Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Storbyferie i Reykjavik

Velkommen til Reykjavík

Oplev Reykjavík som en gruppe på min. 10 deltagere

Island kendetegnes af enestående og barsk natur, der præges af vulkansk og seismisk aktivitet. Størstedelen af øen er ubeboelig, og de fleste islændinge bor da også i Reykjavík, der i de seneste år har gennemgået en rivende udvikling fra fiskerby til finans- og kulturcentrum. Nu præges det centrale Reykjavík af skønne butikker, lækre restauranter og modebevidste, unge islændinge, og med etableringen af det nye operahus har byen nu også markeret sig med en arkitektonisk og kulturel perle til glæde for turister og de 280.000 indbyggere.

Find din indre viking på jagt efter Islands historie

Når du rejser til Reykjavík får du gode muligheder for at komme i kontakt med din indre viking. Foran byens vartegn, kirken Hallgrimskirkja, står en stor statue af vikingen Leif den Lykkelige, der sejlede fra Reykjavík og blev den første europæer, der opdagede det nordamerikanske kontinent. Leif den Lykkelige kaldte stedet for Vinland, og når man står der med udsigt over fjorden og lugten af Atlanterhavets salte vand i næsen, så kan man nemt rammes af en lyst til selv at bygge et træskib og opdage et nyt kontinent. Den lidt specielle kirke er også et besøg værd. Man kan tage elevatoren op i tårnet og udsigten herfra er helt uforlignelig; man kan se hele byen, men også fjorden og bjergene på den anden side.

Vikingemuseet og sagamuseet er to spændende oplevelser, der fint kan kombineres, hvis man ønsker at få et indblik i islandsk historie. Langskibene på vikingemuseet er interessante, og det kan være svært at forstå, at vikingerne sejlede hele vejen til Grønland og Amerika i dem.

Lær de berømte sagaer, fallosser og nobelprismodtagere at kende

På sagamuseet bliver de islandske fortællinger levendegjort af silikonefigurer. Museet er ikke stort, men de flotte dioramaer er tilsat et kontinuerligt soundtrack af hårrejsende skrig og øksehug, der giver en høj grad af indlevelse, og det er ikke usædvanligt at overveje, hvem af de andre besøgende man skal udfordre til holmgang. Herefter er det naturligvis tid til en tur på fallosmuseet; et helt museum tilegnet penissen og dens mange udformninger. Dyrepenisser, skulpturer, forsteninger og afstøbninger af hele det islandske landshold i håndbold. Det kan være svært at holde masken, når man går rundt her, men det er heldigvis tilladt at more sig i de knap så hellige haller.

Kunne man tænke sig en litterær kompagnon på sin storbyferie i Reykjavík, så giver de fleste af Nobelprismodtageren Halldor Laxness’ romaner et godt indblik i det islandske liv. Særligt anbefalelsesværdig er romanen Frie mænd, der handler om fårebonden Bjartur, der forsøger at holde sin bestand i live på trods af hårdt vejr og det utilgivende islandske landskab, samtidig med at han ikke vil forstyrre De underjordiske, som mange islændinge stadig tror bor under sten og klipper på Island.

Vandfald, vulkaner og varme kilder

En rejse til Reykjavík er det naturlige udgangspunkt for oplevelser i resten af Island. Hele øen byder på enestående naturoplevelser med gejsere, Reykjavík-vandfaldet, klipper og bjerge og vulkansk aktivitet, og de varme kilder er en naturlig del af en rejse til Island. For at få den bedste rejseoplevelse, anbefaler vi et centralt hotel i Reykjavík, hvorfra det er nemt at opleve Reykjaviks leben, og hvorfra man kan tage på udflugter i det centrale Island. Din rejse til Reykjavík kan således nemt gøres til en god kombination af storbyferie og spændende naturoplevelser.

Eksempler på hoteller

    • Radisson Blu Saga

      Radisson Blu Saga Hotel er et moderne og lækkert hotel, hvor der er lagt vægt på komfort og service. Det ligger kun 10 minutters gang fra centru...

      Læs mere
    • Fosshotel Baron

      På Fosshotel Baron bor du centralt i Reykjavík til den bedste pris! Hotellet er til den prisbevidste gæst, der kan undvære luksus, men stadig i...

      Læs mere
    • Hotel Island

      Med Hotel Island får du et moderne og flot hotel tæt på Reykjavíks tilbud. Hotellet ligger i Reykjavíks finansdistrikt, som er smukt omgivet...

      Læs mere

    Alt det praktiske

    • Inden du rejser til Island

      Pas & visum

      Pas skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

      Toldregler

      For aktuelle regler om hvad man må medbringe, se Skats hjemmeside www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”. Alle udenlandske gæster i Island kan få refunderet den islandske moms med en besparelse på ca. 15%, såfremt man rejser fra Island inden 3 måneder efter, at købet er foretaget. Købsprisen skal være mindst ISK 4.000 (inkl.moms) pr.forretning. Alle varer (undtagen uldvarer) skal forevises tolderne, inden der checkes ind. I Keflavík lufthavn gælder dette kun tax-free fakturaer, hvor tilbagebetalingsbeløbet overstiger ISK 5.000. På alle andre fakturaer bliver momsen refunderet kontant i Landsbanki Islands filial i afgangshallen.

      Rejseforsikring

      Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. Under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade. For at få mest mulig tryghed på rejsen anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

      Medicin

      Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

      Valuta & kreditkort

      Møntfoden hedder islandsk krone (ISK). Kontanter kan hæves i bankerne, bl.a. i lufthavnen og ii pengeautomater (ATM’s) rundt omkring i landet. Alle gængse internationale kreditkort kan bruges, dog er American Express ikke så udbredt. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

    • Lokale forhold

      Tidsforskel

      I forhold til dansk tid er Island en time ”bagud” om sommeren og to om vinteren.

      Drikkepenge

      Der har ikke været tradition for drikkepenge på Island, men det er dog blevet mere og mere almindeligt f.eks. på restauranter, barer, caféer og i taxaer. Det er ikke påkrævet, men vi synes alligevel, at det er god skik at runde op eller give 10 % ekstra på de nævnte steder.

      Lidt om hotellerne

      Hotellerne er kategoriseret med stjerner efter lokal standard. Hvis man vil have rene håndklæder hver dag, skal de brugte efterlades på gulvet, og bliver så fornyet. Ellers kan man af miljøhensyn genbruge håndklæderne mere end en gang. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

      Sikkerhed

      Det er en god ide at opbevare værdigenstande i sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, og beløbet refunderes ved returnering. Kriminaliteten på Island er meget lav, men vi anbefaler alligevel, at du passer på dine værdier.

      Elektricitet

      Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Island har samme strømstyrke og stik som Danmark.

      Mobiltelefon & Internet

      Ved opkald til Danmark tastes landekoden +45. Husk at slå dataroaming fra på mobiltelefonen. Der er god internetforbindelse på hotellerne.

      Mad & drikke

      Island byder på en lang række lækre specialiteter, hvor hovedingredienserne er fisk, lamme- og hestekød. Det er også muligt at smage tørfisk, der oftest er lufttørret kuller, torsk eller havkat. Hákarl er modnet haj, og består af kød fra den store gråhaj. Kødet har ligget i jorden i nogle måneder, og er ofte stærkt lugtende fiskebidder, der skylles ned med en kold snaps. Mange af restauranterne er af meget høj kvalitet og pris. Nogle restauranter serverer sumarréttir, der er en turistmenu til en fast lav pris. (Typisk mellem 100-150 kr). Man kan drikke vandet fra hanen, hvis ikke andet er oplyst.

      Rygning

      Det er ikke tilladt at ryge på offentlige steder og arbejdspladser.

      Indkøb

      Frimærker og tobak kan købes på posthus samt i mange kiosker, lokale købmænd og supermarkeder.

      Åbningstider:

      Butikker:
      Generelt åbent hverdage 9.00 – 18.00. Lørdag 10.00 – 13.00/14.00/15.00.
      Nogle supermarkeder har åbent indtil 23.00 alle dage.
      Banker:
      Mandag – fredag 9.30 – 17.00. Lørdag/søndag lukket.
      Posthuse:
      Mandag – fredag 9.00 – 16.30.
      Restaurant/café/bar:
      Generelt åbent kl. 10.00-01.00 alle dage.
      Natklubber:
      Hverdage til kl. 01.00. I weekenderne til kl. 05.00.

    • Fakta

      • Statsform: Island er en republik
      • befolkning: 339.700 indbyggere.
      • Hovedstad: Reykjavik.
      • Religion: Protestanter.
      • Sprog: Islandsk.
      • Areal: 103.001 km² (Danmark 43.094 km²).
      • Højeste punkt: Hvannadalshnjúkur på 2.119 m.
      • Klima: Island ligger på grænsen mellem den tempererede og den polare klimazone. Golfstrømmen bevirker imidlertid, at den sydlige del af Island har forholdsvis milde temperaturer, og dermed ligger gennemsnitstemperaturen i januar på omkring 0°C.