Ring til os 70 22 66 00
Canal Grande, Venedigs

Velkommen til Venedig

Oplev Venedig som en gruppe på min. 10 deltagere

Venedigs centrum, hvis man kan tale om et egentligt centrum i den labyrintiske by, er Markuspladsen. I Markuspladsens ene ende løber Canal Grande forbi med gondoler og vandtaxier i massevis. Resten af pladsen er omringet af bygninger, hvoraf den mest kendte nok er Markus-kirken, der med sin sirlige facade udført i byzantinsk-gotisk stil er meget genkendelig. Katolikker strømmer til kirken for at kigge ned i krypten, hvor resterne af evangelisten Markus angiveligt ligger begravet. Den mindre religiøse gæst vil nok sætte større pris på de forgyldte mosaikker, der dækker hele kirken, og har givet den tilnavnet Guldkirken. Til en anden side ligger Sukkenes Bro og Dogepaladset, der op igennem tiden har fungeret som administrativ bygning, men også som bolig for bystatens hersker, dogen. Dogepaladset indeholder en overvældende række kunstskatte og er i højeste grad et besøg værd.

Oplev en overflod af seværdigheder, god mad og overdådig arkitektur

Når man har set alt, hvad Markuspladsen har at byde på, kan man passende gå hen til Harry’s Bar, der ligger lige i nærheden. Harry’s Bar er måske den mest berømte bar i verden, og hvis man starter med en bellini, der er opfundet her, og følger det op med en portion carpaccio, der også er opfundet her, så vil man formodentligt få et indforstået anerkendende nik fra tjeneren. Pyt med at priserne er skyhøje, ingen storbyferie i Venedig er komplet, hvis man ikke har været på Harry’s Bar og siddet i Hemingways faste stol!

Venedig har verdensklasseseværdigheder i massevis, men det allersjoveste at lave når man er i byen, er faktisk at fare vild. Hver en kvadratmeter af byen er charmerende, og uanset hvor man vender blikket hen, vil det falde på skønne og sjove detaljer. Når man traver igennem byen vil man opleve, at nogle af de smalle gyder pludselig åbner sig i hyggelige og livlige pladser, mens andre ender lige så pludseligt i en forbiflydende kanal, så man må vende om. Når man ikke orker at gå længere, og sulten begynder at melde sig, så skulle det ikke være noget problem at finde en god restaurant. Start med et glas boblende prosecco og fortsæt med den lokale hofret pasta vongole, spaghetti med venusmuslinger i egen saft. Bedre pastaret findes næppe.

Den bilfri storby med det fantastiske lys

En storbyferie i Venedig byder på noget, man ikke oplever andre steder i verden; en helt og aldeles bilfri storby. Venedig er gennemskåret af et utal af kanaler, og ingen steder hører man en bilmotors brølen. Højst en fiskekutters putren. Det allestedsnærværende vand skaber en fuldstændig uforlignelig stemning i byen – når alle enten er på gåben eller sejlende, så kommer man automatisk ned i et lavt gear. Og så er der lyset. Genspejlinger på husvæggene, bølgernes lysende effekt på caféernes baldakiner og det dovne støvede lys på byens pladser.

Husk endelig at slå et smut omkring det fascinerende Rialto marked – Venedigs svar på et supermarked. Et hav af boder sælger frisk fisk og blæksprutter, grøntsager, ost, kød og brød. Det hele er lokalt og smager, så englene synger.

Eksempler på hoteller

    • Hotel Ca' D'Oro

      Dette hyggelige kvalitetshotel ligger i det centrale, men rolige distrikt lige nord for Canal Grande, så du nemt kan spadsere til alle Venedigs be...

      Læs mere
    • Hotel Antony (Mestre)

      Hotel Antony er et godt valg, når storbyferien går til Venedig. Hotellet gennemgi...

      Læs mere

    Alt det praktiske

    • Inden du rejser til Italien

      Pas & visum

      Pas skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

      Toldregler

      For aktuelle regler om hvad man må medbringe, se Skats hjemmeside www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”.

      Rejseforsikring

      Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. Under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade. For at få mest mulig tryghed på rejsen, anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

      Medicin

      Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

      Valuta & kreditkort

      Møntfoden er Euro, som kan hæves i automater i de fleste byer, men i mange restauranter, caféer og butikker skal man betale med kontanter. Der kan være en begrænsning på, hvor meget man må hæve på kreditkort, og beløbet afhænger af den enkelte bank og det enkelte kort. Det er en god idé at medbringe flere kreditkort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

    • Lokale forhold

      Tidsforskel

      Der er samme tid som i Danmark.

      Transport

      I Italien rejser du rundt i en spændende og anderledes kultur, og standarder og forhold er derfor ikke nødvendigvis som i Danmark. Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk at der på busrejser er begrænset plads til håndbagage, som skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj o.l.

      Drikkepenge

      Det er almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen, da det for dem er det en del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På enkelte restauranter er drikkepengene inkluderet, ellers lægger man typisk 10 – 15 % oveni regningen. Mange restauranter beregner stadig et mindre beløb til brød og opdækning ”pane e coperto”, – typisk 1-2 € pr. person. På mange cafeer og barer skal man bestille og betale ved kassen inden servering, og prisen stiger, hvis man vælger at sidde ned i stedet for at stå ved baren. Vær opmærksom på at man skal betale for at komme på WC (0,50€-1,00€). Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oveni prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 euro pr. nat).  På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører og hotelpersonale, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

      Lidt om hotellerne

      Hotellerne er kategoriseret med stjerner efter lokal standard. Der vil ikke være dyner som i Danmark, da man bruger lagner og tæpper som sengetøj. Tæpperne finder man i et skab på værelset, eller fås i receptionen. Hvis man vil have rene håndklæder hver dag, skal de brugte efterlades på gulvet, men man kan vælge at tænke på miljøet og bruge håndklæderne mere end en dag. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

      Sikkerhed

      Det er generelt sikkert at opholde sig i Italien, men pas på ejendele i lufthavne, offentlig transport og større menneskemængder, og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen. Lommetyve er dog primært et storbyfænomen – også i Italien. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk. Det er en god ide at opbevare værdigenstande i sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, som refunderes ved returnering.

      Elektricitet

      Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Italien benytter strøm som i Danmark, men mange steder er stikkontakterne anderledes. Da ikke alle hoteller har adapter til udlejning, anbefaler vi derfor at man selv medbringer en.

      Mobiltelefon & Internet

      Ved opkald til Danmark tastes 0045 før telefonnummeret. Husk at slå dataroaming fra på mobiltelefonen. Alle større byer har internetcafeer. De fleste af vores hoteller har også Wi-Fi.

      Mad & drikke

      Det italienske køkken er et af Europas bedste. Det er smagsfuldt, rustikt og veltillavet. Pasta og pizza er velkendte lokalretter, men også andre delikatesser kommer fra Italien. I Umbrien og Piemonte findes trøfler, i det sydlige Italien laves bøffelmozzarella, og Risotto er en typisk norditaliensk ret. Italien er kendt for desserten Tiramisu og verdensberømt for is. Af italienske oste kan nævnes parmesan, grana padano, mozzarella, pecorino (fåreoste) og gorgonzola. Prøv også småretterne anti-pasti – den italienske version af de spanske tapas. Kaffe, der minder om den danske, hedder ”cafe lungo” eller ”cafe americano”. Italien producerer også noget af Europas bedste vin, og er kendt for Amarone og Barolo fra Norditalien, Brunello og Chianti fra Toscana, den søde dessertvin Vin Santo fra Toscana, den lette hvidvin Frascati fra Lazio og dessertvinen Marsala fra Sicilien. Man kan drikke vandet i Italien, men man kan komme ud for, at det smager anderledes, fordi det bliver renset med langt flere kemikalier end herhjemme og tilsat klor. Vi anbefaler, at man køber vand på flaske som ”frizzante” med brus eller ”naturale” uden brus.

      Rygning

      Det er ikke tilladt at ryge indendørs på offentlige steder.

      Åbningstider

      Butikker: mandag – lørdag 09.30 – 13.00 og 16.00 – 20.00. Lukket søndage og mandag formiddag. Supermarkeder har døgnåbent men tit lukket om søndagen.

      Da benzinstationer ikke har kiosk, kan det være svært at købe ind om søndagen.

      Banker: mandag – fredag kl. 08.30 – 13.30 og 15.00 – 16.00 og lukket i weekenden.

      Posthuse: mandag – lørdag kl. 08.30 – 13.30 og søndagslukket.

    • Gode råd

      Møde med en anden kultur

      Ved besøg i kirker forventes det, at skuldre og knæ er dækkede, da man ellers risikerer at blive afvist ved indgangen.

      Indkøb og museer

      Frimærker og tobak købes på posthuset eller i ”Tabacchi” – hvor der udenfor er et skilt med et stort T. Mange museer giver rabat eller gratis adgang, hvis man er under 18 år eller fyldt 65 og medbringer billeddokumentation.

    • Fakta

      • Statsform: Italien er en republik.
      • Hovedstad: Rom (3,5 mio.).
      • Befolkning: 62,1 mio. indbyggere.
      • Religion: Altovervejende romersk katolsk, ca. 98 %.
      • Sprog: Italiensk.
      • Areal: 301.230 km² (Danmark 43.000 km²).
      • Højeste punkt: Mont Blanc (Monte Bianco) 4.807 m (på grænsen til Frankrig).
      • Klima: Italien er meget værdsat for sit milde klima, der skyldes placeringen midt i den tempererede zone, hvor Middelhavet varmer og Alperne beskytter mod de kolde vinde i nord. Minimumtemperaturer varierer fra –20 grader i alpedalene til 10 grader i kystområderne og Syditalien. Maksimumtemperaturer ligger omkring 24-25 grader i hele Italien, dog med udsving på op til 40 graders varme.