-->
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00

Velkommen til Firenze

Oplev Firenze som en gruppe på min. 10 deltagere

En storbyferie i Firenze må nødvendigvis stå i kunstens og skønhedens tegn. Byen er en ældgammel perle midt i Toscanas smukke landskab. Den er blevet kaldt renæssancens vugge, og den gamle bykerne kan da også næsten virke som ét stort friluftsmuseum med skøn arkitektur og kunst, hvor end blikket falder. Alle de spændende seværdigheder ligger indenfor gåafstand, og Firenze er bestemt en by, der skal opleves til fods. På den måde får man også bedre de skønne detaljer, der er spredt ud over hele byen, med, samt den hyggelige stemning og den fantastiske charme, som middelalderbyens smalle stræder og fine pladser byder på.

Renæssancekirker, uvurderlige kunstskatte og cafébesøg

Byens kendte vartegn er renæssancekirken Duomo, der med sin kolossale røde kuppel og en facade i hvid, grøn og lyserød marmor, giver byens besøgende et helt særligt indtryk af den høje kvalitet, som hele byen er bygget i. Kirkens ydre er utrolig smuk, men meget af den indre udsmykning er blevet flyttet over i det nye Duomo-museum, hvor man passende kan bevæge sig over efter at have set kirken. Det er også muligt at bevæge sig ned i krypten, hvor man kan se udgravningen af kirken Chiesa di Santa Repata, der oprindeligt lå på stedet.

Det er et must, når man er på storbyferie i Firenze, at besøge Galleria degli Uffizi, der huser den største samling af italiensk renæssancekunst i hele verden. Mængden af berømte kunstnere, der er udstillet her med deres mest berømte værker, er utroligt høj. Alligevel er det den store sal fyldt med værker af Sandro Botticelli, der har flest besøgende, og her hænger da også et af de mest berømte renæssancemalerier i verden; det skønne ”Venus’ fødsel”, hvor den afklædte gudinde skylles op på stranden i en muslingeskal. Andre berømte værker inkluderer Pierro della Francescas portrætter af hertugen og hertuginden af Urbino, der er malet i profil, fordi hertugen havde mistet det højre øje. Hertuginden er helt hvid og grå i ansigtet og med god grund; hun var nemlig død da portrættet blev malet. Herudover er Michelangelo, Caravaggio, Leonardo og Raphael udstillet her, og det er en god idé at sætte minimum fire timer af til et besøg. Bliver man træt i benene, så ligger der en hyggelig café på taget af bygningen med en storslået udsigt.

Nyd La dolce vita i Firenze

Firenzes placering i Toscanas frodige vinland sørger for, at de liflige dråber, der serveres på byens restauranter, er blandt verdens bedste. De lokale i Toscana holder meget af brød, og det er et af de bedste steder i landet at købe crostini, små hapsere på brød med f.eks. kyllingelevermousse, eller bruschetta. Herefter vil de kødspisende sætte stor pris på den særlige okseudskæring bistecca alla fiorentina, der minder mest om en ekstra stor T-bone steak, smidt på grillen til den er godt branket udenpå, men stadig rød og blodig indeni.

Floden Arno løber igennem Firenze, og er man blevet udmattet af alt den skønne kunst, de charmerende middelalderkvarterer og den gode mad, så er det oplagt at sætte sig på en af de små caféer langs floden og hvile benene. Med en espresso ved sin side, og måske en lille grappa, kan man nu indtage byens herlige leben i ro og mag; La dolce vita!

Eksempler på hoteller

    • Hotel Pitti Palace

      Hotel Pitti Palace ligger lige i hjertet af det historiske Firenze ved den smukke bro Ponte Vecchio. Bedre beliggenhed findes ikke til en storbyf...

      Læs mere
    • Delle Nazioni

      I hjertet af Firenze, i nærheden af banegården, ligger dette dejlige hotel, der med sin placering giver fortrinlige muligheder for oplevelser til...

      Læs mere
    • Machiavelli Palace

      Machiavelli Palace ligger helt centralt, kun få minutters gang fra banegården, og med let adgang til alle seværdigheder på din storbyferie til ...

      Læs mere

    Alt det praktiske

    • Inden du rejser til Italien

      Pas & visum

      Pas skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

      Toldregler

      For aktuelle regler om hvad man må medbringe, se Skats hjemmeside www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”.

      Rejseforsikring

      Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. Under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade. For at få mest mulig tryghed på rejsen, anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

      Medicin

      Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

      Valuta & kreditkort

      Møntfoden er Euro, som kan hæves i automater i de fleste byer, men i mange restauranter, caféer og butikker skal man betale med kontanter. Der kan være en begrænsning på, hvor meget man må hæve på kreditkort, og beløbet afhænger af den enkelte bank og det enkelte kort. Det er en god idé at medbringe flere kreditkort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

    • Lokale forhold

      Tidsforskel

      Der er samme tid som i Danmark.

      Transport

      I Italien rejser du rundt i en spændende og anderledes kultur, og standarder og forhold er derfor ikke nødvendigvis som i Danmark. Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk at der på busrejser er begrænset plads til håndbagage, som skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj o.l.

      Drikkepenge

      Det er almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen, da det for dem er det en del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På enkelte restauranter er drikkepengene inkluderet, ellers lægger man typisk 10 – 15 % oveni regningen. Mange restauranter beregner stadig et mindre beløb til brød og opdækning ”pane e coperto”, – typisk 1-2 € pr. person. På mange cafeer og barer skal man bestille og betale ved kassen inden servering, og prisen stiger, hvis man vælger at sidde ned i stedet for at stå ved baren. Vær opmærksom på at man skal betale for at komme på WC (0,50€-1,00€). Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oveni prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 euro pr. nat).  På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører og hotelpersonale, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

      Lidt om hotellerne

      Hotellerne er kategoriseret med stjerner efter lokal standard. Der vil ikke være dyner som i Danmark, da man bruger lagner og tæpper som sengetøj. Tæpperne finder man i et skab på værelset, eller fås i receptionen. Hvis man vil have rene håndklæder hver dag, skal de brugte efterlades på gulvet, men man kan vælge at tænke på miljøet og bruge håndklæderne mere end en dag. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

      Sikkerhed

      Det er generelt sikkert at opholde sig i Italien, men pas på ejendele i lufthavne, offentlig transport og større menneskemængder, og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen. Lommetyve er dog primært et storbyfænomen – også i Italien. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk. Det er en god ide at opbevare værdigenstande i sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, som refunderes ved returnering.

      Elektricitet

      Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Italien benytter strøm som i Danmark, men mange steder er stikkontakterne anderledes. Da ikke alle hoteller har adapter til udlejning, anbefaler vi derfor at man selv medbringer en.

      Mobiltelefon & Internet

      Ved opkald til Danmark tastes 0045 før telefonnummeret. Husk at slå dataroaming fra på mobiltelefonen. Alle større byer har internetcafeer. De fleste af vores hoteller har også Wi-Fi.

      Mad & drikke

      Det italienske køkken er et af Europas bedste. Det er smagsfuldt, rustikt og veltillavet. Pasta og pizza er velkendte lokalretter, men også andre delikatesser kommer fra Italien. I Umbrien og Piemonte findes trøfler, i det sydlige Italien laves bøffelmozzarella, og Risotto er en typisk norditaliensk ret. Italien er kendt for desserten Tiramisu og verdensberømt for is. Af italienske oste kan nævnes parmesan, grana padano, mozzarella, pecorino (fåreoste) og gorgonzola. Prøv også småretterne anti-pasti – den italienske version af de spanske tapas. Kaffe, der minder om den danske, hedder ”cafe lungo” eller ”cafe americano”. Italien producerer også noget af Europas bedste vin, og er kendt for Amarone og Barolo fra Norditalien, Brunello og Chianti fra Toscana, den søde dessertvin Vin Santo fra Toscana, den lette hvidvin Frascati fra Lazio og dessertvinen Marsala fra Sicilien. Man kan drikke vandet i Italien, men man kan komme ud for, at det smager anderledes, fordi det bliver renset med langt flere kemikalier end herhjemme og tilsat klor. Vi anbefaler, at man køber vand på flaske som ”frizzante” med brus eller ”naturale” uden brus.

      Rygning

      Det er ikke tilladt at ryge indendørs på offentlige steder.

      Åbningstider

      Butikker: mandag – lørdag 09.30 – 13.00 og 16.00 – 20.00. Lukket søndage og mandag formiddag. Supermarkeder har døgnåbent men tit lukket om søndagen.

      Da benzinstationer ikke har kiosk, kan det være svært at købe ind om søndagen.

      Banker: mandag – fredag kl. 08.30 – 13.30 og 15.00 – 16.00 og lukket i weekenden.

      Posthuse: mandag – lørdag kl. 08.30 – 13.30 og søndagslukket.

    • Gode råd

      Møde med en anden kultur

      Ved besøg i kirker forventes det, at skuldre og knæ er dækkede, da man ellers risikerer at blive afvist ved indgangen.

      Indkøb og museer

      Frimærker og tobak købes på posthuset eller i ”Tabacchi” – hvor der udenfor er et skilt med et stort T. Mange museer giver rabat eller gratis adgang, hvis man er under 18 år eller fyldt 65 og medbringer billeddokumentation.

    • Fakta

      • Statsform: Italien er en republik.
      • Hovedstad: Rom (3,5 mio.).
      • Befolkning: 62,1 mio. indbyggere.
      • Religion: Altovervejende romersk katolsk, ca. 98 %.
      • Sprog: Italiensk.
      • Areal: 301.230 km² (Danmark 43.000 km²).
      • Højeste punkt: Mont Blanc (Monte Bianco) 4.807 m (på grænsen til Frankrig).
      • Klima: Italien er meget værdsat for sit milde klima, der skyldes placeringen midt i den tempererede zone, hvor Middelhavet varmer og Alperne beskytter mod de kolde vinde i nord. Minimumtemperaturer varierer fra –20 grader i alpedalene til 10 grader i kystområderne og Syditalien. Maksimumtemperaturer ligger omkring 24-25 grader i hele Italien, dog med udsving på op til 40 graders varme.