      Det er ikke tilladt at ryge på offentlige steder og arbejdspladser.

      Åbningstider

      Forretninger: Mandag til lørdag 09.00 – 13.30/14.00 og 16/16.30 – 20/20.30. Søndag lukket.

      Banker: Mandag til fredag 08.30/09.00 – 14.00/14.30. Lørdag 09.00 – 13.00.

      Posthuse: Mandag – fredag 08.30-14.30 og 17.00 – 20.00/20.30. Lørdag 09.00/09.30 – 13.00/13.30.

      Der tages forbehold for ændringer og andre åbningstider i forbindelse med helligdage.

    • Gode råd og anbefalinger

      Møde med en anden kultur

      Ved besøg i kirker forventes det, at skuldre og knæ er tildækkede, da man ellers risikerer at blive afvist ved indgangen. Fotografering er ofte ikke altid tilladt i kirker – hold øje med skiltningen på stedet.

      Seværdigheder i Barcelona

      Der er en overflod af berømte og mindre berømte seværdigheder i Barcelona, og flere af dem er naturligvis nævnt i alle de store turistguides, f.eks. Basilica de Santa Maria del Mar, La Sagrada Familia-kirken, Og naturligvis La Rambla. De steder skal du selvfølgelig sætte tid af til at opleve, men de er ikke de eneste seværdigheder, byen byder på. Vi har her samlet et udpluk af vores mindre kendte favoritter:

      Fundaciò Mirò: Mirò må siges at være ét af Barcelonas mest berømte bysbørn. Dette smukke museum på Montjuïc er virkelig et besøg værd. Sæt to-tre timer af til at opleve de smukke værker. De enorme gobeliner er imponerende.

      Barceloneta: Dette gamle fisker-område er blevet hipt og kendt, for man krydser lige over, når man skal ned til stranden og den olympiske by. Mange glemmer dog at slå et smut gennem sidegaderne. Gå væk fra promenaden langs vandet og gå rundt i de charmerende gader, hvor vasketøjet hænger til tørre. Tag en drink med de lokale unge på Cafetería Ké (54 carrer de Baluard). Det er billigt og hipt!

      Museu Picasso: Pablo Picasso betyder noget helt særligt for Barcelona, og museet dedikeret til hans værker er virkelig godt. Men husk at købe billet på forhånd, så du slipper for køen. Området omkring museet (El Born) er i sig selv rigtig spændende, så det er værd at tage ekstra tid heromkring.

    • Mad & drikke

      Den lokale mad er præget af alt godt fra havet og tungere kødretter, der ofte suppleres med ris i forskellige variationer. Du skal ikke forvente at blive bombarderet med krydderier (bortset fra hvidløg, naturligvis), da fokus i stedet er på indtryk fra friske råvarer. De lokale har dog som de fleste andre taget især det italienske køkken til sig. Derfor vil der ofte indgå pastaretter, lasagne og carpaccio på restauranternes menukort.

      Hvis man gå efter en lokal oplevelse, uden at spendere for meget på måltiderne, kan det varmt anbefales at tage små tapas-retter på barerne. Selv de små steder har ofte 3-4 forskellige tapas f.eks. stegte kartofter, skinke og oliven (bravas, jamón og aceitunas). Hvis det skal være mere eksklusivt, kan det varmt anbefales, at man kaster sig over nogle af de mere mondæne steder i Eixample-distriktet.

      Der mangler ikke spisesteder, caféer og barer i Barcelona, og du behøver derfor ikke at gå sulten i seng. Der er masser af god mad over hele byen, og vi har her samlet nogle af vores favoritter:

      I Barri Gotíc (Det Gotiske Kvarter) vrimler det med beværtninger. Der er dog ofte mange turister, så man er aldrig alene om det. El Born er mindre berømt, men faktisk et meget interessant kvarter, hvis man vil se hvordan de lokale går ud om aftenen.

      El Raval har længe haft et blakket ry, men det er virkelig et up-coming område, og de lokale unge kommer her for at gå i byen og for at spise godt.

      Husk, at passe rigtig godt på jeres penge og håndtasker, når I går rundt i byen!

      En lille café

      Gå til Placa del Canonge Colom (hjørnet af Carrer de l’Hospital og Junta de Comerc). Der ligger der en lille-bitte café, som nærmest er et hul i muren. Nogle af stolene på pladsen overfor hører til denne café. De server god kaffe, og det er et godt sted at se på lokalliv.

      Skaldyr og alt godt fra havet

      Prøv den klassiske Restaurtant Salamanca (ligger i Barceloneta). Servicen er ofte lidt sur, men det ændrer sig, når de ser, at man er glad for maden. Maden er i top, og det er virkelig store portioner!
      http://restaurantesalamanca.es/es/salamanca/

      Eksklusiv oplevelse

      Hvis du søger en mere raffineret og eksklusiv oplevelse, så tag op i området Eixample. Det ligger 15-20 minutters gang fra Hotel Principal. Her vil du se moderne og interessante restauranter, og hvis du går i sidegaderne, kan du næsten undgå turister.

    • Fakta om Spanien

      • Statsform: Spanien er et konstitutionelt monarki.
      • Hovedstad: Madrid med 3,2 mio. indbyggere.
      • Befolkning: 49 mio.
      • Religion: Hovedparten er katolikker.
      • Areal: 505.992 km² (Danmark 43.094 km²).
      • Sprog: 74 % castilansk (spansk), 17 % catalansk, 7 % galisisk og 2 % baskisk.
      • Højeste punkt: Det vulkanske bjerg Teide på 3.717 m.
      • Klima: Spanien har hele tre slags klima. Det nordlige Spanien har kystklima med relativt kølige somre og milde vintre. Det indre af Spanien har fastlandsklima med varme, tørre somre og relativt kolde vintre, mens den del af Spanien, der ligger langs Middelhavet, har subtropisk klima.