Som dansk statsborger skal man ikke have visum for indrejse til Sydafrika ved ophold under 90 dage. Passet skal være gyldigt mindst 30 dage efter hjemkomst til Danmark, og der skal være tre blanke sider efter hinanden i passet ved indrejse til Sydafrika til viseringer.
OBS – vi gør opmærksom på, at der pr. 1. juni 2015 gælder særskilte indrejseregler for børn under 18 år. Reglerne kan virke besværlige, men er sat i værk for at undgå bl.a. menneskehandel.
Ved rejse med begge forældre:
Børn under 18 år skal hver især medbringe et gyldigt pas efter ovenstående regler og medbringe en dåbsattest eller navneattest på engelsk. Kontakt Borgerservice eller det nærmeste kirkekontor for at få en engelsk version af attesten.
Ved rejse med blot én forælder:
Børn under 18, der rejser med én forælder, skal hver især medbringe et gyldigt pas, engelsk dåbsattest eller navneattest samt medbringe en underskrevet edsvoren erklæring af den forælder, der ikke rejser med.
Erklæringen kan findes her: http://www.dha.gov.za/files/Parental-Consent-Letter_Suggested-Format_v8.pdf
Vær opmærksom på, at den edsvorne erklæring skal påtegnes enten af politiet eller den sydafrikansk ambassade i Danmark.
Bemærk – hvis børn under 18 rejser med en ledsager, der ikke er juridisk forælder/værge, skal barnet medbringe gyldigt pas, engelsk dåbsattest eller navneattest samt en edsvoren erklæring underskrevet af BEGGE forældre.
For yderligere information henviser vi til Sydafrikas ambassade.